Bør NATO spille en mere politisk rolle?

Espen Barth Eide leder Afdelingen for International Politik i Norsk Udenrigspolitisk Institut i Oslo.

-

Frédéric Bozo er professor ved universitetet i Nantes og seniorforsker med speciale i transatlantiske relationer på L’Institut français des relations internationales in Paris .

Kære Frédéric,

-

Nu, hvor vi tilsyneladende har lagt det transatlantiske drama om Irak bag os, er det på tide, at vi tager os en rolig diskussion om det fremtidige forhold mellem Europa og Nordamerika og om NATO’s placering i den forbindelse. Den tyske kansler Gerhard Schröders bemærkninger på Wehrkunde -konferencen i februar i München og de efterfølgende kommentarer fra begge sider af Atlanten har blotlagt spørgsmålet om, hvad den atlantiske alliance handler om i dag. Det er godt, fordi det er i alles interesse, at diskussionen er gennemskuelig, vidtrækkende og konstruktiv. De transatlantiske relationer i det 21. århundrede vil helt klart være anderledes, end de var det ved det 20. århundredes afslutning. Men ”anderledes” behøver ikke at betyde ”værre”.

-

NATO er en alliance, der har haft stor succes, men som har oplevet en identitetskrise, som den ikke vil komme ud af lige på det første. Det er naturligvis ikke første gang, Alliancen har stillet spørgsmålstegn ved sit rationale. Da Frankrig trak sig fra NATO’s integrerede militære struktur i 1966 var det et tilsvarende afgørende øjeblik, der et år senere førte til offentliggørelsen af Harmel-rapporten (the Harmel Report On The Future Tasks of the Alliance ). Da Warszawapagten og Sovjetunionen blev opløst for 15 år siden, gav det anledning til en debat om, hvorvidt der var brug for en politisk-militær alliance, der forbandt Europa og Nordamerika. Den diskussion førte til beslutningen om at gå “out of area”, dvs. uden for det traditionelle traktatlige område (i modsætning til ”out of business”, altså blive irrelevant). Resultatet var, at Alliancen i det meste af 1990’erne var inddraget i tre store projekter i krydsfeltet mellem den politiske og militære sfære. Det var de fredsbevarende og fredsgennemtvingende operationer på Balkan, forberedelsen af central- og østeuropæiske stater på NATO-medlemskab og dermed på det transatlantiske fællesskab og endelig tilvejebringelsen af et forum for koordineret reaktion på begivenhederne i Rusland. Sammen med den fortsatte sikkerhedsgaranti var det i mere end ti år svar nok på spørgsmålet ”hvorfor NATO?”. Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at alle tre projekter koncentrerede sig direkte om det europæiske kontinent i en situation, hvor amerikanerne bevarede deres fokus på den europæiske sikkerhedsscene.

Det er derfor ikke så meget Den Kolde Krigs afslutning, som har sat spørgsmålstegn ved NATO’s formål, men snarere tiden efter terroranslagene den 11. september 2001. Det startede med krigen i Afghanistan, selvom den ikke så meget var resultat af uenighed i selve NATO. Vi var tværtimod ”alle sammen amerikanere”, således som den franske avis Le Monde skrev. Problemet var snarere en følelse af irrelevans. I betragtning af at NATO efter 11. september-begivenhederne havde aktiveret Artikel 5 for første gang var den amerikanske snak om, at ”opgaven definerer koalitionen”, det modsatte af det, som europæiske atlanticister ønskede at høre. Det tog næsten to år, før NATO mobiliseredes og sendte styrker til Afghanistan. Det skete efter krisen i Irak og de dybe uoverensstemmelser over såvel NATO’s rolle i forsvaret af Tyrkiet som legitimiteten af selve krigen.

