Nyt syn på NATO’s styrketransformation

Luftmagt: Angrebshelikoptere har vist sig at være lette at tilpasse til et bredt spektrum af opgaver inden for terrorbekæmpelse og bekæmpelse af oprørsgrupper.

Lige siden den første Golfkrighar USA arbejdet på at transformere NATO’s militære styrker tilhøjteknologisk konventionelle styrker med så mange interoperableelementer som muligt. Samtidig har NATO søgt at udvikle flerekapaciteter, som kan indsættes uden for NATO-området (out-of-area)med henblik på magtprojektion, hvoraf mange er modelleret overamerikanske kapaciteter. Et eksempel på denne indsats er NATO’sreaktionsstyrke (Response Force, NRF). Begge indsatser afspejlerfølelsen af, at NATO må finde et nyt rationale efter Den KoldeKrig, der bygger på, at de nye opgaver og nye kapaciteter skalpasse sammen.

NATO har gjort visse fremskridt på disse områder, men en del afdem er mere kosmetiske end reelle. At skabe institutioner er ikkedet samme som at transformere styrker. Ministrene kan blive enig omprioritetsområder inden for styrkemodernisering og oprettekapaciteter inden for magtprojektering, men de fleste landesforsvarsplaner og forsvarsbudgetter afspejler de langsommefremskridt, den fortsatte mangel på interoperabilitet og manglen påvilje til at flytte og understøtte mere end en lille del af denationale styrker ret langt væk hjemmefra. Det europæiske NATOanvender mere end 220 mia. $ på militære styrker og har ca. 2,2mio. aktive i militæret og 2,6 i reserven. Stort set alleforsvarsanalytikere er enige om, at størsteparten af anskaffelserneer dårligt koordinerede og ikke kan fungere sammen, og at de ikkekommer i nærheden af at leve op til de amerikanske niveauer forteknologi og krigsførelseskapacitet. Det forholder sig genereltsådan, at kun en lille del af NATO’s samlede mandkraft kanindsættes uden for Alliancens område, og store dele af det kan kunfor alvor anvendes, hvis Europa går i krig med sig selv.

Samtidig indledte EU og NATO i realiteten en konkurrence om, hvemder skulle planlægge og kontrollere Europas forsvarskapaciteter,navnlig dets hurtige reaktionsstyrker og magtprojektions-kapacitet.Forskellige arrangementer har søgt at dække over disse uenigheder,men de spændinger, der opstod i NATO-alliancen efter Irak-krigen,har gjort situationen værre. Der er dybe spændinger mellem Frankrigog USA trods præsident George W. Bush’ nylige forsoningsrejse tilEuropa, og personligheder så højt placeret som den tyske kanslerGerhard Schröder har sagt, at NATO-alliancen ”[ikke længere] er detprimære forum, hvor transatlantiske partnere diskuterer ogkoordinerer strategier”. Virkeligheden synes at være, at NATO nu istigende grad er en alliance, hvor medlemslandene danner adhoc-koalitioner som reaktion på bestemte kriser og krisesituationerend et forum for enstemmig handling.

Før man begynder at beklage NATO’s død eller betragte detsstyrkeomstilling som en fiasko er det ikke desto mindre nødvendigtat overveje en række faktorer. For det første er det ikke en dårligting – eller et afkald på Europas sikkerhedsbehov, hvis Europakoncentrer sig om europæisk integration og stabilitet. Århundrederskonflikt har lært os, hvor vigtigt det er, at Europa fuldenderdenne proces. To verdenskrige har vist, at det er lige så vigtigtfor Canadas og USA’s strategiske interesser som for Europas. NATOhar ikke brug for en ny samlende opgave uden for Europa somerstatning for Den Kolde Krig. NATO har brug for at huske, atformålet med en transatlantisk alliance er transatlantisksikkerhed, og at det er et område, hvor Vesten harbemærkelsesværdig succes.

