NATO fortsætter med at skabe sikkerhed gennem Partnerskab

Et af de vigtigste emner på Alliancenstopmøde i Istanbul i slutningen af juni er, hvordan NATO'srelationer til partnerlandene skal udvikles fremover. Detoprindelige formål med NATO's politik på Partnerskabs-området varat nedbryde barriererne mellem tidligere fjender og skabe sikkerhedgennem dialog og samarbejde. Målsætningen for vore dagesPartnerskab er langt mere ambitiøs, for partnerlandene arbejderallerede nu sammen med NATO om at håndtere det 21. århundredessikkerhedsudfordringer.

Nu hvor NATO har ændret sig fuldstændigt, harPartnerskabsprogrammet også udviklet sig. Partnerne spiller nu envigtig rolle med hensyn til at udforme og gennemføre NATO's svar pådisse nye udfordringer - både når det gælder de krævendefredsbevarende missioner eller taklingen af nye trusler mod voresfælles sikkerhed som fx terrorisme og spredning afmasseødelæggelsesvåben. Og når det gælder partnernes gennemførelseaf vigtige reformer, kan NATO gennem de særlige mekanismer iPartnerskabet yde uundværlig råd og bistand.

NATO rådfører sig regelmæssigt med sinepartnere i Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC), som er denoverordnede ramme for forholdet til partnerne. Derudover kan hverpartner også opbygge et individuelt forhold til Alliancen gennemPartnerskab for Fred-programmet, hvor partnerne selv kan vælge,hvilke praktiske aktiviteter, de ønsker at deltage i. Disse tovigtige Partnerskabs-mekanismer er blevet centrale konstanter i deneuro-atlantiske sikkerhedsarkitektur.

For at Partnerskabsprogrammet kan bevare sindynamik og relevans for Alliancen, skal det hele tiden tilpassesudviklingen i NATO's politik. Fordi NATO er så vigtig ensikkerhedsaktør, er det naturligt, at partnerne ønsker at opbyggetætte relationer til Alliancen. Men Partnerskabet skal også væreattraktivt for partnerne og fortsætte med at leve op til deresforventninger. NATO og dets partnere er nu i gang med at forberedesig på topmødet i Istanbul i slutningen af juni, og der eradskillige udfordringer, som skal tages op.

For det første er balancen mellem deallierede og partnere ændret. Den 29. marts blev syv tidligerepartnere, nemlig Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien,Slovakiet og Slovenien, medlemmer af NATO. For første gang har NATOnu flere medlemmer (26) end partnere (20). De allierede skal derforforberede sig på at påtage sig en mere aktiv rolle for at sikre, atPartnerskabet forbliver i live. Det giver anledning til atundersøge, hvilke områder som skal prioriteres i samarbejdet medpartnerne.

For det andet udgør partnerne en megetforskelligartet gruppe. Den omfatter både strategisk vigtige landei Kaukasus og Centralasien og vesteuropæiske alliancefrie lande.Disse lande har meget forskellige sikkerhedsbehov ogsikkerhedspolitik, hvorfor der er stor forskel på, hvilke områderde ønsker inddraget i Partnerskabet, og hvad de vil med det.Partnerskabet skal være tilstrækkeligt fleksibelt til at tagehensyn til det.

For landene i Kaukasus og Centralasien erredskaberne i Partnerskabet en hjælp i deres reformarbejde. I denneproces kan Alliancens ekspertise med hensyn til reform af forsvaretog erfaringer med de nye medlemmer gennemMedlemskabshandlingsplanen være dem til hjælp, når de skalreformere forsvaret og de militære strukturer.