Alliancen må nok en gang blive et forum for åben dialog om de vigtige emner, som den skal inddrages i

Debattens tone har ændret sig fuldstændig siden da. Hverken Washington eller nogen europæisk hovedstad ønsker at gentage erfaringerne fra de seneste to til tre år. Præsident George W. Bush’ og udenrigsminister Condoleezza Rices seneste besøg i Europa – såvel som den måde de blev modtaget på – var symbol på et gensidigt ønske om at vise, at der var enhed og tilslutning. Men ud over de offentlige udtalelser om gode viljer er det fortsat uklart, hvad der ligger i den nye ”konsensus”.

Der er efter min mening to udfordringer i verden i dag. Den første handler om en realistisk vurdering af Alliancens rolle i de nye politiske omstændigheder, og den anden om at give Alliancen en styrket politisk rolle frem for at lade den sygne hen til blot at være en militær ”redskabskasse”.

Udgangspunktet for en vurdering af NATO’s rolle er en erkendelse af, at Europas politiske landskab fuldstændig er forandret. I dag er EU selv en spiller på den international politiks scene. Således føjer et stadigt mere ambitiøst EU militære kapaciteter til sin eksisterende ”bløde magt” værktøjskasse. Mange fremtidige transatlantiske debatter vil finde sted mellem EU og USA fordi dagsordenen vil blive bredere end den, som finder sted i NATO’s mere klassiske sikkerhedsforum. Mange af de centrale spørgsmål på den aktuelle internationale dagsorden, herunder håndtering af Irans påståede atomare ambitioner, planer om at hæve våbenembargoen mod Kina og behovet for at bistå Afrika med at komme sig over sine mange, komplekse kriser, kræver mangefacetterede tilgange. Det bør atlanticisterne holde op med at begræde. Forsøg på at sløve EU’s politiske ambitioner er dødsdømte. Den sikreste vej er at fremme EU’s politiske udvikling, samtidig med at der skabes et levende partnerskab med NATO. NATO vil fortsat have meget at lave. Alliancen er fortsat det mest logiske forum for alt muligt – lige fra koordinering af militære instrumenter til strategisk debat om fælles sikkerhedsudfordringer mellem de to vigtigste søjler i Vesten. Sådan bør det fortsætte i erkendelse af, at det er her, Alliancen kan yde sit største bidrag til en bredere transatlantisk sikkerhedsarkitektur.

Det kræver, at NATO atter politiseres. Alliancen må igen blive et forum for åben dialog om de vigtigste spørgsmål, den skal inddrages i. Der er således behov for en ærlig transatlantisk dialog om, hvordan NATO kan håndtere fx terrorisme, præcis fordi de allierede har forskelligt syn på, hvordan de skal reagere netop på denne fælles udfordring. NATO vil sandsynligvis også forblive aktiv steder som Afghanistan og Kosovo og fortsætte med at udgøre den militære muskel bag fremtidige multilaterale, fredsgennemtvingende indsættelser. Hvor NATO skal indsættes, og hvordan det skal gøres, kan være kontroversielt. Beslutningerne bør derfor rodfæstes i en bredere politisk konsensus i Alliancen, end det er tilfældet nu. Og hvor Alliancen stiller med den militære rygrad i en bredere international fredsopbyggende indsats, er det så meget desto vigtigere, at den er bedre forbundet med de overordnede politiske processer i sådanne situationer. Det kræver nok engang et mere politisk NATO og et styrket samarbejde med andre organisationer som fx FN.

NATO’s udfordring ligger ikke kun i at overleve, for der er endnu ingen, som har foreslået, at organisationen skal dø, men at forblive en central spiller og et centralt forum på selve det område, hvor det allerede har vist sig at være så effektivt. Men NATO vil kun blive ved med at være effektiv, hvis de allierede skaber en fælles politisk forståelse for dets rolle. Der findes ikke nogen fælles fjende, som kan erstatte kommunismen eller Sovjetunionen. ”Terrorisme” er utilstrækkeligt. Alliancen er snarere et udtryk for ”Vestens” fortsatte relevans for international sikkerhed. I et fornyet transatlantiskpolitisk forum vil vi ikke desto mindre kunne regne med at se flere uenigheder. Udfordringen er ikke at foregive, at der ikke er uenighed, men at imødegå den uden blusel.

