Debat

Will Marshall er direktør for Progressive Policy Institute iWashington DC.

Peter Rudolf er analytiker ved Stiftung Wissenschaft undPolitik der ligger i Berlin, og har speciale i transatlantiskerelationer.

Kære Peter,

Siden terrorangrebene den 11. september2001 har opinionen i USA næret den forestilling, atMellemøstregionen ("Greater Middle East") i det 21. århundrede er,hvad Europa var i det 20. århundrede, nemlig arnested for konflikti verden.

Der findes selvfølgelig andre urocentre iverden. Nordkorea er særligt bekymrende. Men Mellemøstregionen -fra Marokko til Pakistan - er langt hen ad vejen det sandsynligesmeltedigel for de farer, vi står overfor i dag: nihilistiskterrorisme, masseødelæggelsesvåben, slyngeldiktatorer og fejlslagnestater.

Dette synspunkt synes at vinde indpas iEuropa. På den sikkerhedspolitiske konference i München i februarbeskrev Joschka Fischer således Mellemøsten som "epicentret for denstørste trussel mod vores regionale og globale sikkerhed påtærsklen til dette århundrede: destruktiv jihad-terrorismemed sin totalitære ideologi".

NATO bør genorienteres til at forsvare voresfælles sikkerhedsinteresser mod den nye totalitarisme, som gærer iMellemøstregionen

Hvis amerikanere og europæere bevæger sigi retning af en fælles definition af de nye trusler, vi ståroverfor, vil konsekvensen være, at NATO, som er den transatlantiskeAlliances institutionelle hjørnesten, bør nyorientere sig ogimødegå disse trusler.

Hvad er alternativet? Alliancen har haftfart på, siden Sovjetunionen brød sammen. NATO's udvidelse hartildelt Alliancen en grad af formål, men den drejede sig mere om atkonsolidere Vestens gevinster, efter Den Kolde Krig sluttede, endom at give Alliancen en ny opgave. Spørgsmålet er stadig, hvilketformål NATO tjener? Især efter splittelsen over Irak må detransatlantiske partnere hellere blive enige om et svar, hvis deskal undgå at bevæge sig i hver sin retning.

Jeg tror, at svaret ligger lige for: NATObør omstilles til at forsvare vores fælles sikkerhedsinteresser ogliberale værdier mod den nye totalitarisme i Mellemøstregionen. Deter ikke udelukkende en militær udfordring. Succes forudsætter, atder på lang sigt sker ændringer i forholdene, herunder denvoldsomme politiske undertrykkelse, økonomisk stagnation og dengennemsyrende angst for kulturelt forfald, som fører til fanatismeog vold i regionen. I USA har både præsident George W. Bush ogSenator John Kerry, som er Bush' udfordrer til Det Hvide Hus,krævet, at regionen gennemgår en modernisering gennem øget handel,retstilstand, mere bistand betinget af regeringsreformer ogkonsekvent støtte til menneskerettigheder og uafhængige civilegrupper. Fisher kalder denne strategi for "positive globalisering",men det kommer ud på det samme.

Men hvis militær magt i sig selv ikke kanbekæmpe den nye totalitære trussel, så er sejr på den anden sideheller ikke særlig sandsynlig uden en troværdig trussel ommagtanvendelse. Når alt kommer til alt, har al Qaida alleredeangrebet tre NATO-allierede: Spanien og Tyrkiet foruden USA. Hvisvi skal forsvare det "transatlantiske hjemland" mod flereterrorangreb, må NATO have kapacitet til at opspore og opløseterrorceller og fratage terrorister deres skjulesteder. Det ernaturligvis berettigelsen for NATO's nyskabende intervention i detfjerne Afghanistan.

Med sin 6.500 mand store InternationaleSikkerhedsstyrke (ISAF) i Kabul, er NATO allerede gået over Rubiconog har indledt sin strategiske nyorientering mod Mellemøstregionen.Udfordringen for NATO er nu at blive en mere aggressiv og effektivfredsskaber. Det betyder, at Alliancen skal bevæge sig ud afhovedstaden, afvæbne krigsherrer og militser og føre dem undercentralregeringens myndighed, samt samarbejde tættere med de 10.000amerikanere, som bekæmper resterne af Taliban og al Qaidalangs den pakistanske grænse.

