Til NATO's hjemmeside
Til NATO's hjemmeside
      Dette nummer: Forår 2003 Tidligere numre  |  Sprog
Til NATO's hjemmeside
 Indhold
 Forord
 Resumeer
 Debat
 Interview
 Boganmeldelse
 Indblik
 Militære
 spørgsmål
 Statistik
 Bidragydere
 Bibliografi
 Links
 Næste nummer
Til NATO nyt's hjemmeside Kontakt redaktøren/abonnement Printervenlig version

Send denne artikel til en ven

NATO fortsætter med at skabe sikkerhed gennem Partnerskab

ISAF-lande: Otte partnerlande har bidraget med styrker
til den NATO-ledede fredsbevarende styrke i
Afghanistan
(© ISAF)
Robert Weaver analyserer de udfordringer, som NATO's Partnerskaber står overfor, ti år efter Partnerskab for Fred kom til verden.

Et af de vigtigste emner på Alliancens topmøde i Istanbul i slutningen af juni er, hvordan NATO's relationer til partnerlandene skal udvikles fremover. Det oprindelige formål med NATO's politik på Partnerskabs-området var at nedbryde barriererne mellem tidligere fjender og skabe sikkerhed gennem dialog og samarbejde. Målsætningen for vore dages Partnerskab er langt mere ambitiøs, for partnerlandene arbejder allerede nu sammen med NATO om at håndtere det 21. århundredes sikkerhedsudfordringer.

Nu hvor NATO har ændret sig fuldstændigt, har Partnerskabsprogrammet også udviklet sig. Partnerne spiller nu en vigtig rolle med hensyn til at udforme og gennemføre NATO's svar på disse nye udfordringer - både når det gælder de krævende fredsbevarende missioner eller taklingen af nye trusler mod vores fælles sikkerhed som fx terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. Og når det gælder partnernes gennemførelse af vigtige reformer, kan NATO gennem de særlige mekanismer i Partnerskabet yde uundværlig råd og bistand.

NATO rådfører sig regelmæssigt med sine partnere i Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC), som er den overordnede ramme for forholdet til partnerne. Derudover kan hver partner også opbygge et individuelt forhold til Alliancen gennem Partnerskab for Fred-programmet, hvor partnerne selv kan vælge, hvilke praktiske aktiviteter, de ønsker at deltage i. Disse to vigtige Partnerskabs-mekanismer er blevet centrale konstanter i den euro-atlantiske sikkerhedsarkitektur.

For at Partnerskabsprogrammet kan bevare sin dynamik og relevans for Alliancen, skal det hele tiden tilpasses udviklingen i NATO's politik. Fordi NATO er så vigtig en sikkerhedsaktør, er det naturligt, at partnerne ønsker at opbygge tætte relationer til Alliancen. Men Partnerskabet skal også være attraktivt for partnerne og fortsætte med at leve op til deres forventninger. NATO og dets partnere er nu i gang med at forberede sig på topmødet i Istanbul i slutningen af juni, og der er adskillige udfordringer, som skal tages op.

For det første er balancen mellem de allierede og partnere ændret. Den 29. marts blev syv tidligere partnere, nemlig Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien, medlemmer af NATO. For første gang har NATO nu flere medlemmer (26) end partnere (20). De allierede skal derfor forberede sig på at påtage sig en mere aktiv rolle for at sikre, at Partnerskabet forbliver i live. Det giver anledning til at undersøge, hvilke områder som skal prioriteres i samarbejdet med partnerne.

For det andet udgør partnerne en meget forskelligartet gruppe. Den omfatter både strategisk vigtige lande i Kaukasus og Centralasien og vesteuropæiske alliancefrie lande. Disse lande har meget forskellige sikkerhedsbehov og sikkerhedspolitik, hvorfor der er stor forskel på, hvilke områder de ønsker inddraget i Partnerskabet, og hvad de vil med det. Partnerskabet skal være tilstrækkeligt fleksibelt til at tage hensyn til det.