Med venlig hilsen,

Espen

Kære Espen,

For kun to år siden var NATO på kollisionskurs. Det var op til Irak-krigen. Én gruppe lande, som var ledet af Storbritannien og USA, anklagede den anden, som var ledet af Frankrig og Tyskland, for at forråde den kollektive forsvarsforpligtelse, som fortsat er Alliancens hjørnesten. Stridens æble var forsvaret af Tyrkiet. Sidstnævnte anklagede førstnævnte for at ødelægge grundlaget for kollektiv sikkerhed, som den samme Alliance var skabt på. Det, de var uenige om, var deres vilje til at føre krig uden bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Det, der var på spil, var Alliancens livskraft og den transatlantiske forbindelses fremtid.

Som man kan se, er NATO kommet sig over denne krise. På topmødet i Istanbul i juni 2004 var sårene i vid udstrækning blevet helet. Men i modsætning til størsteparten af de tidligere kriser har uoverensstemmelserne vedrørende Irak ikke givet anledning til en ny begyndelse, således som det var tilfældet med Harmel-rapporten efter Frankrigs tilbagetrækning fra den integrerede militære struktur. I det mindste ikke til dato. Alliancen synes snarere at lide af anæmi. Det kan enhver se. NATO har kæmpet for at overbevise de allierede om at indfri deres løfter om at stille styrker til ISAF og til at træne irakiske styrker. Alliancens rolle i forbindelse med Mellemøst-initiativet er kun et slogan. Endelig er Alliancen ifølge kansler Gerhard Schröder ikke længere ”det primære forum”, når dens medlemmer skal ”diskutere og koordinere strategier”. Og det er måske det alvorligste.

Hvis der ikke gøres noget, kan anæmi med tiden føre til noget endnu værre, nemlig døden. Der bør gøres noget, eftersom ingen ønsker at Alliancen skal dø – slet ikke franskmændene, som er blandt de villigste bidragydere, når det gælder NATO’s reaktionsstyrke (NATO Response Force) eller drejer sig om at udpege højtstående officerer til nøglepositioner i den militære struktur.

-

Er politisering så den rette medicin, og vil en mere politisk rolle give Alliancen nyt liv, således som du og andre foreslår. Når man læser NATO’s historie, kunne man godt få det indtryk, at det var en vej fremad. På bestemte tidspunkter i fortiden har det at give NATO en mere politisk rolle været svar på en langvarig dårligdom eller akut sygdom. Foruden Harmel-øvelsen husker man ”De Tre Vise Mænds Rapport” (the Report of the Three Wise Men ), som kom kort efter Suez-krisen i 1956. I begge tilfælde handlede det om at gøre NATO mere ”politisk” med henblik på at styrke en svækket legitimitet og øge det indre sammenhold.

Først da NATO greb ind i Bosnien-Hercegovina, blev Alliancens krav på en central rolle i euro-atlantisk sikkerhed sikret

I den seneste tid har NATO’s vellykkede fornyelse i 1990’erne bygget på ideen om, at Alliancen i fraværet af den sovjetiske trussel skulle blive mere politisk med henblik på at kompensere for en mindsket militær rationale. Argumentet var dybest set, at fordi NATO ikke længere var nødvendig til forberedelse af forsvaret af Europa, kunne dets eksistens retfærdiggøres i dets bredere rolle for europæisk sikkerhed og dermed i bidraget til kontinentets stabilitet efter Den Kolde Krig.