Der er for det andet ikke særlig meget nyt ved, at USAkoncentrerer sig om sikkerhedsopgaver uden for Europa, eller attransatlantisk samarbejde bygger på à lacarte-styrkesammensætninger og koalitioner af villige snarere endformelle arrangementer med NATO. NATO har vist sin relevans iAfghanistan og på Balkan, men næsten alle operationer uden forAlliancens traktatområde, som i det forgangne halve århundrede harinddraget både amerikanske og europæiske styrker, har væretstyrker, som har været sammensat til lejligheden, og som er kommetfra USA og nogle få europæiske stater. Derudover viste en analyse,som blev udført efter Golfkrigen af Center for Naval Analysis, atUSA havde anvendt styrker til magtprojektion uden for NATO-områdetmere end 240 gange i tidsperioden fra NATO’s oprettelse og DenKolde Krigs afslutning, og at USA’s operationer for to tredjedeleaf krisernes vedkommende ikke inddrog Europa.

Et NATO, hvor Europa fokuserer på Europa, og hvor USA fokuserer påresten af verden med støtte tilpasset den konkrete situation fraenkelte europæiske stater kan i realiteten blive den måde, hvorpåVesten kan handle i de fleste kriser uden for NATO-området.NATO-alliancen skaber ikke fælles interesser og opfattelser. Imange tilfælde vil konsensus i hele Alliancen være en opskrift påhandlingslammelse, og en omstilling af Alliancens styrker vil kunvære symbolsk, fordi mange – eller de fleste – europæiske landeikke har noget klart motiv til at blive inddraget eller betaleomkostningerne.

At NATO er mest nyttig som fælles sikkerhedsforum, der sikrer enpassende dialog og samarbejde, hvor det anses for både nødvendigtog økonomisk overkommeligt at samarbejde, er fortsat en succes måltmed enhver rationel målestok. ”Specialiseringen” af Europa og USAafspejler også den virkelighed, at to af de vigtigstesikkerhedsprioriteter for USA ligger uden for Europa, nemlig Koreaog stabiliteten i Taiwan-strædet. Begge er militære områder, hvorEuropa højst kan spille en symbolsk rolle. Selv i Golfen ogCentralasien er Storbritannien nu den eneste europæiske magt med enrealistisk udsigt til at kunne indsætte og understøtte virkeligedeployeringer uden for NATO-området.

For det tredje varierer prioriteterne i forbindelse medstyrketransformation fra operation til operation. Selv ”rige” landehar budgetmæssige begrænsninger, og nedbringelse af omkostningernehar vist sig at være lige så alvorlig et problem for USA som forEuropa – til trods for den massive amerikanske overvægt i samledemilitære udgifter. USA har fundet, at det ikke har råd til mange afde programmer, som det oprindeligt mente at kunne indpasse i sin”militære revolution”. Det amerikanske flyvevåben er i færd med enbekostelig anskaffelse af forskellige kampfly. Det amerikanskeMarine Corps er tynget af Osprey-programmet, der tager sigte på atudvikle et lettere indsætteligt fly, og står over for alvorligebegrænsninger mht. modernisering af styrker. Den amerikanske hærhar måttet udskyde anskaffelsen af sin nye familie af fremtidigekampsystem-køretøjer i mindst ti år. Og den amerikanske flåde liderunder, hvad i praksis enhver ekspert inden for og uden for flådenopfatter som et enormt skel mellem dets behov for skibsbygning ogdet, den i realiteten har råd til.

USA står over for den samme virkelighed som ethvert andetNATO-medlem. Budgetter kan ikke sammensættes, så de lever op tilprioriteterne i forbindelse med styrketransformationen.Styrketransformationen bør gennemføres, så den passer tilbudgetterne. I fraværet af en jævnbyrdig konventionel trusselbliver det vigtigste kriterium for styrketransformationen deøkonomiske rammer.