For landene i Kaukasus og Centralasien er redskaberne i Partnerskabet en hjælp i deres reformarbejde. I denne proces kan Alliancens ekspertise med hensyn til reform af forsvaret og erfaringer med de nye medlemmer gennem Medlemskabshandlingsplanen være dem til hjælp, når de skal reformere forsvaret og de militære strukturer.

Men hvis Partnerskabsprogrammet for alvor skal leve op til behovene for reformer, skal det kunne hjælpe landene med andre vigtige indenrigspolitiske reformer. I den forbindelse tilbyder NATO partnerne en mekanisme, der er bedre kendt som Den Individuelle Parthernskabshandlingsplan (IPAP). Den samler alle de mange områder, hvor en partner kan arbejde sammen med Alliancen, og den bistår med at øge fokus på de indenrigspolitiske reformer. IPAP bør opstille klare prioriteter for de individuelle partnere og sikre sig, at de forskellige mekanismer, som tages i anvendelse, passer til landenes behov.

Allerede i dag har flere lande vist stor interesse for dette initiativ. Georgien var det første land, som indledte en sådan proces, da dets præsident Mikhail Saakashvili overrakte sit lands Præsentationsdokument i NATO's hovedkvarter den 6. april (for en uddybning af denne og andre mekanismer se Forstå PfP's værktøjskasse af Susan Pond i dette nummer af NATO Nyt).

Mens nogle partnere koncentrerer sig om at udvikle deres forsvarsstrukturer og kapaciteter, er andre i stand til at bidrage med styrker til NATO-ledede operationer. Svenske tropper har således spillet en vigtig rolle i genoprettelsen af orden i Kosovo efter de voldelige udbrud i marts. For disse partnere er det af særlig betydning, at Partnerskabsmekanismerne giver dem en stemme i NATO's beslutningsproces, så de kan øve indflydelse på forberedelsen og gennemførelsen af opgaver, som de deltager i, eller hvor de ønsker at spille en rolle.

For det tredje skal Partnerskabsprogrammet kunne følge med NATO's egen forandring. Terrorbekæmpelse er nu et af Alliancens vigtige områder. Angrebene den 11. september 2001 på USA førte til, at NATO for første gang nogensinde aktiverede Artikel 5. Næste dag fordømte EAPC's 46 medlemmer betingelsesløst angrebene på New York og Washington DC og lovede at gøre alt for at bekæmpe terrorens svøbe. Eftersom partnerne selv er blevet ofre for terrorisme, deler de NATO's ambition om at styrke samarbejdet i kampen mod terrorisme.

Det praktiske arbejde på dette område fortsætter i Partnerskabshandlingsplanen mod Terrorisme. Den er udformet, så den kan fremme og lette samarbejdet mellem EAPC-stater gennem politiske rådslagninger og praktiske programmer inden for rammerne af EAPC og Partnerskab for Fred (for en uddybning omPartnerskabshandlingsplanen mod Terrorisme, se Osman Yavuzalps artikel Samarbejde med partnere om terrorbekæmpelse i NATO Nyts forårsnummer 2003).

NATO's ledere har forpligtet sig til at styrke Alliancens militære kapaciteter, så Alliancen bedre kan håndtere den nye trussel og udføre hele spektret af sine opgaver. De allierede styrker må kunne bevæge sig hurtigt derhen, hvor der er brug for dem, og udføre operationer langt væk og i lang tid, herunder i et miljø, hvor de kan stå over for atomare, biologiske og kemiske trusler.

Hvis partnere ønsker at bidrage til de mest krævende NATO-ledede indsættelser skal de kunne stille med styrker, som kan leve op til disse krav. Planlægnings- og Gennemgangsprocessen (PARP) har længe været den motor, som forberedte partnernes bidrag til militære indsættelser gennem udvikling af passende kapaciteter baseret på NATO's standarder. Denne proces ligner mere og mere NATO's egen Forsvarsplanlægningsproces, og det skal den blive ved med for at sikre, at partnerne er i stand til at bidrage til opgaver på den mest effektive måde.