Ligesom USA ikke kan tillade sig etnederlag i Irak, kan NATO ikke tillade sig et nederlag iAfghanistan. Det er af stor betydning, at vores europæiske partnereøger deres bidrag til ISAF med tropper og udstyr og begynder atudvide sikkerheden og stabiliteten til andre dele af landet - isærtil de genstridige pathan-regioner mod syd. Således kan Afghanistanblive den katalysator, som Europa behøver, for at fremskyndeudviklingen af sin hurtige indsættelsesstyrke samt den nødvendigeløftekapacitet og logistiske kapacitet til at udøve sin magt pålang afstand.

Et mere fokuseret og bedre udstyret NATOkan også styrke et kraftfuldt internationalt diplomati, der tagersigte på at standse spredning af masseødelæggelsesvåben i regionen.Ville Europa have haft samme held med at få Iran til at åbne sitatomare program for international inspektion uden den synligeamerikanske, militære magtdemonstration i nabolandet? Det er ikkesikkert. Det samme er tilfældet med Libyens beslutning om at giveafkald på masseødelæggelsesvåben og Pakistans sene indgriben modA.Q. Khans atomare basar. Men ud over at kunne anvende magt iregionen bør NATO skabe forhold til disse lande, der er modelleretover Partnerskab for Fred-programmet med landene i den tidligereSovjet-blok, så der kan skabes sikkerhedssamarbejde,gennemskuelighed og tillidsskabelse i hele regionen. Og NATO skalselvfølgelig også udvikle en kapacitet til at gennemføreforegribende angreb på atomare faciliteter i lande, somtilsidesætter internationale normer påikke-spredningsområdet.

Derudover er det ikke utænkeligt, at NATOskal påtage sig en mere aktiv rolle med hensyn til at dæmme op forkonflikter og styrke politiske ordninger i regionen. NATO kan foreksempel øge sin indsats for at standse civile stridigheder i Sudanved at opstille styrker til beskyttelse af ikke-arabere i syd-Sudanmod at blive slagtet. NATO kunne også stille en sikkerhedsgarantimed henblik på at fremme en forhandlet, to-statsløsning i denpalæstinensisk-israelske konflikt. En ny palæstinensisk stat villehave behov for hjælp til at afvæbne Hamas og andre terrorgrupper,samtidig med at Israel ville have behov for at blive forsikret om,at de ikke skal bære byrden ved at skulle beskytte sine borgerealene. Og NATO's generalsekretær Jaap de Hoop Scheffers åbenhedover for en NATO-indsættelse i Irak tegner godt for muligheden forat støtte en ny irakisk regering og for at genskabe enighed iAlliancen.

Det er klart, at det ville kræve dramatiskeændringer i europæiske landes militærbudgetter,beslutningsstrukturen i et udvidet NATO og - frem for alt - ieuropæernes eget syn på sagen. Mens sikkerheden under Den KoldeKrig var ensbetydende med afskrækkelse af et sovjetisk angreb påVesteuropa, kræver sikkerhed i en tid med terror og jihad en mereaktiv og præventiv tilgang. Er europæerne parat til at acceptererisici her og nu mod at få øget sikkerhed i fremtiden? Jeg ved detikke, men jeg håber, at de vil reflektere lidt over de erfaringer,amerikanerne gjorde sig i forbindelse med 11.september-angrebene:At se bort fra optræk til trusler gør ikke én sikrere.

