Interview

Det er et agentur, som Det Europæiske Rådoprettede med henblik på at ”støtte medlemsstaterne i deres indsatsfor at forbedre europæiske forsvarskapaciteter inden forkrisestyring og som støtte til europæisk sikkerheds- ogforsvarspolitik, som den er nu, og som den vil udvikle sigfremover.” Vi har således behov for at analysere de aktuelle behovog forudse behovene 20 til 30 år frem i tiden.

Mere specifikt har agenturet fået til opgave at beskæftige sig medfire hovedområder. Det første er forsvarskapaciteter, det andenmaterielsamarbejde, det tredje europæisk teknologi og industri samtmarked for forsvarsudstyr, og det fjerde er fremme af samspilletmellem forskning og teknologi. Det er et temmelig bredt spektrum afansvarsområder, også selvom vi ikke har ansvar for noget som helstoperationelt, og vi ikke bliver bedt om at give vores mening tilkende inden for forsvarspolitik og strategi.

Alle EU’s medlemsstater deltager i Agenturet bortset fra Danmark,fordi Danmark har en undtagelse fra ESDP. Finansieringsmekanismenbygger på en BNI-nøgle. Når det er sagt, er beløbene ikke særligtstore. Budgettet i år er på 20 mio. euro. Det er nok til at betalestaben og flytte ind i nye kontorer, og så efterlader det 3 mio.euro i opstartskapital, som vi kan bruge på forundersøgelser.

Det Europæiske Forsvarsagentur er det tredje agentur under Rådet.Det første er Satellitcentret i Torrejón, og det andet er Institutfor Sikkerhedsstudier i Paris, som begge blev lagt under Rådetefter at have været underlagt Den Vesteuropæiske Union.

Der er flere unikke forhold vedrørende denmåde, vi er organiseret på. Agenturet er lille, men har et bredtansvarsområde og tager sigte på at være sine medlemsstatersejendom. Det ledes af en bestyrelse med Javier Solana som formand(han leder agenturet og er derfor min chef), der er sammensat afmedlemslandenes forsvarsministre. Det mødes i fleresammensætninger. Af og til vil de nationale materieldirektører væretil stede. Af og til vil forsknings- og teknologidirektører væretil stede. Nogle gange vil de personer, som har ansvar forudvikling af kapaciteter være til stede. Når agenturet kommer tilat fungere, vil der i gennemsnit være møder hver sjette uge.

Næsten hele vores stab kommer fra medlemsstaterne, for hvem vifungerer som samlingspunkt for deres fællesaktiviteter. Vi vilorganisere en række diskussioner, seminarer, arbejdsgrupper ogandre mere eller mindre formaliserede strukturer med henblik på atgøre agenturet til det sted, hvor medlemslandene samles for atsamarbejde om en lang række aktiviteter. Styrken ved den måde, vier organiseret på er aktiviteternes bredde, fordi det giveranledning til at skabe en synergieffekt.

WEAG indstiller sit arbejde med udgangen af juni, og detsfunktioner overdrages til os. Jeg håber, vi kan håndtere dissefunktioner på en mere helhedsorienteret måde, og at vi dermed kanskabe yderligere synergieffekt ud fra de forskellige dagsordener.OCCAR er et mellemstatsligt agentur, men er ikke knyttet til EU.Det til hører alene de seks aktionærer og er udelukkende etanskaffelsesagentur, som kun skal udføre programmer. OCCAR harsåledes for nyligt overtaget styringen af A400MAirlifter-programmet. OCCAR skal i den situation sikre sig, atleverandørern leverer flyet på det aftalte tidspunkt og til denaftalte pris. Vores aktiviteter vil alle ligge tidligere iprocessen fra start til slut. Vi vil søge at skabe konsensusvedrørende prioriteter på kapacitetsområdet og derefter udarbejdeforslag, fremlægge disse ideer og endelig skabe konsensus medhenblik på at gøre mere sammen. Måske vil vi i fremtiden indgå iledelsesfunktioner selv. Men for øjeblikket betragter jeg voresrolle som supplement til OCCAR’s. Vi vil forhåbentlig skabe desamarbejdsprogrammer, som OCCAR kommer til at styre. Selvom ingenvil være tvunget til at henvende sig til OCCAR med henblik på dentype management, er OCCAR god til denne type arbejde og vilsandsynligvis være interesseret i at påtage sig det.