Det måske mest sigende eksempel på den måde, hvor NATO har udviklet sig på i de seneste år, er Alliancens engagement i Afghanistan. Alliancen har siden august 2003 ledet den Internationale Sikkerhedsstyrke (ISAF) med henblik på at skabe fred og stabilitet i Afghanistan og sikre, at landet aldrig igen bliver brugt som base for terrorister.

NATO's operationer i Afghanistan, som ligger langt fra det traditionelle indsatsområde, viser, hvor vigtig Partnerskabsprogrammet er for Alliancen, og hvor vigtigt det er, at Alliancen vier sine centralasiatiske partneres behov større opmærksomhed. For øjeblikket er otte partnere repræsenteret i operationen, og mange har opstillet værdifulde specialtropper som militærpoliti og minerydningshold. Disse kapaciteter er generelt en mangelvare, men en vigtig del af den afbalancerede styrkestruktur, som er nøglen til enhver operations succes.

Partnerlandene i Centralasien har været vigtige i forbindelse med sikring af den logistiske støtte til ISAF-styrkerne, fordi udstyr skal transporteres gennem flere partnerlande, før det kommer til Afghanistan. De relationer, som er udviklet gennem Partnerskab for Fred, har udgjort grundlaget for de bilaterale aftaler, som de allierede har indgået, vedrørende transit af materiel gennem disse stater og opstilling af styrker og forsyninger på deres territorier.

På grund af Afghanistans etniske sammensætning har adskillige centralasiatiske partnere også indflydelse på vigtige lokale aktører, hvilket har været en støtte for ISAF. Som resultat af disse forskellige faktorer er disse centralasiatiske stater, som en gang var anset for at ligge i det euro-atlantiske områdes periferi, nu vigtige naboer til Alliancen - og Partnerskabsprogrammet bør afspejle denne øgede betydning.

Partnerskabsprogrammet bør konstant ændres, så det lever op til NATO's prioriteter, således som de udvikler sig
For det fjerde bør Partnerskabsprogrammet forblive åbent for nye medlemmer. Både Bosnien-Hercegovina og Serbien-Montenegro har udtrykt klare ønsker om at deltage. NATO har gjort dem det klart, at de skal leve op til NATO's standarder, hvis de ønsker at nå det mål, især fuldt og helt samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det Tidligere Jugoslavien i Haag.

For det femte skal Partnerskab fortsat opfylde sin funktion og være et forum for rådslagning med partnere om de emner, som står øverst på listen over sikkerhedspolitiske problemer. Partnerskabsprogrammet råder over en række mekanismer, der kan anvendes i drøftelser blandt alle allierede og partnere eller i små, åbne grupper afhængig af det emne, som diskuteres. Disse forskellige mekanismer skal bevare deres tiltrækningsevne for både partnere og allierede.

Den seneste række af møder blandt ambassadører i EAPC-regi i år har behandlet et stort antal emner, som er af særlig betydning såvel for allierede som for partnere, herunder udviklingen på Balkan, ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og kampen mod terrorisme. EAPC har også vedtaget at oprette et nyt EAPC-Sikkerhedsforum, hvor deltagerne en gange om året på højt niveau kan diskutere vigtige emner vedrørende sikkerhed, og hvordan NATO og dets partnere bedst kan håndtere dem sammen.

Alliancens politik på Partnerskabsområdet, som er i stadig udvikling, har været en enorm succes med hensyn til at ændre det strategiske miljø i det euro-atlantiske område. Ved at fremme politisk og militær interoperabilitet har Partnerskabet bidraget til at skabe en ægte euro-atlantisk sikkerhedskultur, dvs. en stærk vilje til at arbejde sammen for at takle vigtige sikkerhedsudfordringer inden for og uden for det euro-atlantiske fællesskab af nationer. Når 26 allierede og 20 partnere fortætter med at vokse i fællesskab vil de øge deres evne til at møde disse fælles udfordringer med fælles svar. Topmødet i Istanbul vil bekræfte denne udvikling og pege fremad.

Robert Weaver er chef i Kontoret for Lande-relationer og Politiske Anliggender i NATO's Afdeling for Politiske Anliggender og Sikkerhedspolitik.
...Til top...