En vurdering af NATO's Middelhavsdialog

Samarbejde med NATO: Egyptere, jordanere ogmarokkanere (billedet ovenfor) har alle deltaget i NATO-ledede operationer på Balkan

I de ti år, der er gået, sidenNATO lancerede sin Middelhavsdialog, har det strategiske miljø idet euro-atlantiske område, Mellemøsten og andre steder ændret sigtil næsten ukendelighed. I kølvandet på terrorangrebene i USA d.11. september 2001 og de amerikansk ledede kampagner modAfghanistan og Irak er Alliancen begyndt at spille en langt størrerolle på den internationale scene, og Middelhavsområdet ogMellemøstregionen fremstår i stigende grad som fremtidigefokusområder. Samtidig med at der er indlysende muligheder for atøge NATO's engagement i denne del af verden, bør Alliancen forsøgeat skabe en gensidig relation til de arabiske lande og prøve attage hånd om deres sikkerhedsbekymringer også.

NATO's Middelhavsdialog har til dato primærtværet politisk og har tjent til at fremme større forståelse forNATO's politikker og aktiviteter i Dialoglandene, samtidig med atden udforsker de sikkerhedspolitiske behov. Informationsudvekslinghar derfor været en central ingrediens i Dialogen, ogSamarbejdsgruppen vedrørende Middelhavsområdet, som blev oprettetpå Alliancens topmøde i Madrid i 1997, har været et centralt forum.I Samarbejdsgruppen har de allierede regelmæssigt ført politiskediskussioner enten med individuelle dialogpartnere i det såkaldte19+1 format (nu 26+1 format) eller med alle syv Dialoglande(Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko ogTunesien) i det såkaldte 19+7 format (nu 26+7 format).

Selvom Dialogen er politisk, befinder mangeaf de hårde sikkerhedsemner sig lige under overfladen. Økonomiskeinteresser og energisikkerhed er klart centrale for NATO'sMiddelhavspolitik, eftersom 65% af den olie og gas, som forbruges iVesteuropa, passerer gennem Middelhavet. Derudover harsikkerhedsanalytikere længe påpeget, at kombinationen af enstagnerende økonomi og befolkningseksplosion i Nordafrika viludgøre en langsigtet strategisk udfordring for Europa i form afillegal migration og endda terrorisme. Samtidig hermed kanspredning af missiler i Mellemøsten og i Nordafrika få direkteindflydelse på Europas sikkerhed og handlefrihed iMiddelhavsområdet.

Men NATO's Middelhavsdialog har fra starten -ligesom andre dialoger og samarbejdsinitiativer som EU'sBarcelona-proces - været hæmmet af modstridende forventninger frade allierede på den ene side og de arabiske Dialoglande på denanden. Europa og USA synes at tro, at politisk dialog, diskussionog informationsudveksling må være udgangspunktet, hvis der skalskabes tillid og fremme konstruktivt samarbejde. Derimodforetrækker de arabiske Dialoglande at starte med de hårdespørgsmål, herunder navnlig dem, der relaterer sig til denarabisk-israelske konflikt.

Terrorbekæmpelse og fjernelse afmasseødelæggelsesvåben i Mellemøsten var prioriterede områder forde arabiske Dialoglande i 1990'erne, men ikke for NATO. De arabiskelandes halvhjertede deltagelse i såvel Barcelona-processen ogMiddelhavsdialogen var et svar på tilbageslag iMellemøst-fredsprocessen. Forskelle i prioriteter har hele tidenværet en barriere for konstruktiv tænkning om regionensfremtid.

Alliancens Strategiske Koncept fra 1999afslørede for de arabiske Dialoglande, at der kunne ske et skifte iNATO's opgaver til at omfatte mere forskelligartede risici, hvorafmange kommer sydfra. Denne udvidede tolkning af NATO's mandat førteuundgåeligt til spørgsmål blandt de sydlige lande om de geografiskebegrænsninger for Alliancens aktiviteter. Derudover er dissespørgsmål kommet til at handle om, hvorvidt Alliancen eller enkelteallierede er parat til at handle uden eksplicit mandat fra FN,hvilket var direkte følge af NATO's intervention i Kosovo og denamerikansk ledede Irak-kampagne.

