SPROG
Den danske version af NATO Review vil blive offentliggjort ca. to uger efter den engelske
OM NATO NYT
RETNINGSLINJER VED INDSENDELSE AF ARTIKLER
INFORMATION OM COPYRIGHT
REDAKTIONEN
 RSS
SEND DENNE ARTIKEL TIL EN VEN
ABONNER PÅ NATO NYT
  

Kinas økonomi: dets bedste våben eller svage punkt?

David Snowdon fra Business Monitor International ser på, hvordan Kinas voksende økonomiske aktivitet uundgåeligt er forbundet til dets syn på sikkerhed.

I løbet af de seneste 20 år har Kinas reale vækst i BNP gennemsnitligt været på 9,9%. Denne vækst har løftet Kinas økonomi fra kun at være marginalt relevant til at være en af de største drivkræfter bag den globale vækst. Mellem 2000 og 2009 voksede den kinesiske økonomi fra kun 3,7% af det globale BNP (i nominelle US $ priser) til 8,1%.

I løbet af de næste ti år vil den kinesiske vækst dæmpes til gennemsnitligt 7,5%, men det vil være tilstrækkeligt til at øge Kinas andel af den globale produktion til 14,9%. Som det fremgår af figur 1, vil dette resultere i en bemærkelsesværdig grad af konvergens med USA - som selv kun vil bidrage med 19,4% af verdens BNP i 2019.

Men selv med en stærk vækst i løbet af de næste 10 år vil det kinesiske BNP per capita stadig være på 11.644 US $ eller 20% af niveauet i USA i 2019.

Kinas har på grund af politiske og nationale sikkerhedsmæssige overvejelser kun haft begrænset succes med at prøve at købe nogle af de større vestlige firmaer

I 2009 var Kina verdens største investor i energi- og elselskaber, og den næststørste i materialer: ressourcer tegnede sig for to tredjedele af al kinesisk handel i udlandet. Vestlige virksomheder vil fortsat være en vigtig attraktion for Kina, ikke kun på grund af de naturressourcer, de vil kunne bidrage med, men også på grund af den nødvendige ekspertise, kineserne ville kunne erhverve sig.

Men Kinas har på grund af politiske og nationale sikkerhedsmæssige overvejelser kun haft begrænset succes i sit forsøg på at købe nogle af de større australske og amerikanske firmaer. Sammenbruddet for Chinalcos forsøg på med 19 mia. US$ at overtage Australiens Rio Tinto har ført til en udvikling hen imod knapt så "truende" mindre opkøb, såsom købet af Yanzhou Coal Mining fra Australiens Felix Resources for tre mia. US$. Med store investeringer i mange vestlige firmaer med store naturressourcer, har Kina i stigende grad målrettet sine investeringer i nye markeder, især i Centralasien og Afrika syd for Sahara.

Centralasien har længe været et område af interesse for Kina på et geopolitisk snarere end økonomisk grundlag. Kina frygter islamisk infiltration fra Centralasien med hensyn til de muslimske uighurer i dets vestligste Xinjiang-provins, hvor der var masseuro i 2009. Beijing frygter, at diaspora uighurer i Kirgisistan og Kasakhstan vil kunne yde logistisk støtte til deres Kina-baserede slægtninge. Beijing ønsker ikke at se en udvidet amerikansk militær tilstedeværelse i Centralasien, da det frygter, at det kan være del af et forsøg på at omringe Kina, give skjult støtte til uighurers aktivister og reducere Kinas indflydelse i regionen.

Figuren viser fremskrivninger i væksten i BNP per capita mellem 2000 og 2018; udviklede lande (øverste linje), Kina (midterste linje) og udviklede lande som helhed (nederste linie)

Kina har ydet lån til Kasakhstan og Turkmenistan, samtidig med at det har foretaget store investeringer i regionens olie-, gas- og endda uranindustrier. Dette vil ikke kun opfylde Kinas behov for naturressourcer, men vil også knytte staterne i regionen tættere til Beijing. For eksempel faldt et lån på 4 mia. US$ til Turkmenistan mhp. udvikling af det gigantiske galfelt i Syd-Iolotan sammen med den centralasiatiske-kinesiske naturgasledning, en forbindelse på 2000 kilometer, som blev indviet i december 2009. Den første rørledning vil transportere 13 milliarder kubikmeter gas fra Turkmenistan til Kina i 2010, mens en anden rørledning vil presse den samlede kapacitet op til 40 kubikmeter fra 2012-2014, og omfatte eksport fra Usbekistan og Kasakhstan.