Det så ud til at virke, og i midten af 1990’erne trivedes NATO, som mange havde ment langsomt ville visne bort efter Den Kolde Krig, og havde nok engang placeret sig som hjørnestenen i europæisk sikkerhed. Det er ikke desto mindre nødvendigt at studere lidt nøjere, hvad det var der gjorde denne uventede genoplivning mulig. Frem til efteråret 1995 var relevansen af NATO’s ”nye” sikkerhedsopgaver og dermed dets fremtid som levedygtig alliance lige så usikkert et spørgsmål på baggrund af dets uenigheder og manglende handledygtighed som svar på krigene i forbindelse med Jugoslaviens opløsning. Det var således først, da NATO intervenerede i Bosnien-Hercegovina og senere indsatte implementeringsstyrken med henblik på at kontrollere fredsprocessen, at Alliancens krav på en central rolle i euro-atlantisk sikkerhed var sikret. Desuden blev denne position bestyrket tre år senere, da Alliancen intervenerede i Kosovo.

-

I sidste ende var NATO’s fremtid først sikret, da de allierede viste, at NATO var relevant som et militært instrument i et nyt strategisk miljø, som kunne tage sig af krisetilfælde, som ikke falder under Artikel 5, og som ligger uden for det traditionelle traktatområde. Kan Alliancen ikke vise det, vil forsøget på at genoplive NATO ved at ”politisere” organisationen kun føre til oprettelsen af snakkeklub.

Problemet med NATO i dag er, at dets medlemmer ikke automatisk kan se, at der er brug for organisationen, eller bare at den står særlig centralt – slet ikke militært. Det er der to forklaringer på. Den første er på ingen måde ny. USA betragter ikke NATO som den institution, det naturligt ville vælge, når der skal udføres militære operationer, ikke engang under amerikansk kommando. Det har stået klart siden Kosovo-kampagnen, som var en erfaring, det amerikanske militær ikke brød sig om. Den måde, som Washington afviste de allieredes tilbud om støtte under Afghanistan-kampagnen i efteråret 2001 på, bekræftede dette forhold.

Den anden forklaring er langsomt ved at tage form og er i vid udstrækning en konsekvens af den første. Europæerne mister i stigende grad lysten til at bidrage med styrker i et miljø, som er domineret af amerikanerne, men hvor USA knapt nok bidrager styrker selv, hvilket ISAF i Afghanistan illustrerer. Det er på den baggrund man skal se den store iver efter at puste EU op som et muligt første valg til udførelse af operationer og til at føre an i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien*, Bosnien-Hercegovina og – før eller senere – i Kosovo.

Hvis tingene fortsætter som hidtil, er der risiko for, at NATO går hen og bliver en tom skal, fordi det ikke længere svarer til den fremspirende struktur for det transatlantiske forhold, som er resultat af USA’s afkobling fra Europa og Europas nye politisk-strategiske selvbevidsthed. Det ville selvfølgelig være frygteligt forkert. Der er stadigvæk brug for NATO, om ikke af anden årsag så fordi amerikanerne og europæerne har brug for hinanden militært. Europæerne har fortsat brug for USA’s beskyttelse – om end mindre nu end tidligere – og har i særdeleshed brug for amerikansk støtte til at gennemføre krævende militære operationer som fx i Bosnien-Hercegovina under Berlin+-arrangementerne. USA har brug for Europas militære mandskab i de fredsbevarende operationer, som det ikke selv gerne bidrager med styrker til, som fx ISAF.

Derfor er konklusionen nærliggende. Selvom NATO i sin nuværende sammensætning ikke vil blive ved med at udgøre en tiltrækkende ramme for hverken EU eller USA, er der gode muligheder for at forvandle den til noget, vi virkelig har brug for, nemlig til et instrument til bevarelse og fremme af en militær forbindelse mellem de to parter. Jeg ved godt, at det kræver, at der tages radikalt afstand fra den gamle tænkning i Alliancen. Men jeg er overbevist om, at NATO vil visne bort, hvis vi ikke tænker alvorligt over, hvordan vi kan forene det med indholdet i de nye relationer mellem EU og USA, hvilket vil gøre uoprettelig skade på det transatlantiske samfund i bredere forstand. Det handler ikke om at politisere NATO, hvilket jo også kun er et tomt slogan, medmindre vi håndterer de grundlæggende forhold og dermed nok en gang placerer Alliancen centralt i den strategiske koordination mellem Amerika og Europa. Det betyder til gengæld at få forbindelsen mellem EU og USA til at fungere – især på det militære område.

