Til NATO's hjemmeside
Til NATO's hjemmeside
      Dette nummer: Efterår 2004 Tidligere numre  |  Sprog
Til NATO's hjemmeside
 Indhold
 Forord
 Resumeer
 Interview
 Boganmeldelse
 Analyse
 Historie
 Militære
 spørgsmål
 Kort
 Bidragydere
 Links
 Næste nummer
Til NATO nyt's hjemmeside Kontakt redaktøren/abonnement Printervenlig version

Send denne artikel til en ven

Åbning mod Middelhavsområdet og Mellemøstregionen


Det er godt at tale sammen: Ambassadør Minuto Rizzo
(til venstre), udarbejdede forslag til en styrket
Middelhavsdialog og Istanbul-samarbejdsinitiativet på
grundlag af møder med repræsentanter fra de
involverede lande, herunder med kongen af Bahrain (til
højre) (© Nicola de Santis)

Nicola de Santis beskriver, hvordan NATO skaber samarbejde med lande i Middelhavsområdet og Mellemøstregionen

Ti år efter NATO indledte en sikkerhedsdialog med landene i Middelhavsområdet - Middelhavsdialogen - inviterede Alliancen de lande, der deltog i topmødet i Istanbul til at skabe en mere ambitiøs og udvidet samarbejdsramme, hvilket vil højne dialogen og gøre den til et ægte partnerskab. Samtidig fremlagde NATO's ledere Istanbul Samarbejdsinitiativet (Istanbul Cooperation Initiative, ICI), som er et andet, men supplerende program, der tager sigte på at fremme praktisk samarbejde med landene i Mellemøstregionen (Broader Middle East), dvs. indledningsvist med medlemmerne af Golfstaternes Samarbejdsråd (Gulf Cooperation Council, GCC).

Den styrkede Middelhavsdialog og Istanbul-samarbejdsinitiativet udgør nu grundlaget for Alliancens partnerskabsindsats over for Middelhavsområdet og Mellemøstregionen og vil som sådan medføre, at der skabes et omfattende samarbejde med den arabiske verden.

De forslag, som blev vedtaget af Alliancens ledere på topmødet i Istanbul både med hensyn til Middelhavsdialogen og Istanbul-samarbejdsinitiativet, var blevet forberedt på en række møder mellem NATO's stedfortrædende generalsekretær, ambassadør Allessandro Minuto Rizzo, og repræsentanter fra såvel Middelhavsdialog-landene som GCC-landene. Forslagene er kun begyndelsen på en langsigtet samarbejdsproces, hvis succes vil kræve Middelhavs- og Mellemøstlandenes aktive engagement i ånden af fælles ejerskab. Hvis landene i regionen er interesserede i at indlede et samarbejde med NATO, kan de selv afgøre, hvor hurtigt og hvor meget de vil engagere sig. Alliancen vil ikke tvinge dem til noget, men vil snarere tage hensyn til deres forskellighed og særlige behov i udviklingen af samarbejdsprogrammer.

Middelhavsdialogen opgraders

Middelhavsdialogen blev lanceret med henblik på at bidrage til regional sikkerhed og stabilitet, skabe bedre forståelse mellem NATO og Middelhavspartnerne, fjerne fejltolkninger af Alliancen blandt de deltagende lande og fremme gode og venskabelige relationer i hele regionen. Derudover supplerer dialogen andre internationale initiativer som fx EU's Barcelona-proces og OSCE's Middelhavsinitiativ.

Målet er det samme i dag, som det var for ti år siden, men Middelhavsdialogen er både blevet udvidet og styrket i mellemtiden. Antallet af deltagende lande er vokset fra de oprindelige fem (Egypten, Israel, Marokko, Mauretanien og Tunesien), som NATO i december 1994 i Bruxelles inviterede til at deltage i dialogen, til syv med optagelsen af Jordan i 1995 og Algeriet i 2000. Det praktiske samarbejde er udmøntet i det årlige Arbejdsprogram , der omfatter et bredt spektrum af aktiviteter, herunder information og presse, civil beredskabsplanlægning, videnskab og miljø, krisestyring, forsvarspolitik og strategi, håndvåben og lette våben, global humanitær mineaktion, spredning af masseødelæggelsesvåben og et program for militært samarbejde.