Med venlig hilsen,

Will

Kære Will,

Det kan godt være, at jeg lyder som engammeldags "realist", men jeg tror, at den grundlæggende udfordringligger i at styre relationerne mellem stormagterne. Hvis der er enregion, hvor udsigten til stormagtskonflikt kan føre til(atom-)krig, så er det i Østasien. Kinas stadigt større betydningvil med stor sikkerhed blive et vanskeligt emne at håndtere forsåvel amerikanske politikere som deres europæiske kolleger. jegønsker ikke at nedtone islamisk fundamentalisme som vore dagesstørste transnationale trussel. Jeg ønsker kun at stillespørgsmålstegn ved antagelsen om, at Mellemøstregionen i det 21.århundrede er, hvad Europa og Asien var i det 40.århundrede.

På den anden side er jeg for meget underindflydelse fra liberale international politik-tænkere til at tro,at NATO uundgåeligt vil blive opløst som sikkerhedsorganisation,medmindre den har en overordnet opgave over for en fælles trussel.Sådan en udvikling, som du synes at forvente, kunne medføre et dybtskifte i strategiske præferencer hos NATO's kernemedlemmer. En sådramatisk ændring i den indenrigspolitiske konstellation oggrundtanker, som ønsker en bevarelse af NATO somsikkerhedsorganisation med multiple funktioner, ville med sikkerhedkun ske, hvis omkostningen ved NATO-medlemskab var uacceptabel høj.Måske bør vi være mere bekymrede over at overbebyrde Alliancen endover et fravær af en opgave, der samler, og en nycentralfront.

Ja, der er en fælles trussel. Men hvis viser bort fra den politiske retorik, er det en trussel, som er aflangt større betydning for USA som en "mellemøstlig magt" end forEuropa. Når det er sagt, er truslen fra islamisk terrorisme, som duselv påpegede, ikke kun af militær karakter. Jeg mener faktisk, atden i første række slet ikke er en militær udfordring. Jeg mener,at det store spørgsmål er, hvilket funktionelt bidrag NATO kan ydetil en bred strategi over for trusler fra transnationaleislamistiske terrorister og sikkerhedsrisici forbundet medspredning af atomvåben? En bred strategi bør forhindre at samleforskellige udfordringer og risici i én monolitisk trussel, såledessom det synes at være tilfældet i den nuværende amerikanskeudenrigspolitiske debat.

Fokus på Mellemøstregionen bør ikke være enform for terapi for Alliancen. I fravær af en sober analyse af etengagement i Mellemøstregionen, som tager udgangspunkt istrategiske prioriteter, og som tager hensyn til, at ressourcer ogkapaciteter er knappe, kunne din lange liste af områder, som NATObør engagere sig i, hurtigt føre til, at Alliancen blevoverbebyrdet. NATO er for vigtig til, at dens eksistens skalbringes i fare af en overambitiøs og omkostningskrævende indsats iMellemøsten.

Vi bør være mere bekymrede for atoverbebyrde Alliancen end for fraværet af en samlende mission og enny centralfront

Det er næsten blevet en kliche at sige,at Vesten ikke kan tillade sig at fejle i Irak og Afghanistan. Menman skal være forsigtig med at sætte NATO's prestige ogtroværdighed på spil. Hvad er en fiasko? Det er bestemt ønskværdigtat begge lande udvikler sig som stabile demokratier. Men det skalikke være målestokken for succes og fiasko, når det gælder en"exit-strategi". At hindre, at Afghanistan nok en gang opløses ogbliver en sikker havn for transnational terrorisme er et merebegrænset og realistisk mål. Ressourcerne er begrænsede ogparatheden til at afholde omkostningerne ligeså - selv i USA.Officiel retorik og aktuel politik passer ikke sammen. Handlingerer vigtigere end ord, når det drejer sig om at vurdere vitaleinteresser. Der er ikke mange NATO-lande, som ønsker at tage kampenop med krigsherrer i hele landet, hvilket formodentlig er, hvad duville forvente af europæiske allierede styrker.