Med venlig hilsen,

Frédéric

Kære Frédéric,

Vores analyser af både de historiske forhold og den aktuelle situation er i vid udstrækning sammenfaldende. Vi mener begge, at Alliancen bør tilpasses den nye virkelighed i forholdet mellem EU og USA. Vi er også enige om, at NATO’s rolle som den militære forbindelse mellem Europa og USA fortsat bør være grundlæggende i dens eksistensberettigelse. I sidste ende vil en militær alliance uden en militær opgave ikke kunne overleve.

Vi er tilsyneladende uenige om konklusionen, dvs. om det er vejen frem at give NATO en fornyet politisk rolle. Ifølge dig er det kun et tomt slogan, og der er brug for en ”strategisk koordination mellem Amerika og Europa” og ”et instrument til at bevare og fremme den militære forbindelse mellem EU og USA”.

Min pointe er, at jeg ikke tror på, at en ”ren” militær forbindelse kan bevares på længere sigt uden en stærk politisk basis, og at denne politiske basis ikke kommer af sig selv. Vi bør huske, at det transatlantiske sammenhold var afgørende under hele Den Kolde Krig, selvom den ofte var underforstået. Såvel vesteuropæiske som nordamerikanske allierede var enige om den sovjettrussel, man opfattede skulle afskrækkes, og begge parter var også enige i, at et amerikansk engagement i Europa havde en stabiliserende effekt langt ud over tilstedeværelsen af den fælles trussel. Det vellykkede europæiske integrationsprojekt, som har ført til EU, bør således ses i det lys Det transatlantiske sikkerhedspartnerskab bidrog til at stille betingelserne for den funktionelle økonomiske integration i Europa, fordi de politisk mest komplicerede diskussioner kunne gennemføres andre steder. NATO kunne koncentrere sig om sin militære rolle, fordi det politiske sammenhold var der fra begyndelsen og blev opretholdt af den fortsatte fælles trussel. Det uudtalte, og det, som der er almindelig enighed om, bliver så indlysende, at der ikke er behov for at gentage det. Men uden denne fornemmelse af fælles formål ville der ikke have været noget NATO overhovedet. Og selv når der opstod uenighed om de strategiske valg under Den Kolde Krig, blev det overordnede politiske sammenhold bevaret pga. opfattelsen af den fælles trussel og det fælles mål.

NATO må skærpe sit politisk-militære maskineri, således at såvel allierede som partnere opfatter det som relevant for det nye århundredes udfordringer.

I dag er vi ikke alene kommet langt længere end Den Kolde Krig, men også længere end den overgangsfase, der prægede tiden efter Den Kolde Krig. Det, der står fuldstændig klart for os i de seneste år, er, at det politiske sammenhold mellem Europa og USA ikke kan tages for givet, og at nostalgi ikke er nok til at holde Alliancen i live. Hvis NATO skal overleve, hvilket vi håber og tror på, må vi finde de rigtige svar på dagens og ikke gårsdagens spørgsmål.

Enhver brug af militær magt er fortsat ifølge Karl von Clausewitz ”politikkens fortsættelse med andre midler”. Det er særlig rigtigt, når det handler om at intervenere i konflikter, som ikke udgør en eksistentiel trussel mod os, men snarere udgør langsigtede investeringer i en mere stabil orden. Fælles handlen som fx den i Afghanistan for øjeblikket bør bygge på politisk enighed om det, vi prøver at opnå, og hvordan det passer ind i et bredere billede. Her har NATO en del at tilbyde. Foruden at enes om at bidrage med tropper har det udviklet et system for politiske retningslinjer for den militære indsats og et forum, hvor konfliktende synspunkter kan luftes, og der kan skabes konsensus.