I Istanbul tilbød Alliancens ledere at hæve Middelhavsdialogen til et ægte partnerskab og opregnede følgende mål: styrkelse af den eksisterende politiske dialog, fremme af interoperabilitet, gennemførelse af forsvarsreform og bidrag til terrorbekæmpelse.

Disse mål kan nås gennem styrket samarbejde inden for en række prioriterede områder, hvilket er opregnet i policy-dokumentet A more Ambitious and Expanded Framework for the Mediterranean Dialogue. Disse områder omfatter oplysning om NATO's forvandling og samarbejdsbaserede indsats gennem fælles diplomatiske initiativer, fremme af demokratisk kontrol med de væbnede styrker og gennemskuelighed i national forsvarsplanlægning og budgettering, terrorbekæmpelse gennem effektiv efterretningsdeling og maritimt samarbejde, bidrag til Alliancens arbejde vedrørende trusler fra masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler, fremme af samarbejde inden for grænsesikkerhed, hvor NATO har noget særligt at tilbyde, styrkelse af samarbejdet inden for civil beredskabsplanlægning og fremme af samarbejde mellem militære systemer gennem deltagelse i udvalgte militære øvelser og dermed forbunden uddannelse og træningsaktiviteter, hvorved Middelhavspartnerne får bedre mulighed for at bidrage til NATO-ledede operationer.

Inden for rammerne af NATO-ledede operatoner har et Middelhavsdialoglandene, Marrokko, for øjeblikket tropper indsat i både Stabiliseringsstyrken i Bosnien-Hercegovina og Kosovo-styrken i Kosovo, og to lande mere, nemlig Egypten og Jordan, har tidligere bidraget med styrker til de NATO-ledede operationer i Bosnien-Hercegovina. Middelhavsdialoglandene kan eventuelt også deltage i Operation Active Endeavour, som er Alliancens maritime operation, som skal opspore, hindre og afskære terroraktivitet i Middelhavet.

Den styrkede Middelhavsdialog og Istanbul-samarbejdsinitiativet danner grundlag for Alliancens partnerskabsindsats over for Middelhavsområdet og Mellemøstregionen

Middelhavsdialogens politiske dimension kan også styrkes gennem øgede konsultationer på arbejdsniveau og ambassadørniveau i multilaterale (NATO plus syv) og bilaterale (NATO plus én) formater samt gennem organisationen i form af ad-hoc-møder på ministerniveau eller endda på niveau af stats- og regeringschefer. Det første møde blandt NATO's og Middelhavsdialoglandenes udenrigsministre vil finde sted i december med henblik på at fejre tiårs-jubilæet for Middelhavsdialogen.

Middelhavsdialogens praktiske dimensioner kan yderligere styrkes ved at gøre brug af en række mekanismer, som oprindeligt var udviklet inden for rammerne af Partnerskab for Fred, foruden de eksisterende værktøjer som det årlige arbejdsprogram. De indebærer mulighed for støtte via NATO's Trustfonde. De kan endvidere omfatte handlingsplaner, der dækker et bredt spektrum af emner, som kan danne basis for praktisk, emnespecifikt samarbejde, individuelle samarbejdsprogrammer, der gør det muligt for selvdiffentiering, brug af eksisterende PfP-aktiviteter og redskaber til at forbedre Alliancens og Middelhavspartnernes evne til at operere sammen i fremtidige NATO-ledede operationer, styrket deltagelse i passende PfP-øvelser same styrket samarbejde på videnskabelige og miljømæssige områder.

Istanbul-samarbejdsinitiativet

Istanbul-samarbejdsinitiativet tager sigte på at styrke sikkerheden og den regionale stabilitet gennem et nyt transatlantisk engagement med Mellemøstregionen og er et supplement til - men forskellig fra - de andre internationale initiativer som fx EU's, G8's eller OSCE's. En måde at bistå med at nå dette mål er ved at fremme bilateralt samarbejde med interesserede lande i regionen gennem praktiske aktiviteter, hvor NATO gør en forskel.