Du har ret i, at din vision kræver"dramatiske ændringer" fra europæernes side, herunder højeremilitærudgifter og en anden strategisk indstilling. Men det er ikkemere sandsynligt, at der vil ske ændringer på disse områder, enddet er med hensyn til de nødvendige ændringer på amerikansk side,som du ikke nævner, nemlig viljen til at behandle europæiske staterbedre end som junior-partnere, hvis eneste mulighed det er at hoppemed på den amerikanske vogn eller risikere en konfrontation med endominerende partner. Årsagerne til, at USA er ivrig efter at delebyrden ved at være en mellemøstlig magt er klar. Men fordeling afomkostningerne blandt de allierede kræver en fællesbeslutningsproces. Mens tonen i den amerikanske udenrigspolitik kanblive mere tålelig under en anden præsident, vil det ikke faldenogen administration i Washington let at acceptere større europæiskindflydelse i Mellemøsten.

Det kan blive nødvendigt at gennemføreforegribende angreb "på atomanlæg, som tilsidesætter normer påikke-spredningsområdet" på et tidspunkt. Men ville nogen amerikanskpræsident være parat til at prøve at skabe konsensus i NATO for ensådan politik? Man ville uden tvivl tage et alvorligt politiskinitiativ med henblik på at indlede sådanne kompliceredeforhandlinger, men omkostningerne ved at prøve at nå til en aftalemod fx Iran kan vise sig at blive urimeligt høje.

Hvis USA har held til at bekæmpe oprør iIrak, og den politiske situation dér langsomt forbedres og udviklersig i en positiv retning, kan det have stor politisk værdi atinddrage NATO, men det ville ikke betyde noget rent militært. Menhvis situationen ikke forbedres, hvis guerillakampe spredes, ogIrak opløses i borgerkrig, vil enhver styrke, som NATO indsætter iområdet, forvente at skulle udføre kampopgaver. Det er ikke etattraktivt scenarium, når man tænker på den offentlige mening i defleste medlemsstater, og det vil bestemt være en opskrift tiltransatlantisk strid.

Mellemøstregionen kommer i højere og højeregrad til at stå i centrum for koordineringen af europæisk ogamerikansk politik. Men "Greater Middle East"-initiativer vil ikkegive resultater, medmindre den amerikanske administration endnu engang engagerer sig i den israelsk-palæstinensiskekonflikt.

Hvis vi skubber på med økonomiskmodernisering og politisk liberalisering vil det på lang sigtudtørre reservoiret for nye terrorister. I den proces kan vi ikkedesto mindre forvente en del ustabilitet og dilemmaer for Vesten.Hvis NATO skal bidrage til at håndtere disse udfordringer, børAlliancen anvendes til det formål. Hvis militære partnerskaberligesom Partnerskab for Fred kan være med til at socialiseremellemøstlige officerer til demokratiske normer, kan sådanneinitiativer uden tvivl være med til at understøtte den overordnedestrategiske tilgang.

Men NATO kan som en sikkerhedsinstitutionmed voksende medlemskreds ikke forventes at udvikle sig til detcentrale forum for transatlantisk politikkoordinering vedrørendeMellemøstregionen. En sådan koordinering vil lettere kunne foregåinden for funktionelle og mindre grupper, der inddrager EU som envigtig aktør.

Med venlig hilsen,

Peter

Kære Peter,

Med billederne af det rædselsvækkendeblodbad i Madrid på nethinden er det svært at forstå, at "styringaf stormagtsrelationer" skulle være vigtigere end at imødegå dennye massemords-terrorisme såvel som de rædselsvækkende udsigtertil, at terrorister kan skaffe sig masseødelæggelsesvåben. Den eneudfordring virker abstrakt og akademisk. Den anden eksploderer ligei ansigtet på os.

USA har under alle omstændigheder behandletKina ud fra en stormagtsvinkel lige siden Korea-krigen og vil bliveved med det, selvom vi imødegår terrorisme ogjihad-fanatisme. Jeg tror ikke på, at Kinas voksendegeopolitiske vægt udgør en mulig trussel mod Amerika eller Europa.Truslen, hvis der er en sådan, kommer fra de kinesiske lederesideologi og ambitioner og despotiske regimers vane med at opfindeydre "trusler" til at retfærdiggøre undertrykkende regimer. Hvisden liberalisering, som for øjeblikket ændrer Kina, ikke bliverstandset, og den bevæger sig fra det økonomiske til det politiskeområde, vil sino-amerikanske relationer blive bedre - ikke værre.Det er derfor, jeg for øjeblikket er mere bekymret for Ruslandstilbagefald til autoritært styre end udsigten til krig medKina.