I de kommende år bør NATO vise, at det er mere end en ”koalition af villige”. Koalitioner kan være attraktive for koalitionslederen – i det mindste så længe der er nogen, der bidrager til koalitionen. Men USA erfarer i disse år i Irak, at det ikke kan regne med troppebidrag på lang sigt. De kommer og går afhængig af de politiske omstændigheder. For de mindre partnere er koalitioner problematiske, da de typisk mangler en ”balanceret” politisk ramme, hvilket betyder, at den eneste måde, de kan udtrykke uenighed på, er ved at forlade koalitionen. Navnlig for de mindre lande er multinationale rammer mere attraktive på lang sigt. NATO kan gennem sin politiske struktur og med en civil generalsekretær og et civilt sekretariat tilføje en politisk vurdering og ledelse og kan udgøre det politiske bindeled mellem det militære bidrag og det bredere formål, som det søger at fremme.

Det sker ikke af sig selv. NATO må forbedre sit politisk-militære maskineri således, at både allierede og partnere kan opfatte det som relevant for det nye århundredes udfordringer. Kun i det tilfælde vil det da forene de allerede tilgængelige militære kapaciteter med henblik på at skabe den politiske konsensus.

Med venlig hilsen,

Espen

Kære Espen,

Jeg er enig med dig i, at den militære forbindelse mellem Europa og USA, som et moderniseret NATO skal stille med, ikke kan bevares uden ”en stæk politisk basis”. Men spørgsmålet er, hvilken institutionel ramme, som er bedst egnet til at fremme sådan en politisk konsensus. Under hele Den Kolde Krig var NATO uden tvivl den mest passende institutionelle forum, fordi der eksisterende en klar, fælles trussel. NATO’s centrale politiske rolle var med andre ord en funktion af dens militære værdi.

I dag er det ikke længere tilfældet. Selvom vi hverken kan eller bør udelukke scenarier, hvor vi kollektivt vil skulle bekæmpe en ekstern fjende, der udgør en eksistentiel trussel, har NATO ikke eneret på det længere. Krigen mod terror er med andre ord ikke en funktionel ækvivalent til Den Kolde Krig. Den kan ikke i sig selv udgøre den cement, der holder den vestlige alliance sammen, fordi amerikanere og europæere har svært ved at enes om karakteren af truslen og om, hvordan den skal håndteres. De er således ofte uenige. Det er det, krisen i Alliancen har handlet om siden 2001.

At give NATO en større politisk rolle er ikke meget mere end et tomt slogan, med mindre vi håndterer de grundlæggende problemer

Størsteparten af de allierede vil uden tvivl fortsat betragte fredsbevarende operationer som ISAF i Afghanistan som det, NATO’s militære rolle bør være fokuseret på i forudsigelig fremtid. Derfor giver det god mening at puste disse dimensioners politiske dimension op. Men jeg tvivler på, at en residual fredsbevarende rolle for NATO, selvom den er politiseret, i sig selv kan gøre det ud for en fornyet transatlantisk forbindelse.

Med henblik på at genskabe det politiske grundlag i Alliancen bør vi påtage os to langt mere krævende udfordringer. For det første bør vi prøve at blive enig om betingelserne for magtanvendelse i situationer, der ligger ud over egentlig selvforsvar. Det var uenighed om legitimiteten – eller legaliteten – af præventiv militær handling, som førte til splittelse i Alliancen over Irak.

For det andet bør vi prøve at skabe en fælles forståelse med hensyn til de måder og midler, vi kan tage i anvendelse med henblik på at udbrede demokrati og retssikkerhed. Vi er enig om målet, men vi er ikke enig om, hvordan vi når det. I betragtning af at det sandsynligvis vil blive opfattet af såvel amerikanere som europæere som en vigtig opgave, hvilket begivenhederne i Mellemøsten antyder, og hvis vi tager det alvorligt at finde et fælles formål i Alliancen, således som du med god ret kræver, må vi hurtigt komme overens med hensyn til det spørgsmål.