Dialogens resultater

Alliancen må forsøge at skabe entovejsdialog med de arabiske lande og tage deres sikkerhedsbehovalvorligt

I årenes løb har NATO støttet en rækkekonferencer og seminarer for repræsentanter fra NATO- ogDialoglandene. Den første af disse konferencer blev holdt i Rom iItalien i november 1997 og havde titlen Fremtiden for NATO'sDialog. Den blev fulgt op af en konference i den spanske byValencia i februar 1999 med titlen Middelhavsdialogen og DetNye NATO. Mens konferencen i Rom bidrog til at identificerepraktiske samarbejdsdimensioner i Dialogen, var konferencen iValencia den første chance for ambassadørerne fra både NATO og dedaværende syv Middelhavspartnere til at mødes og diskutere, hvordanman skulle komme videre.

Andre praktiske dialog-aktiviteter haromfattet institutionelle stipendier, civil beredskabsplanlægning ogvidenskabeligt samarbejde. I 1998 inviterede AlliancenMiddelhavsdialoglandene til at deltage i sit InstitutionelleStipendium-program. Indtil nu er der uddelt fire stipendier tillande fra Middelhavsdialogen. Ellers har parlamentarikere,opinionsmagere, akademikere, journalister og embedsmænd fraMiddelhavsdialog-lande deltaget i besøg ved NATO's hovedkvarter. Ogen række Dialog-seminarer har fundet sted inden for rammerne afMiddelhavsdialogens Specialgruppe med deltagelse afparlamentarikere fra NATO, Dialoglande og lande, som ikke deltageri Dialogen, samt repræsentanter fra internationale organisationer.Derudover har tre Dialog-lande observatørstatus i NATO'sParlamentarikerforsamling, nemlig Marokko og Israel i 1994 ogEgypten i 1995.

Repræsentanter fra Dialoglandene har deltageti kurser i civil beredskabsplanlægning i NATO's skole iOberammergau i Tyskland og andre steder. Og videnskabsfolk fraDialoglandene har deltaget i NATO's workshop for forskning på højtniveau og andre initiativer inden for rammerne af NATO'sVidenskabsprogram.

Middelhavsdialogens militære dimensionomfatter observatører ved NATO's og PfP's øvelser til havs og påland, besøg ved NATO's militære institutioner, udveksling afstabsofficerer og deltagelse i workshops og seminarer. Egypten,Jordan og Marokko har deltaget i Alliancens fredsstøttendeoperationer i Bosnien-Hercegovina (både IFOR og SFOR), selvom detligger uden for Middelhavsdialogens område. Og jordanske ogmarokkanske tropper deltager for øjeblikket i de NATO-lededeKFOR-operationer i Kosovo.

Før terrorangrebene den 11. september 2001 ogkampagnerne i Afghanistan og Irak, var der ikke mange, der skænkededet en tanke at styrke Dialogen. Ser man bort fra en rapport fraden amerikanske tænketank RAND Corporation, var der en tendens tilat fokusere på at øge hyppigheden af de politiske diskussioner, øgeantallet af møder på ambassadørniveau, opmuntre Dialog-landene tilat organisere begivenheder à la konferencerne i Rom og Valencia ogetablere direkte forbindelser mellem NATO's Internationale MilitæreStab og de væbnede styrker i Dialog-landene.

Rapporten fra RAND med titlen The Futureof NATO's Mediterranean Initiative: Evolution and Next Stepsblev udgivet i 1999 og rummede en række politikanbefalinger.Rapporten anbefalede styrkelse af ikke-statslige organisationer,omformulering af regionens sikkerhedspolitiske dagsorden til atomfatte terrorisme, energisikkerhed, flygtningestrømme, civilberedskabsplanlægning og spredning af masseødelæggelsesvåben.Derudover anbefalede rapporten, at de praktiske forsvarsrelateredeaktiviteter i højere grad skulle være som PfP, at parlamentariskeaktiviteter skulle være en formel del af Dialogen, at der blevskabt et netværk med henblik på kriseforebyggelse ogtillidsskabelse for Middelhavsområdet, bilaterale forsvarsøvelser,oprettelse af et netværk til forsvarsstudier samt at midlerne tilDialogens aktiviteter blev øget. Rapporten anbefalede endvidere, atNATO kunne blive udvidet med henblik på "yderligere at udviskeNATO's traditionelle fokus på Central- og Østeuropa og åbne op fornye engagementer i Syd."