For øjeblikket er vi ca. 30, men når vi haroverstået den indledende rekruttering til sommer, vil vi være 77 ialt. Agenturet er inddelt i fire hovedafdelinger, som hver svarertil de fire hovedfunktioner, nemlig kapacitetsudvikling, forskning+amp; teknologi (R+amp;T), materiel samt industri og marked. Nårdet er sagt, vil de, der arbejder i R+amp;T-afdelingen, ikketilbringe al deres tid udelukkende med R+amp;T. Størstedelen afderes tid vil de tilbringe i integrerede projektgrupper. Lige såsnart vi er begyndt at behandle et bestemt emne, udpeger vi enleder, som opretter et integreret hold, der trækker på stabe fraalle fire afdelinger. Vi mener, at vi kun kan behandle de emner vipåtager os, herunder vores fire flagskibe i år, på enhelhedsorienteret måde, dvs. ved at trække på ekspertise fra allefire discipliner.

Vores højst prioriterede område, som er enforudsætning for alt andet, er at komme til at fungere, atrekruttere til staben og flytte ind i nye kontorer. Dernæst må vipræsentere os. Der er enorm interesse for agenturet, men der erikke så mange, der kender konceptet særlig godt. Vi må lære voresaktionærer, dvs. de 24 medlemslande, at kende hver for sig. Bortsetfra det har vi et arbejdsprogram for i år, som definerer voresflagskibsprogrammer, nemlig det europæiske forsvarsudstyrsmarked,en kommando-, kontrol- og kommunikationsstudie, pansredemandskabsvogne og ubemandende luftfartøjer (UAV’er).

At analysere det europæiske forsvarsudstyrsmarked er noget, virent faktisk blev tvunget til, fordi Kommissionen udsendte engrønbog om spørgsmålet sidste år i september. Jeg vil dog sige, atvi har opnået vores første succes netop på det område. Vi havde etbestyrelsesmøde for to uger siden, hvor alle lande blev enige om atsætte gang i en proces, der med udgangen af året skulle øgekonkurrencen inden for anskaffelser af forsvarsudstyr. Vi vilderfor bruge det kommende år på at undersøge og diskutereudviklingen af det, der i første omgang er en frivillig,ikke-bindende, mellemstatslig adfærdskodeks, som vi håber alle 24lande vil slutte op om. Militære anskaffelser er i vid udstrækningundtaget de regler, som gælder for det europæiske indre marked.Hvis vi med udgangen af året kan fremlægge en overbevisende planfor åbningen af licitationsprocesser vil det være et enormt skridtfremad. Det vil også hjælpe Europa til at få mere ud af sineforsvarsinvesteringer.

Kommando, kontrol og kommunikation (command, control andcommunication, C3) er altid et problem for operationer i marken. Viarbejder nu på en fælles C3-studie sammen med EU’s militære stab.Den skal udgives i maj og vil kunne give os tre eller fire mål atstræbe efter. Med tiden vil der opstå flere spørgsmål som resultataf EU’s operation i Bosnien-Hercegovina. I øvrigt ersatellitkommunikation et andet område, hvor europæerne kunne gøremere, hvis vi analyserede problemet, som i sidste ende handler omkapacitet, noget dybere sammen og udviklede kollektiveløsninger.

Hvis vi ser to eller tre år frem, vil prioritetsområderne blivebestemt på grundlag af mere videnskabelige analyser af, hvilkekapaciteter der er brug for til at støtte målene i ESDP. Men til atbegynde med har vi valgt UAV’erne og de pansrede mandskabsvogne,som var interessante ud fra et pan-europæisk synspunkt. Flere landeanerkender, at UAV’er er noget nyt og vigtigt og investerer derfori deres egne forskningsprogrammer. Medmindre landene samarbejder,vil slutproduktet ikke blive lige så godt med hensyn tilinteroperabilitet og praktisk anvendelse, som det kunne væreblevet. Omkostningerne vil også blive højere. Vores mål kunne væreat skabe et billede, der viste præcis, hvad der sker i hele Europa.Vi vil herefter fremlægge denne analyse for vores bestyrelse og se,om medlemsstaterne er tilfredse med situationen. Hvis de ikke erdet, vil vi fremlægge nogle forslag til, hvordan man kan gøre detmere sammenhængende. På samme måde med de pansredemandskabsvogne.