NATO har udpeget en række områder, hvor der kan skabes praktisk samarbejde, og alle disse områder er opregnet i det officielle ICI policy document, som blev udsendt op til topmødet. Til disse områder hører målrettede råd om forsvarsreform, forsvarsbudgettering, forsvarsplanlægning og civil-militært samarbejde, fremme af samarbejde mellem militære sektorer med henblik på at bidrage til interoperabilitet gennem deltagelse i udvalgte militære øvelser og dermed forbundne uddannelses- og træningsaktiviteter, som kan forbedre de deltagende landes styrkers evne til at operere med Alliancens i bidraget til NATO-ledede operationer i overensstemmelse med FN-pagten, terrorbekæmpelse herunder informationsdeling og maritimt samarbejde, bidrag til Alliancens håndtering af truslen fra masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler, fremme af samarbejde, hvor det er passende, og hvor NATO har noget særligt at bidrage med, inden for grænsesikkerhed, navnlig i forbindelse med terrorisme, lette våben og håndvåben samt kamp mod illegal handel, og fremme af samarbejde inden for civil beredskabsplanlægning.

Landene kan på denne måde observere og/eller deltage i udvalgte NATO/PfP-øvelser eller endda bidrage til NATO-ledede fredsbevarende operationer. Således har ét GCC-land, De Forenede Arabiske Emirater, allerede ydet et betydeligt bidrag til den NATO-ledede operation i Kosovo. Desuden kan landene slutte sig til Operation Active Endeavour. Og de kan drage fordel af de NATO-sponsorerede programmer og træningscentre, som er skabt inden for rammerne af PfP, herunder kurser i civil beredskabsplanlægning.

NATO vil i første omgang koncentrere sig om de seks GCC-medlemmer, nemlig Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Istanbul-samarbejdsinitiativet står ikke desto mindre åbent for alle interesserede lande i Mellemøstregionen, som kan støtte dets mål og indhold, herunder terrorbekæmpelse og bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben. Hvis programmet skal lykkes, vil det naturligvis kræve deres deltagelse.

Istanbul-samarbejdsinitiativet og Middelhavsdialogen er adskilte, men gensidigt supplerende programmer, der tjener samme formål, nemlig at skabe stærke samarbejdsforbindelser med lande i Middelhavsområdet og Mellemøstregionen. Flere lande kan blive inviteret til at deltage i begge programmer.

Spørgsmålet om NATO i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt diskuteres oftere og oftere i politiske, akademiske og mediemæssige cirkler. Det er imidlertid ikke på NATO's dagsorden for øjeblikket. Når det er sagt, har de allierede klart udtrykt i ovennævnte "policy document" , at "Fremskridt mod en retfærdig, varig og altomfattende løsning på Israel-Palæstina-konflikten fortsat bør være højt prioriteret for landene i regionen og det internationale samfund som helhed og for, om sikkerheds- og stabilitetsmålene i dette initiativ vil lykkes."

Med hensyn til de palæstinensiske myndigheders mulige medlemskab af Middelhavsdialogen og Istanbul-samarbejdsinitiativet vil alle interesserede parter, herunder de palæstinensiske myndigheder blive konkret vurderet af Det Nordatlantiske Råd på grundlag af, hvad de har opnået.

Brobygning gennem offentligt diplomati

Under ambassadør Minuto Rizzos rådslagninger i regionen blev det klart, at en vellykket gennemførelse af såvel Middelhavsdialogen som Istanbul-samarbejdsinitiativet krævede en bedre forståelse af NATO og dets programmer i landene ved Middelhavet og i Mellemøsten. De allierede og partnerne er enige om, at den bedste måde, som man kan opnå det på, er ved en fælles indsats inden for offentligt diplomati. Sådan et program kunne målrettes til at give en bedre forståelse af NATO's forvandling og løbende politikker, navnlig hvor de relaterer sig til Middelhavsdialog- og ICI-landene, øge bevidstheden om de positive elementer, som et partnerskab med NATO kan give, og skabe bedre gensidig forståelse og fjerne fejltolkninger af NATO i offentligheden i Middelhavsdialog- og ICI-landene.