Men lad os se på kernen i vores uenighed.Du siger, at "NATO er for vigtig til, at den eksistens kommer ifare af en for ambitiøs og omkostningsfuldt engagement iMellemøsten." For vigtig til hvad? Eksisterer NATO nu kun for ateksistere, eller har det et strategisk formål? Hvis Alliancen nutager udfordringer op af så stor betydning, at den ikke kan afseflere ressourcer til at stabilisere Afghanistan, ville jeg gernevide, hvad det er for nogle. Uden en virkelig opgave, der drejersig om at imødegå virkelige trusler, risikerer NATO at blive eninstitutionelt modstykke til et barns sutteklud - noget dertrøster, men som ikke for alvor beskytter mod farer.

NATO kunne give de sikkerhedsgarantier, somkan fremme en forhandlet to-statsløsning i denisraelsk-palæstinensiske konflikt

I modsætning til det, du siger, har jegfaktisk ikke sagt, at NATO's opgave i Afghanistan var at skabedemokrati. Det er snarere at bistå centralregeringen med atfredeliggøre landet, så det ikke opløses i kaos og nok en gangbliver et helle for terrorister. Ja, det ville nok kræve, at mantog kampen op med et par krigsherrer, som du mener, at der ikke ersærlig mange europæiske lande, der har lyst til. Der er ingen farefor overbelastning i dette tilfælde, for det rige Europa hartilsyneladende masser af menneskelige og materielle ressourcer tilat bistå regeringen i et fattigt, tilbagestående land med at udvidesin autoritet til områder uden for Kabul, og - nu vi er ved det -bistå amerikanske styrker med at slå resterne af Taliban ogal-Qaida ned langs den pakistanske grænse. Det er et spørgsmål omvilje, ikke om ressourcer.

Du har ret i, at et nyt transatlantiskprojekt, som drejer sig om at modernisere Mellemøstregionen, vilkræve en holdningsænrding i USA såvel som i Europa. Men europæernekan ikke både blæse og have mel i munden. Hvis de ikke ønsker, atUSA skal behandle dem som "underordnede partnere", må de påtage sigden højerestående partners lod. Det indebærer flere udgifter påforsvar, udvikling af nye kapaciteter til højteknologiskkrigsførelse og vilje til at anvende magt, når vores fællessikkerhedsinteresser kræver det, hvilket nok er det vanskeligste.Jeg anerkender, at der er tale om tre store, politisk vanskeligeskridt. Mange europæiske ledere mener åbenbart ikke, at de trusler,som stammer fra Mellemøstregionen, retfærdiggør, at de tagersådanne skridt. Måske har de ret, men det, der skete i Madrid, eret kraftigt argument mod selvtilstrækkelighed.

Med venlig hilsen,

Will

Kære Will,

Lad os for et øjeblik se bort fraspørgsmålet om, hvorvidt den fredelige styring afstormagtsrelationerne og hindringen af katastrofiskstormagtskonflikt er lige så stor en udfordring i dette århundrede,som den var det i det forrige århundrede. Jeg ville ønske, at jegdelte din liberale optimisme vedrørende afslutningen påstormagtsrivaliseringen. Det, jeg stiller spørgsmålstegn ved, erden støt voksende antagelse i amerikansk udenrigspolitisk debat, omat Mellemøsten bliver den vigtigste konfliktregion i detteårhundrede - ikke det faktum, at vi står over for en dødelig,transnational terrortrussel af hidtil uset størrelse.