Vore dages sikkerhedsmiljø har imidlertidændret sig så meget i forhold til det, der eksisterede i 1990'erne,at man bør tage tre aspekter i betragtning, når man skal vurderefremtiden for Middelhavsdialogen, nemlig geografi,forandringsmekanismer og nye værdisystemer.

Geografi: Siden 9/11 og kampagnerne iAfghanistan og Irak er det geografiske rum for samarbejde mellemNATO og Dialog-landene udvidet mod øst hele vejen til Afghanistanog muligvis andre steder endnu længere væk. Og selvom Dialoglandeneplejede at ligge uden for Alliancens sikkerhedssystem, er voredages trusler af en sådan karakter, at fysiske grænser blivermindre og mindre vigtige. Den geografiske afgræsning af ethvertsikkerhedssystem er afgørende for planlægning, træning, kommando ogkontrol, strategisk transport samt efterretningsoperationer.Geografi kan også føre til nye typer missioner og operationer. Ogda Egypten, Jordan og Marokko allerede har arbejdet under NATO'skommando på Balkan kan samme lande tænkes at sende tropper til denNATO-ledede mission i Afghanistan eller deltage i Alliancensoperationer andre steder i kampen mod terrorisme og spredning afmasseødelæggelsesmidler.

Forandringsmekanismer: Hvis "geografi"refererer til rum, handler "forandringsmekanismer" om tidsfaktorenog graden af uopsættelighed, effektivitet, omkostninger og muligesideeffekter. Den "Clintonske" tilgang til det sydlige og østligeMiddelhavsområde med vægt på dialog, traktater, tillidsskabelse ogøkonomiske incitamenter er allerede blevet overhalet afindgribende, foregribende (på engelsk: "pre-emptive") oginterventionistiske politikker. Samtidig med at deninterventionistiske tilgang rejser etiske, retlige og politiskespørgsmål, forudsætter den også, at der regionalt og internationalter ansvar for stabilisering og genopbygning. De afghanske ogirakiske kampagner synes allerede at have tilskyndet til forandringi regionen og til en række initiativer fra landene selv, herunderplaner til reform af den arabiske liga, sociale, demokratiske ogmenneskerettighedsreformer i Egypten samt Libyens unilateralebeslutning om at opgive sine masseødelæggelsesvåben.

Nyt værdisystem: Den mereinterventionistiske amerikanske tilgang i Mellemøsten følges op afet forsøg på at ændre regionens værdisystem, så det er mere pålinie med vestlige, demokratiske modeller. Denne proces og denenorme ubalance i magt pga. den amerikanske militæretilstedeværelse og de ulige besiddelser af moderne våben i regionenkan føre til yderligere ustabilitet og muligvis til flereterrorhandlinger. Ved at forsøge at håndtere de kulturelle aspekteraf sikkerhed og fremme værdier som demokrati, menneskerettighederog åbne samfund, vil det blive endnu vigtigere at udforme nyeoperationelle koncepter og samarbejdsstrategier mellem NATO,Dialog-landene og andre aktører i regionen.

Vejen frem

Den overordnede situation antyder, at Dialogenskal udvikles til at omfatte praktisk samarbejde på en lang rækkenye områder, herunder:

Terrorbekæmpelse: Det bør værecentralt i enhver strategi i en sikkerhedsorganisation med vægt påbekæmpelse af truslen mod energiindustriens infrastruktur.Sårbarheden af livsvigtig skibsfartsruter gør truslen omenergiterrorisme meget reel. Derfor vil ethvert koordineretterrorangreb på energifaciliteter kunne føre til alvorligeafbrydelser i de globale energiforsyninger og verdensøkonomien medmange ofre til følge.

Bekæmpelse af spredning afmasseødelæggelsesvåben: Det vil involvere samarbejde om atstandse *handlen med masseødelæggelsesvåben, deresfremføringsmidler, enkeltdele og forbundne materialer til havs, iluften og på landjorden. Målet må være at vedtage ensartedeprocedurer til hurtig udveksling af relevant information vedrørendemistanke om spredningsaktivitet og størst mulig koordinering blandtpartnernes bestræbelser på at afskære handel.