Lignende strategier har været anvendt i Afrika syd for Sahara. Premierminister Wen Jiabao har foreslået, at der kunne ydes amerikanske lån på 10 mia. US$ i løbet af de næste tre år - i lighed med lånene til Kasakhstan på 10 mia. US$ i forbindelse med krisen i banksektoren - hvilket vil bane vej for investeringer. Faktisk er nogle af de tilbud, Kina har lagt frem, endnu større end dem i Centralasien. Olieprojektet for Niger og Kina løber op på ca. 5 mia. US $, mens det foreslås at foretage investeringer i Gunea for 7-9 mia. US $.

Der er en række fordele for begge parter i disse aftaler. For de afrikanske stater udgør Kina en kilde til både støtte og investeringer, som ikke umiddelbart er knyttet til reform af styret eller til andre politiske kriterier. For Kina er investeringen helt sikkert først og fremmest en forretningsmæssig beslutning. Imidlertid er et andet vigtigt spørgsmål for Kina, at der bliver skabt en opfattelse af Kina som et land, der ikke blander sig i andre landes suveræne anliggender. I betragtning af Kinas følsomhed omkring den politiske status af Tibet og Taiwan, samt Uighur-separatisterne, er det en logisk adfærd.

Det er dog tvivlsomt, om det er i de afrikanske staters mere langsigtede interesse, selvom det er attraktivt for begge parter. Der har allerede været rapporter om, at kinesiske investorer har opgivet investeringsprojekter i flere afrikanske stater syd for Sahara, og det tager lang tid at gennemføre investeringer i infrastruktur.

Det er ikke kun de vestlige politikere, der forventes at tage Kinas voksende internationale tilstedeværelse til efterretning, men også kinesiske militære planlæggere

Men Kinas investeringer i nye markeder er ikke til hinder for investeringer i udviklede markeder. Der er to måder, som Kina kan få adgang til de vestlige markeder på.

Den første er "dollardiplomati", som på ingen måde er begrænset til nye markeder. Spekulationen i slutningen af januar 2010, om at Kina ville finansiere en massiv redningsplan for Grækenland, åbner op for stigende kinesisk indflydelse i finansielt skrøbelige udviklede lande, som muligvis kunne være bundet ikke blot til kinesiske lån, men til aftaler om salg af infrastruktur, teknologi eller finansielle aktiver .

Den anden mulighed er simpelthen at købe vestlige aktiver, der ikke umiddelbart er så politisk følsomme, herunder it, logistik og forsyningskæder.

Diagrammet viser fremskrivninger af den procentvise andel af det globale BNP mellem 2000 og 2018; udviklede lande (højeste faldende linje) og udviklingslande (lavere stigende linje)

voksende spændinger forude?

Kinesiske investeringer i udlandet - især i produktion af strategiske råvarer, men også i forbrugsindustri - vil fortsætte med at tiltrække opmærksomhed fra udenlandske regeringer. På baggrund af Kinas fortsatte modstand mod at revaluere RMB'en og det fortsat store kinesiske handelsoverskud, er der stadig stor risiko for, at Vesten vil gennemføre protektionistiske handelspolitiske foranstaltninger foruden deres restriktive investeringspolitik. Det ville helt sikkert gøre ondt på Kina - der er afhængig af sine eksportmarkeder til at absorbere den indenlandske produktion, som endnu ikke har noget hjemmemarked.

Det er ikke kun de vestlige politikere, der forventes at tage Kinas voksende internationale tilstedeværelse til efterretning, men også kinesiske militære planlæggere. Selv om Kina endnu ikke har større kapacitet til styrkeprojektion, har det tydeligvis stadigt større ambitioner i den retning. I de seneste år har amerikanske forsvarsplanlæggere udtrykt bekymring for, at den kinesiske økonomiske bistand til Myanmar, Bangladesh, Sri Lanka og Pakistan er del af en bredere 'perlekæde'-strategi til oprettelse af sømilitære anlæg til at dominere det nordlige Indiske Ocean og dens centrale øst-vest handelsruter.

I økonomisk henseende er der sandsynligvis ikke særlig store hindringer for, at Kina kan realisere disse ambitioner givet landets begrænsede forsvarsudgifter på nuværende tidspunkt. I 2009 blev militærbudgettet officielt sat til 70,3 mia. US$ eller 1,7% af BNP, og selv om dette tal er en undervurdering, der skyldes skjulte udgifter og forskelle i købekraft, vil den økonomiske vækst alene give mulighed for en massiv stigning i udgifterne. Med forsvarsudgifter på 1,7% af BNP, vil der i 2019 være blevet skabt yderligere 208 mia. US$ om året til militæret.

Dette ville være mere end nok til at vende Kinas nuværende bløde magtposition og dollardiplomati til mere troværdig hård magt.

Del denne:    DiggIt   MySpace   Facebook   Delicious   Permalink