Denne transnationale trussel har sine rødderi Mellemøsten, men den har allerede været til stede i flereeuropæiske samfund i længere tid og kan ikke primært håndteres medmilitære midler. Derfor har NATO begrænset værdi i denne kamp. Menspørger man flertallet af europæerne, betyder det ikke, atAlliancen bliver betydningsløs, medmindre den går ind iMellemøsten. Du synes at tage det for givet, at traditionelleeuropæiske sikkerhedsdilemmaer og problemer aldrig vil dukke opigen, selvom du - hvis ret skal være ret - er bekymret forudviklingen i Rusland. Måske vil de ikke dukke op igen. Men vi kanikke være sikre på det. NATO er ikke et barns "sutteklud", men enfornuftig forsikringspolice. Visse trusler virker ikke særligtsandsynlige, hvorfor de med dine ord er "akademiske". Men det erbåde anstændigt og rationelt at sikre sig mod dem, så længe præmienikke er for høj.

"Greater Middle East"-initiativer førerikke nogen steder hen, med mindre den amerikanske administrationengagerer sig i den israelsk-palæstinensiskekonflikt

Foruden den strukturelle rolle, somAlliancen spiller for europæisk sikkerhed på grund af de dybevaner, der er opstået efter mange års militært samarbejde, yder det"nye" NATO på mange måder sikkerhed-tjenester. Som sådan vil detogså kunne stille en pulje af styrker fra "koalitioner af villige"til rådighed. Hvis NATO derfor kan yde et nyttigt bidrag til atløse eller håndtere specifikke problemer i Mellemøsten, børmuligheden naturligvis udnyttes. Men kriseplaner for politiskfølsomme militære opgaver i regionen - og man kunne sagtensforestille sig krisescenarier, der omfattede "venlige" lande somSaudi-Arabien og/eller Pakistan - er én ting. At løfteMellemøstregionens betydning op, så den bliver NATO's nyecentralfront og raison d'être er en anden.

I Afghanistans tilfælde kan man simpelt henikke skjule, at intet NATO-medlem - heller ikke USA - er parat tilat afse de menneskelige og materielle ressourcer, der er nødvendigefor at gøre arbejdet færdigt. Velmente opfordringer om ambitiøseopgaver, som ikke tager hensyn til politiske begrænsninger ogforskellige strategiske perspektiver, er dømt til at føre tilfrustration og irritation.

Ikke desto mindre tror jeg, at vi kan enesom, at både i NATO og i andre fora, hvilket er mere sandsynligt, erder et presserende behov for en fortsat transatlantisk dialogvedrørende strategiske prioriteter og mulig fælles politik iMellemøstregionen.

Med venlig hilsen,

Peter

Kære Peter,

Jeg antager ikke, atstormagtsrivaliseringen er ovre. Man kan ikke udelukke, at en nypan-slavisk tendens kan vinde indpas i Rusland, hvilket måske vilfremme et aggressivt forsøg fra Moskvas side på at indlemme dele afdet gamle sovjetiske imperium. Det er det værst tænkeligescenarium, men med liberalismen på tilbagetog i Rusland nu, kan detikke helt udelukkes, så lad os da endelig bevare NATO som enforsikringspolice.

Et underligt synspunkt er det imidlertid,at konjunkturbestemte farer skulle have forrang for synligetrusler, som vi står overfor lige nu og her. NATO er en militæralliance, som er skabt til at beskytte sine medlemmer mod væbnedeangreb og trusler. Tre NATO-medlemmer er nu blevet angrebet af etglobalt terrornetværk, som har rødder i Mellemøsten og islamiskekstremisme. Enten skal NATO udarbejde planer, kapaciteter ogviljestyrke til at bekæmpe denne trussel effektivt, eller NATO skalholde op med at foregive, at den er en ægte gensidigforsvarspagt.

Forestillingen om, at NATO skulle blive denværktøjskasse, som medlemmerne kan hente militære aktiver fra ellerdanne "koalitioner af villige" synes fantasifuld i fraværet af enpolitisk konsensus om de formål, som disse aktiver skulle anvendestil. Det er mere sandsynligt, at NATO vil blive en transatlantisksikkerhedsforum eller måske først og fremmest en europæisk rammefor sikkerhedsintegration. I hvert tilfælde ville det være enden pådet NATO, vi kender, nemlig et kraftfuldt amerikansk-europæiskpartnerskab, som er baseret på en klar og utvetydig opgave, somstøttede Vestens strategi efter Den Kolde Krig og en dramatiskspredning af det liberale demokrati.