Katastrofeberedskab og humanitæreredningsoperationer: Erfaringerne fra genopbygningen af Irakefter krigen har vist, hvor vigtigt det er at skabe hurtigreaktionskapacitet til at udfylde hullerne i bistanden umiddelbartefter en konflikt. En sådan bistand er afgørende, førgenopbygningen indledes.

Minerydningsoperationer: Humanitærminerydning er blevet en integreret del affredsopbygnings-operationerne. Minerne hindrer økonomisk udviklingi hele regionen, foruden at de gør forfærdelig skade. Derfor kansamarbejde på dette område øge solidariteten mellem NATO ogDialog-landene.

Fredsbevarende operationer:Fredsbevarelse vil sandsynligvis være et vigtigt og frugtbartområde, hvor der kan etableres samarbejde og skabes tillid. Etsådant samarbejde kan omfatte træning samt styrkeplanlægning,oprettelse af regionale fredsbevarende enheder og militærdeltagelse i katastrofehjælp og humanitærberedskabsoperationer.

Fælles medieoperationer: Kulturellefaktorer kan gøre det ønskværdigt, at der skabes fællesmedieoperationer med henblik på at fremme økonomiske, militære ogdemokratiske reformer.

Opbygning af regional infrastruktur:Dele af Middelhavsområdet mangler de grundlæggende infrastrukturer,som er nødvendige for at forbinde landene og udføre effektivemilitære operationer. Bygning af veje, lufthavne, energi- oginformationsnetværk er afgørende for både sikkerheden og regionaludvikling.

Det er klart, at Middelhavsdialogen er kommetlangt i det forgangne årti og har givet både NATO- ogDialog-landene mulighed for at lære hinanden at kende, hvilket varhensigten. Den er allerede blevet et effektivt redskab tilinformationsdeling på tværs af Middelhavet såvel som et nyttigttillidsskabende forum. Nu, hvor Algeriet er kommet med, bør dørenstå åben for andre lande. Eftersom Jordan, som var blandt deoprindelige Dialog-lande, ikke er et Middelhavsland i strengesteforstand, bør der ikke være geografiske begrænsninger på fremtidigdeltagelse. Deltagelsen bør derfor gradvist udvides til at omfatteIrak, Libanon, Libyen, Syrien, flere Golf-stater og endda Iran.Eksemplet med Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, somi sidste ende blev til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde iEuropa, er instruktivt, fordi den frem for alt bestræbte sig på atblive en rummelig organisation, der lukkede flest mulig staterind.

Til dato har Middelhavsdialogen haft lavprofil i regionen. I begyndelsen var Dialog-landenes følelser enblanding af kritik og accept, fordi det ikke stod klart for hverkensikkerhedsspecialister eller offentligheden, hvad målet medinitiativet var. Hvis Dialogen skal øge samarbejdet ogpartnerskabet væsentligt, skal Alliancens løbende forvandlingforklares i Dialog-landene, og misforståelser vedrørende NATO'smagtprojektionsrolle tages alvorligt. Derudover bør Dialoglandeneblive mere synlige, hvis der i offentligheden skal skabes størrestøtte til en tilnærmelse til NATO. Alliancen kan her føre an vedat fremme diskussionen om udsigten til at gøre Mellemøsten ogtilstødende regioner til zoner, der er fri formasseødelæggelsesvåben.

Eftersom de manglende fremskridt i denmellemøstlige fredsproces har været en vigtig faktor, der harundergravet både EU's og NATO's initiativer i regionen, bør beggeinstitutioner overveje at påtage sig en større konfliktløsenderolle her. Det kan ske ved at opbygge en strategisk forståelsemellem Europa og USA om mellemøstlige spørgsmål tilsvarende tilden, som blev skabt i begyndelsen af 1990'erne vedrørende tilgangetil Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen. En sådan forståelsevil starte og styrke gennemførelsen af aftaler, som allerede erforhandlet på plads, og vil bane vej for styrket samarbejde mellemAlliancen og Dialog-landene.

Mohammed Kadry Said er militær og tekniskrådgiver ved Al-Ahram Center for Political and Strategic Studies iden egyptiske hovedstad Kairo og pensioneret general