For det fjerde er det indlysende, at behovene i forbindelse medNATO’s opgaver også ændrer sig. Der eksisterer fortsat alvorligekonventionelle trusler i Asien og Mellemøsten, men USA har indset imandatet for sin nye sikkerhedsgennemgang (Quadrennial DefenseReview), at sådanne ”traditionelle trusler” kun er del afproblemet. Gennemgangen bevæger sig væk fra fokus påhøjteknologiske konventionelle styrker til en ”firevejs-matrix”,hvor irregulære, kaosskabende og katastrofiske trusler rangererlige så højt. Læren fra 11. september, Afghanistan og Irak, samtudsigterne til, at Iran og terrorgrupper erhververmasseødelæggelsesvåben, har tvunget USA til at give lige storopmærksomhed til asymmetrisk krigsførelse, bekæmpelse afoprørsgrupper, terrorbekæmpelse og forsvar af selve USA. Det harogså tvunget USA til at genoverveje behovet for interministerieltsamarbejde ved at oprette civile elementer, som kan udførenationale sikkerhedsopgaver, og tildele forsvaret roller inden fornationsopbygning, fredsskabelse og stabilitetsopgaver.

Håndtering af irregulære, kaosskabende og katastrofiske trusler eralle indsatsområder, hvor teknologi kan spille en afgørende rolle,men hvor de nye og meget bekostelige våbenplatforme, ekstremt dyrerumbaserede programmer og den meget præcise ammunition har langtlavere prioritet. Irak-krigen har således vist, at kvaliteten afefterretninger, overvågning og opklaring (Intelligence,Surveillance, and Reconnaissance, IS+amp;R) var af større betydningend selv de højst udviklede fly. Den viste, atpræcisionskrigsførelse i vid udstrækning kunne føres med mindrebekostelige laser- og GPS-styrede bomber.

Krigen viste også, at eksisterende større våbenplatforme ikkealene bevarer deres værdi, men at de også kan tilpasses de nyeopgaver. Systemer som M-1A1 tunge kampvogne og Bradley pansredemandskabsvogne bidrog ikke alene til at smadre Iraks konventionellestyrker, men har siden da været afgørende i bykrigsførelse og iforbindelse med bekæmpelse af oprørsgrupper. Angrebshelikoptere ogubemandede mandskabsvogne har vist sig at være lette at omstilletil et bredt spektrum af opgaver inden for bekæmpelse afoprørsgrupper og terrorisme. Eksisterende kampfly kan håndteretrusler fra luften i udviklingslande, og relativt enklepræcisionsangrebsvåben gør dem ikke alene i stand til at forsvaresig mod landbaseret luftforsvar, men også at angribe bymæssigeterror- eller oprørsmål. Ældre systemer som A-10 Warthog har vistsig at være så nyttige, at de sandsynligvis vil bliveopgraderet.

Store dele af kritikken af NATO’sstyrketransformation kan meget vel bygge forkerte strategiskeantagelser og forkerte prioriteter

Hvad vigtigere er, har de afghanske ogirakiske konflikter vist betydningen af menneskelige færdigheder,områdekendskab, enheder med både civile og militære elementer og enlang række ”menneskelige” kapaciteter, som afhænger af mænd ogkvinder i uniform – ikke af ting. Terrorbekæmpelse, bekæmpelse afoprørsgrupper, fredsskabelse og nationsopbygning erarbejdsintensive og kræver store færdigheder og er områder, hvoreksisterende europæiske styrker kan spille en afgørende rolle i dekrisesituationer, hvor lande opfatter et fælles behov.Specialstyrker, militærpoliti, lingvister, civil-militære hold,menneskelig efterretningseksperter, kampingeniører,forsyningsenheder, transporthelikoptere er kun nogle få eksemplerpå de ”transformationsfærdigheder”, som der er behov for, frem forhøjteknologiske systemer.