Vi opnår ikke enighed ved at vedtage en erklæring eller ved at sætte ”politisering” af NATO højest på dagsordenen. Vi kan kun gøre det gennem en alvorlig, dybdegående dialog mellem Amerika og Europa. Vi kan ikke længere se bort fra det faktum, at et sammenhængende EU allerede er ved at se dagens lys, og derfor handler Alliancens fornyelse som et minimum om at skabe en direkte forbindelse mellem dens to parter, og ikke kun om at tilpasse NATO’s militære apparat til denne nye situation. Vi kan kun genskabe en følelse af fælles formål og dermed redde Alliancen, hvis vi tilpasser den transatlantiske arbejdsform med de strukturelle forandringer, som er sket i forholdet mellem Amerika og Europa.

Med venlig hilsen,

Frédéric

Kære Frédéric,

Jeg har hele tiden hævdet, at NATO ikke har andet alternativ end at tilpasse sig til de hastige forandringer, der sker i Europas politiske landskab. Centralt i denne store forandring står fremkomsten af EU som en i stigende grad sammenhængende international aktør. EU, som allerede udgør en ”civil magt” udvider sin kapacitet med visse militære og krisestyringskapaciteter, og Den Europæiske Sikkerhedsstrategi udgør et selvbestaltet europæisk svar på USA’s Nationale Sikkerhedsstrategi. Disse to spillere, EU og USA, vil udgøre de centrale byggeblokke i det, vi fortsat refererer til som ”Vesten”.

At give NATO en øget politisk rolle handler om at styrke den strategiske debat om nye trusler inden for selve NATO

Min pointe er, at vi allerede i NATO har en organisation, som danner en politisk-militær ramme for dette forandrede transatlantiske partnerskab, som også udgør et alternativ til ad hoc ”koalitioner af villige”. Hvis NATO kun skulle fokusere på sine militære strukturer, ville dens status hurtigt reduceres til en slags standardiseringsorganisation. For mig handler NATO’s øgede politiske rolle om at styrke den strategiske debat om nye trusler såvel som om den rolle, Alliancen kan spille i fredsgennemtvingende og fredsgenopbyggende opgaver, der finder sted i selve NATO. Jeg ville gerne have, at medlemsstaterne tog dette træk ved organisationen langt mere alvorligt, end de har gjort i nyere tid.

Med venlig hilsen,

Espen

Kære Espen,

Vi står ikke så langt fra hinanden, og det giver mig håb om, at Alliancen har en fremtid. Når alt kommer til alt, har vores to lande traditionelt haft forskelligt syn på dette spørgsmål. Som du ved, har franskmændene siden general de Gaulle gerne skelnet mellem selve Alliancen, hvis eksistens der aldrig har været sat spørgsmålstegn ved i fransk politik, og NATO’s organisatoriske struktur, som franskmændene har ønsket reformeret. Under Den Kolde Krig var det svært for andre allierede at kapere denne skelnen – for ikke at sige acceptere den. Men det forekommer mig, at det ikke længere er tilfældet, og at denne skelnen er endnu mere relevant.

Det er vigtigt at omstrukturere Alliancen med henblik på at gøre NATO til en bilateral euro-amerikansk organisation, hvad den dybest set burde være

I dag er det vigtigere end nogensinde tidligere at opbygge en robust og levedygtig transatlantisk forbindelse, om ikke af anden grund så fordi den ikke længere kan tages for givet. Samtidig er det vigtigt at restrukturere Alliancen, så NATO omdannes til en bilateral euro-amerikansk organisation. Sådan kan NATO’s militære relevans bevares, og således bevares den langsigtede politisk-strategiske forbindelse mellem Europa og USA inden for rammerne af den transatlantiske Alliance.

Med venlig hilsen,

Frédéric

* Tyrkiet anerkender Republikken Makedonien ved dens forfatningsmæssige navn.