Der er forslag om et stort program forR+amp;T-udgifter til sikkerhedsforskning. Formelt bør vi skelneklart mellem sikkerhedspolitisk forskning og forsvarsforskning.Forsvarsministrene har ansvar for forskning i forsvarsemner, og derer sat midler af på forsvarsbudgetterne. Sikkerhedspolitiskforskning kan blive betalt af Kommissionen. På trods af denneformelle forskel vil en stor del af de teknologier i den virkeligeverden, der udvikles, og de virksomheder, der inddrages, være desamme. Løsningen er at bevare den formelle skelnen og sørge for, atkun den mest relevante forskning finder sted. Vi vil skulle følgemed i, hvad Kommissionen laver, så vi kan sikre os, at vi ikkeender med at betale to gange for den samme forskning. Og vi vilskulle dele resultaterne af forskningen. Der vil endda være pladstil, at Kommissionen finansierer bestemte projekter af relevans foragenturet.

Jeg tror ikke, der nogensinde har været såvanskelige tider for forsvarsplanlæggere. Det skyldes, at de påsamme tid skal tage sig af en dobbelt udfordring, nemlig på den eneside at gå fra territorialforsvar til operationer uden for dettraditionelle område, og på den anden side at forsøge at tage håndom konsekvenserne af den teknologiske revolution, som fører os udaf industrialderens krigsførelse og ind i informationsalderen. IEuropa har vi for meget tungt metal. Samtidig mangler vi alle dekvaliteter, som ender på ”-lity”, nemlig overlevelsesevne(sustainability), indsættelighed (deployability), mobilitet(mobility) og interoperabilitet (interoperability). Mange af dissekvaliteter forbindes med de nye observations- ogkommunikationssystemer, hvor teknologien stormer frem på det civileområde. Det er den type forandringer, som vi skal opmuntreregeringerne til at foretage. Men da vi er et lille agentur med etbeskedent budget, er vores grundlæggende funktion at væresamvittighed og katalysator.

Vi har mulighed for at udarbejde nogle højst overbevisendeanalyser af hele den europæiske scene. Man kan så håbe på, at vifår mulighed for at blive ved med at vende tilbage til voresaktionærer – medlemslandene – med forklaring på situationen og forat spørge, om de er tilfredse med den. Hvis de ikke er det, vil vifremlægge forslag til forbedringer. I sidste ende er det op til de24 forsvarsministre at blive enig om at tilpasse nogle elementer ideres nationale planer og bruge pengene på en anden måde, så de kantage hensyn til den europæiske dimension. Det tror jeg kan og vilske, fordi der er en masse politisk støtte til agenturet forøjeblikket.

Det er lige præcis fordi vores folk kommerfra hovedstæderne, at vi kan spille en rolle. Uanset hvor videndeeller fornyende vi var, ville vi aldrig kunne komme igennem tilhovedstæderne, hvis vi bare bekendtgjorde, hvad vi mente var detbedste og dernæst fremlagde det uden valgmuligheder. Vi befinder osi begyndelsen af en lang rejse, som vi – dvs. agenturet og alle 24medlemsstater – vil skulle gøre sammen. Vi har på agenturet fåetrollen som dagsordenssætter, men vi får kun succes, hvis vi kansamle landene og sikre os, at de bevarer engagementet. De harejerskabet, uanset hvad vi finder på.

Det går den anden vej. Vi har allerede eneuropæisk sikkerheds- og forsvarspolitik og en europæisksikkerhedsstrategi, som klart udstikker retningen for ESDP.Meningen med agenturet er, at det skal gøre Europa i stand til atgøre de ting, som blev udredet i sikkerhedsstrategien. MenSikkerhedsstrategien understregede, at hvis Europa skal påtage sigsin del af den globale byrde på sikkerhedsområdet, har det brug forredskaberne. For øjeblikket har Europa ikke disse redskaber og kanderfor ikke gøre det hele. Agenturets rolle er at forsøge attilvejebringe midlerne, kapaciteterne, redskaberne oginfrastrukturen eller med andre ord lukke skellet mellem det,Europa kan gøre i dag, og det, som Europa gerne vilkunne.