Men hvis Partnerskabsprogrammet for alvorskal leve op til behovene for reformer, skal det kunne hjælpelandene med andre vigtige indenrigspolitiske reformer. I denforbindelse tilbyder NATO partnerne en mekanisme, der er bedrekendt som Den Individuelle Parthernskabshandlingsplan (IPAP). Densamler alle de mange områder, hvor en partner kan arbejde sammenmed Alliancen, og den bistår med at øge fokus på deindenrigspolitiske reformer. IPAP bør opstille klare prioriteterfor de individuelle partnere og sikre sig, at de forskelligemekanismer, som tages i anvendelse, passer til landenesbehov.

Allerede i dag har flere lande vist storinteresse for dette initiativ. Georgien var det første land, somindledte en sådan proces, da dets præsident Mikhail Saakashvilioverrakte sit lands Præsentationsdokument i NATO's hovedkvarter den6. april (for en uddybning af denne og andre mekanismer seForstå PfP'sværktøjskasse af Susan Pond i dette nummer af NATONyt).

Mens nogle partnere koncentrerer sig om atudvikle deres forsvarsstrukturer og kapaciteter, er andre i standtil at bidrage med styrker til NATO-ledede operationer. Svensketropper har således spillet en vigtig rolle i genoprettelsen aforden i Kosovo efter de voldelige udbrud i marts. For dissepartnere er det af særlig betydning, at Partnerskabsmekanismernegiver dem en stemme i NATO's beslutningsproces, så de kan øveindflydelse på forberedelsen og gennemførelsen af opgaver, som dedeltager i, eller hvor de ønsker at spille en rolle.

For det tredje skal Partnerskabsprogrammetkunne følge med NATO's egen forandring. Terrorbekæmpelse er nu etaf Alliancens vigtige områder. Angrebene den 11. september 2001 påUSA førte til, at NATO for første gang nogensinde aktiveredeArtikel 5. Næste dag fordømte EAPC's 46 medlemmer betingelsesløstangrebene på New York og Washington DC og lovede at gøre alt for atbekæmpe terrorens svøbe. Eftersom partnerne selv er blevet ofre forterrorisme, deler de NATO's ambition om at styrke samarbejdet ikampen mod terrorisme.

Det praktiske arbejde på dette områdefortsætter i Partnerskabshandlingsplanen mod Terrorisme.Den er udformet, så den kan fremme og lette samarbejdet mellemEAPC-stater gennem politiske rådslagninger og praktiske programmerinden for rammerne af EAPC og Partnerskab for Fred (for enuddybning omPartnerskabshandlingsplanen mod Terrorisme, seOsman Yavuzalps artikel Samarbejde med partnere omterrorbekæmpelse i NATO Nyts forårsnummer2003).

NATO's ledere har forpligtet sig til atstyrke Alliancens militære kapaciteter, så Alliancen bedre kanhåndtere den nye trussel og udføre hele spektret af sine opgaver.De allierede styrker må kunne bevæge sig hurtigt derhen, hvor derer brug for dem, og udføre operationer langt væk og i lang tid,herunder i et miljø, hvor de kan stå over for atomare, biologiskeog kemiske trusler.

Hvis partnere ønsker at bidrage til de mestkrævende NATO-ledede indsættelser skal de kunne stille med styrker,som kan leve op til disse krav. Planlægnings- ogGennemgangsprocessen (PARP) har længe været den motor, somforberedte partnernes bidrag til militære indsættelser gennemudvikling af passende kapaciteter baseret på NATO's standarder.Denne proces ligner mere og mere NATO's egenForsvarsplanlægningsproces, og det skal den blive ved med for atsikre, at partnerne er i stand til at bidrage til opgaver på denmest effektive måde.

Det måske mest sigende eksempel på den måde,hvor NATO har udviklet sig på i de seneste år, er Alliancensengagement i Afghanistan. Alliancen har siden august 2003 ledet denInternationale Sikkerhedsstyrke (ISAF) med henblik på at skabe fredog stabilitet i Afghanistan og sikre, at landet aldrig igen bliverbrugt som base for terrorister.