Forsvar mod og reaktion på terrorangreb involverer også nyeblandinger af stående styrker, paramilitære styrker, retsinstanserog styrker, der kan være et beredskab i tilfælde af et angreb. Hervil civile kapaciteter være mindst lige så vigtige som militære, ogde øgede ressourcer kræver, at ”transformationen” udfærdiges på enlangt bredere måde. Eksperter inden for terrorbekæmpelse ogsikkerhed for informationsteknologi, afgørende beskyttelsespecialiserede medicinske faciliteter og civilt beredskab sombrandfolk er lige så vigtige for den nationale sikkerhed somstående militære styrker. Det er områder, hvor Europa har lige såstor eller større ekspertise som USA, og hvor der meget vel kanvære et langt større sæt af transatlantiske prioriteter og behovend i operationer og magtprojektion uden for NATO-området. Hvisterrorisme fører til en blanding af irregulære og katastrofisketrusler, således som mange eksperter frygter, vil behovet fortransatlantisk samarbejde blive endnu større. Det kan indebære enomlægning og forøgelse af NATO’s spirende indsats på områder somterrorbekæmpelse og en langt større rolle til nogle aspekter afforsvar af territoriet.

Kort sagt kan store dele af kritikken af NATO’s indsats for atændre styrkestrukturen bygge på de forkerte strategiske antagelserog forkerte prioriteter. Der vil fortsat være transatlantiskeuenigheder. Europa og USA vil ikke skulle enes om et fælles sæt afopgaver uden for NATO-området i mange – for ikke at sige de fleste– tilfælde. Europæiske styrker vil ikke nå det samme niveau forkonventionel teknologi eller magtprojektion som de amerikanske,eller som deres ministre officielt har vedtaget.

Disse uenigheder er der imidlertid ikke noget nyt i, og Den KoldeKrigs betydning for at skabe enhed og sammenhold er i vidudstrækning et spørgsmål om dårlig historieskrivning og falsknostalgi. NATO oplevede den ene ”transatlantiske krise” efter denanden over spørgsmål som udfasningen af den amerikanske militærebistand til ulande, den amerikanske afvisning af at bistå medoperationer i kolonier uden for NATO-området, indsatsen for at gåover til at kunne føre atomkrig i kampområdet og dernæst atgenindføre konventionelle muligheder, De Gaulles delvisetilbagetrækning fra Alliancen, USA’s rolle i Vietnam, opstillingenaf Pershing-II og de jordbaserede Krydsermissiler, planlægningen afde Gensidigt Balancerede Styrkereduktioner (MBFR) og Traktaten omKonventionelle Væbnede Styrker i Europa. NATO levede aldrig op tilnogen enkelt, overordnet styrkeplan på en samlet måde – heller ikkemed hensyn til noget så afgørende som en sammenhængende indsættelseaf landbaseret luftforsvar af Centralregionen.

Skal man vurdere Alliancen efter den virkelige verdens målestok,er den næppe en perfekt succes, men heller ikke nogen fiasko.Desuden har den langt flere betalelige muligheder for den typestyrketransformation, som landene virkelig har brug for, end mangemilitæranalytikere, som kun ser på traditionelle trusler, synes atindse. NATO bør genoverveje mange af sine nuværende prioriteter påstyrketransformationsområdet fra grunden, men de udgør fortsat enbetydelig succes. Med hensyn til fremtiden er det, NATO har brugfor, lidt mindre amerikansk hybris, lidt mindre mundhuggeri fraeuropæerne og en hel del mere realisme med hensyn til, hvad NATOkan og bør gøre.

Anthony H. Cordesman har et Arleigh A.Burke professorat på Center for Strategic and International Studiesi Washington, er tidligere medlem af NATO’s Internationale Stab ogforfatter til ”The Iraq War: Strategy, Tactics, and MilitaryLessons” (Praeger Publishers, Westport, CT, 2003), som er udkommetfor nyligt.