Mens Alliancens effektive samarbejdsaktiviteter uundgåeligt vil have større betydning for opfattelsen af NATO i Middelhavsdialog- og ICI-lande end selv den mest effektive informationskampagne, har Alliancen en ekstremt positiv historie at viderebringe. Som den mest vellykkede og magtfulde alliance i historien har den bevaret freden i Europa under Den Kolde Krig og er siden forvandlet, så den kan håndtere vore dages hurtigt udviklende sikkerhedspolitiske udfordringer. I den proces har NATO oprettet nye samarbejdspartnerskaber, som har bragt både allierede og partnere store fordele. Derudover har NATO gennem fredsstøttende operationer fra Balkan til Afghanistan og sammen med andre internationale aktører bistået med at etablere et sikkert miljø, hvor der kan ske genopretning efter en konflikt på politiske, sociale og økonomiske områder, hvilket også har været til gavn for de muslimske miljøer, som bor der.

Istanbul, som var stedet for det seneste NATO-topmøde, og som har givet navn til Istanbul-samarbejdsinitiativet, er på mange måder symbol på, hvad Alliancen er blevet. Byen befinder sig i skæringsfeltet mellem civilisationer, kulturer og religioner og udgør en fysisk bro mellem Europa og Asien. Men det er ved at bygge broer og samarbejde med henblik på at overvinde forskelle, at de sikkerhedspolitiske udfordringer, som vi står over for i dag, for alvor kan håndteres.

I de seneste år har Alliancen rettet sin informationsindsats mod regionens opinionsledere, hvis indflydelse og præstige i deres samfund har bidraget til at viderebringe NATO's budskaber til et bredere publikum. NATO's Afdeling for Offentligt Diplomati har allerede udpeget centrale opinionsledere i landene ved Middelhavet og i Mellemøsten og skabt forbindelser med akademikere fra universiteter, tænketanke og strategiske analyseinstitutter samt med parlamentarikere og journalister. Afdelingen har også inviteret højtstående opinionsledere til NATO til internationale konferencer, hvor der også har deltaget andre, og har bidraget til finansieringen sammen med andre institutioner. En gang om året siden 1995 har NATO organiseret en international brainstorming-konference om sikkerheden i den bredere Middelhavsregion med deltagelse af ambassadører fra såvel Middelhavsdialog- og NATO-lande samt verdenskendte forskere. I maj afholdt NATO en konference af ambassadører på NATO's Forsvarsakademi i Rom, der for første gang bragte deltagere fra NATO, Middelhavsdialoglande og ICI-lande sammen.

De udfordringer, som NATO står overfor i Middelhavsområdet og Mellemøstregionen, er anderledes, men de er på ingen måde mindre vanskelige og komplicerede end dem, Alliancen stod overfor, da Alliancen indledte sit samarbejde med landene i Central- og Østeuropa. Desuden er overgangen fra fjendtlighed under Den Kolde Krig til omfattende integration af landene i regionen i de euro-atlantiske strukturer bemærkelsesværdig på mange måder. Opgaven indebar fra begyndelsen en omfattende indsats med henblik på at overvinde fordomme, håndtere fejlopfattelser og skabe gensidig tillid og forståelse ved hjælp af en sammenhængende offentlig diplomatisk kampagne, hvor der blev samarbejdet med regeringsorganer og ydet bistand til at oprette NGO'er, som kunne føre an i diskussionerne hjemme.

Der er brug for en tilsvarende indsats i dag, der bygger på en anerkendelse af, at brobygning i forhold til Middelhavsområdet og Mellemøsten skal gøre krav på den samme opmærksomhed fra NATO's side, som det krævede at overvinde Øst-Vest-delingen i begyndelsen af 1990'erne. En betydelig udvidelse af NATO's offentlig diplomatiske indsats i samarbejde med partnerne over for regionen kunne være et første og afgørende skridt i den retning.


Hr. Nicola de Santis er koordinator for Middelhavsdialogen og ICI-landene i NATO's Afdeling for Offentlig Diplomati.

...top...