Vi er enige om, at terrorisme ikke kanbekæmpes med militære midler alene. Men nogle opgaver - herunder atnægte terrorister tilflugtssted i fejlslagne stater ellerslyngelstater, opspore og ødelægge terrorceller, hvor som helst deer i gang med at planlægge at skade os, bevare fred og gennemførenation-opbygning i Kosovo, Afghanistan og Irak, hindre transport afatomart og andet farligt materiale - kræver uundgåeligt anvendelseaf militær magt. Afghanistan er en afgørende test. Du siger, athverken USA eller europæiske medlemmer af NATO er parat til at afsede tilstrækkelige ressourcer til at gøre arbejdet færdig. Skal viså trække os tilbage og håbe det bedste? Har Osama bin Laden ret i,at det demokratiske Vesten er ubeslutsomt?

Uden en virkelig opgave stillet over forvirkelige trusler risikerer NATO at blive det institutionellesidestykke til et barns sutteklud

Lige under overfladen af vore dagestransatlantiske debat om terrorisme, Irak og Mellemøstens udviklinglurer en uudtalt gensidig frygt. Europæerne frygter, at USA viltrække dem ind i unødvendige kampe. Amerikanerne frygter, ateuropæerne ikke har mod til at kæmpe de nødvendige kampe. Jeg erenig med dig i, at det presser på med en ærlig transatlantiskdialog med henblik på at fjerne både frygt og smede et mereeffektivt, fælles svar på de nye farer, vi står overfor.

Med venlig hilsen,

Will

Kære Will,

Du nævner med rette de bekymringer, derlurer lige under overfladen i den transatlantiske debat. De synesat være vore dages udtryk for det, akademikere har kaldt"alliance-sikkerhedsdilemmaet". På den ene side frygteralliancemedlemmer, at deres allierede svigter dem, hvis de er inød. På den anden side er de selv bange for at blive indfanget ikonflikter, som de ikke mener, er deres egne vitale interesser. OgIrak-krigen førte i Europa til en grad af frygt for at bliveindfanget og alvorlig tvivl om, hvor strategisk klogt denamerikanske regering bar sig ad og dens måde at prioritere på, pået tidspunkt hvor global islamisk terrorisme uden tvivl er dentydeligste og allestedsnærværende fare.

Men jeg tror heller ikke på, at det "gamle"NATO, som var baseret på én altoverskyggende opgave kan genopstå.Efter terrorangrebene den 11. september 2001 aktiverede NATOArtikel 5 i Den Nordatlantiske Traktat, selvom intet land endnu hartolket det på den måde, at det forpligter til ubetinget militærstøtte. Derudover foretrak Washington klart at skabe en "koalitionaf villige" i sin krig mod terror for ikke at blive bundet ind iAlliancens beslutningsproces.

NATO er ikke et "barns sutteklud", men enforstandig forsikringspolice

Jeg har ikke givet udtryk for og menerikke, at NATO bør trække sig tilbage fra Afghanistan. Men jeg kanikke se, hvordan der kan bygges bro over skellet mellem denhøjtragende retorik og den praktiske politik. Og jeg har hellerikke kunnet spore beviser på, at Afghanistans stabilisering ertop-prioritet for Washington. Derfor ville jeg være forsigtig medhensyn til, i hvor høj grad vi sætter NATO's troværdighed ogprestige på spil i denne operation. For mere end et årti siden blevFN - med rette - stærkt kritiseret for sin fiasko med hensyn tildet internationale samfunds intervention i Somalia. Det bidrog til,at USA mistede yderligere tiltro til FN. Af hensyn til NATO og dettransatlantiske forhold håber jeg, at Alliancen bliver i stand tilat undgå en tilsvarende skæbne i Afghanistan.

Med venlig hilsen,

Peter