NATO's operationer i Afghanistan, som liggerlangt fra det traditionelle indsatsområde, viser, hvor vigtigPartnerskabsprogrammet er for Alliancen, og hvor vigtigt det er, atAlliancen vier sine centralasiatiske partneres behov størreopmærksomhed. For øjeblikket er otte partnere repræsenteret ioperationen, og mange har opstillet værdifulde specialtropper sommilitærpoliti og minerydningshold. Disse kapaciteter er generelt enmangelvare, men en vigtig del af den afbalancerede styrkestruktur,som er nøglen til enhver operations succes.

Partnerlandene i Centralasien har væretvigtige i forbindelse med sikring af den logistiske støtte tilISAF-styrkerne, fordi udstyr skal transporteres gennem flerepartnerlande, før det kommer til Afghanistan. De relationer, som erudviklet gennem Partnerskab for Fred, har udgjort grundlaget for debilaterale aftaler, som de allierede har indgået, vedrørendetransit af materiel gennem disse stater og opstilling af styrker ogforsyninger på deres territorier.

På grund af Afghanistans etniskesammensætning har adskillige centralasiatiske partnere ogsåindflydelse på vigtige lokale aktører, hvilket har været en støttefor ISAF. Som resultat af disse forskellige faktorer er dissecentralasiatiske stater, som en gang var anset for at ligge i deteuro-atlantiske områdes periferi, nu vigtige naboer til Alliancen -og Partnerskabsprogrammet bør afspejle denne øgedebetydning.

Partnerskabsprogrammet bør konstant ændres,så det lever op til NATO's prioriteter, således som de udviklersig

For det fjerde bør Partnerskabsprogrammetforblive åbent for nye medlemmer. Både Bosnien-Hercegovina ogSerbien-Montenegro har udtrykt klare ønsker om at deltage. NATO hargjort dem det klart, at de skal leve op til NATO's standarder, hvisde ønsker at nå det mål, især fuldt og helt samarbejde med DetInternationale Krigsforbrydertribunal for det Tidligere Jugoslavieni Haag.

For det femte skal Partnerskab fortsatopfylde sin funktion og være et forum for rådslagning med partnereom de emner, som står øverst på listen over sikkerhedspolitiskeproblemer. Partnerskabsprogrammet råder over en række mekanismer,der kan anvendes i drøftelser blandt alle allierede og partnereeller i små, åbne grupper afhængig af det emne, som diskuteres.Disse forskellige mekanismer skal bevare deres tiltrækningsevne forbåde partnere og allierede.

Den seneste række af møder blandtambassadører i EAPC-regi i år har behandlet et stort antal emner,som er af særlig betydning såvel for allierede som for partnere,herunder udviklingen på Balkan, ikke-spredning afmasseødelæggelsesvåben og kampen mod terrorisme. EAPC har ogsåvedtaget at oprette et nyt EAPC-Sikkerhedsforum, hvor deltagerne engange om året på højt niveau kan diskutere vigtige emner vedrørendesikkerhed, og hvordan NATO og dets partnere bedst kan håndtere demsammen.

Alliancens politik på Partnerskabsområdet,som er i stadig udvikling, har været en enorm succes med hensyn tilat ændre det strategiske miljø i det euro-atlantiske område. Ved atfremme politisk og militær interoperabilitet har Partnerskabetbidraget til at skabe en ægte euro-atlantisk sikkerhedskultur, dvs.en stærk vilje til at arbejde sammen for at takle vigtigesikkerhedsudfordringer inden for og uden for det euro-atlantiskefællesskab af nationer. Når 26 allierede og 20 partnere fortættermed at vokse i fællesskab vil de øge deres evne til at møde dissefælles udfordringer med fælles svar. Topmødet i Istanbul vilbekræfte denne udvikling og pege fremad.

Robert Weaver er chef i Kontoret forLande-relationer og Politiske Anliggender i NATO's Afdeling forPolitiske Anliggender og Sikkerhedspolitik.