Vi befinder os fortsat kun i begyndelsen. Derer imidlertid allerede skabt nogle mekanismer. Der er fx NATO-EUKapacitetsgruppen (NATO-EU Capability Group), og jeg vil deltagefor første gang til april. Vi regner også med ved bestemtelejligheder at invitere NATO’s generalsekretær og de relevanteassisterende generalsekretærer til at deltage i voresbestyrelsesmøder. Selvom der ikke er truffet beslutning om det, kandet desuden være, at agenturet bliver bedt om at indtage pladsenfra WEAG i Konferencen af Nationale Materieldirektører. Det, jeghar nævnt, er selvfølgelig de formelle forbindelser. Jeg trorimidlertid, at de bedste forbindelser er de uformelle, hvis vi skalundgå at spænde ben for hinanden. Jeg har allerede gennemgået voresarbejdsprogram med John Colston [NATO’s assisterendegeneralsekretær for forsvarspolitik og forsvarsplanlægning] ogMarshall Billingslea [NATO’s assisterende generalsekretær forforsvarsinvestering] med henblik på at få deres vurdering og undgå,at vi falder over hinanden i begyndelsen.

Der er allerede planlagt samarbejde på nogleområder. Lande som Norge og Tyrkiet vil kunne drage fordel af deadministrative arrangementer, som definerer karakteren af deresforbindelse med agenturet, der giver dem en god forestilling om,hvad der sker i agenturet. På den måde vil fx et halvt dusinmedlemsstater kunne bede om at få lov til at deltage i et bestemtprojekt, hvis de får interesse for det. Tilfældet med Danmark eranderledes, og det er ikke forudset, at der vil blive skabt sådanneadministrative arrangementer. Det skyldes, at Danmark er etEU-land, som har valgt ikke at deltage.

Der er et vigtige transatlantiske spørgsmålpå spil her. Men initiativet skal i vid udstrækning komme fraamerikanerne. Det er i al væsentlighed USA, som begrænser denteknologiske udveksling tværs over Atlanten og begrænser adgangenfor Europa til det amerikanske marked i modsætning til den relativtåbne markedsadgange, som amerikanerne nyder i Europa. USA brugermeget mere på forsvar end Europa og behandler derfor disse emner udfra en styrkeposition. Hvis europæerne ikke bryder sig om denneubalance med hensyn til teknologisk udveksling og markedsadgang, erdet bedste, de kan gøre, at investere i et stærkereforsvarsteknologisk base i Europa, så disse spørgsmål bliverbehandlet på en mere ligelig måde på begge sider af Atlanten. Detkan ske ved at overvinde fragmenteringen og skabe størrekonsolidering, hvorved der kan skabes mere effektivt output for detemmeligt store beløb, der bruges på forsvar i Europa. Men det eret langsigtet projekt. Med hensyn til amerikansk adgang tileuropæiske markeder vil vi på agenturet ikke ændre noget. Der ervidt forskellige synspunkter netop vedrørende dette spørgsmålblandt de 24 aktionærer. Jeg forventer derfor, at min bestyrelsevil blive enig om at være uenig på dette område.

Det håber jeg bestemt. Jeg er af denopfattelse, at der er brug for større konsolidering inden foreuropæisk forsvarsindustri. Dette har der været almindelig enighedom siden 1990’erne, og der har allerede sket store fremskridt indenfor de seneste år – især på luftfartsområdet. På andre områder somfx land og maritime områder har der endnu ikke fundet nogenkonsolidering sted. Efter min mening er det både et operationelt ogøkonomisk nødvendigt, at vi går sammen for at gøre mere på deområder. Når det er sagt, kan agenturet kun bidrage til denneproces som på så mange andre områder med råd oganalyser.

Et af elementerne i vores arbejdsprogram i årer med udgangen af året at præsentere vores bestyrelse formeningsfulde resultatmål. De vil i lige så høj grad være mål formedlemsstaternes resultater som for agenturets. De resultatmål, jeghar i tankerne, omfatter et finansielt mål for at øge andelen afudgifter til europæisk forsvarsforskning og –teknologi, anvendt påfælles projekter, og muligvis noget, der bygger på et kriterium omstyrkers ”anvendelighed”, hvilket NATO er gået forrestmed.