NATO ana sayfa
Til NATO nyt's hjemmeside
      Dette nummer: Sommer 2002 Tidligere numre  |  Sprog
Til NATO's hjemmeside
 Indhold
 Forord
 Resumeer
 Debat
 Nekrolog
 Boganmeldelse
 Interview
 Artikler
 Analyse
 Militære emner
 Statistik
 Bidragydere
 Links
 Næste nummer
Til NATO nyt's hjemmeside Kontakt redaktøren/abonnement Printervenlig version


Send denne artikel til en ven






























































Nekrolog
Joseph Luns

Jamie Shea reflekterer over Joseph Luns’ liv og karriere. Joseph Luns var NATO’s femte generalsekretær.


(© NATO)
Joseph Luns’ bortgang markerer afslutningen på den generation af europæiske politiske ledere, som skabte Den Atlantiske Alliance og indledte den europæiske integrationsproces efter Anden Verdenskrig. For den uindviede kunne han ligne Charles de Gaulle, for begge havde samme højde, og begge havde lange, smalle ansigter og udstående ørnenæser. Men Luns havde ikke anstrøg af generalens nationalisme, endsige hans mistro over for USA. Han var en svoren europæer og atlanticist på et tidspunkt, vor mange europæiske intellektuelle mente, at en stærk amerikansk ledet Alliance uundgåeligt ville svække Europas samling.

Joseph Marie Antoine Hubert Luns blev født i Rotterdam i 1911. Han studerede jura på Leydens og Amsterdams universiteter og politisk økonomi på London School of Economics og Berlins universitet. Efter han havde afsluttet sine studier, trådte han ind i den hollandske udenrigstjeneste og var i London sammen med den hollandske eksilregering under store dele af Anden Verdenskrig. Efter krigen forblev han i London som ambassadør ved Court of St. James, og blev derfra forflyttet til FN i New York.

I 1952 fik Luns en delt udenrigsministerpost i Holland efter et uafgjort valg mellem Arbejderpartiet og Det Katolske Folkeparti. Luns var selv medlem af Det Katolske Parti. Fire år senere overtog han Udenrigsministeriet alene og var udenrigsminister indtil 1971, hvor han blev NATO’s generalsekretær. Med 19 år som udenrigsminister slår han alle rekorder i moderne europæisk politik. I denne periode var Luns med sin underskrivelse af Rom-traktaten ”til stede ved skabelsen” af De Europæiske Økonomiske Fællesskaber og en tidlig fortaler for europæisk integration, hvilket han fik Charlemagne-prisen for i 1967. Han fik også opbygget et politisk netværk af venskaber og kontakter uden sidestykke på begge sider af Atlanten, hvilket kom ham til gode, da han gik fra at være minister og politiker til at være en international embedsmand ved Den Atlantiske Alliances ror.

Luns var et naturligt valg som efterfølger for italieneren Manilo Brosio som NATO's generalsekretær. Ikke alene havde han den nødvendige politiske erfaring, men han var stærkt interesseret i militære spørgsmål - en interesse, som blev vakt da han aflagde tjeneste i den hollandske flåde i begyndelsen af 1930'erne. Han specialiserede sig i signaltjeneste, hvilket ikke var en dårlig erfaring at have, når han senere uge efter uge skulle styre debatterne i Det Nordatlantiske Råd i retning af konsensus, og offentliggjorde adskillige artikler om flådetaktik. I de 13 år, hvor Joseph Luns var generalsekretær, lod han aldrig chancen gå fra sig for at slippe væk fra NATO's hovedkvarter i Bruxelles og slutte sig til NATO's soldater og sømænd på øvelse, navnlig til søs.

Det var uden tvivl mindre hektisk at være NATO-generalsekretær i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, end det er i dag. Alliancen havde under Den Kolde Krig færre medlemmer (15 i stedet for 19. Spanien blev det 16. medlem i 1982), og dens opgave var koncentreret om kollektivt forsvar. At afskrække Sovjetunionen var på mange måder en lettere opgave end at indsætte styrker, der skal bistå med at rede trådene ud på Balkan, inddrage Rusland som en ven og ikke fjende, træffe beslutning om udvidelse eller anvise strategier til at bekæmpe international terrorisme. Der var heller ikke fra europæisk side noget klart ønske om at spille en større rolle i en Alliance, som traditionelt havde været domineret af USA, selvom Luns utrætteligt skubbede på i forhold til de europæiske regeringer for få dem til at at betale mere til forsvar. Ikke desto mindre var jobbet i NATO langt fra noget hvilehjem. Luns havde held med at gøre NATO til en mere politisk organisation, der arbejdede lige så meget for afspænding som for at bevare den militære afskrækkelse, således som Harmel-rapporten fra 1967 havde lagt op til. Under hans ledelse blev NATO en aktiv deltager i Helsingfors-processen, der ledte op til Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, og indledte forhandlinger med Warszawapagten om reduktioner af konventionelle styrker i Europa.

Afslutningen på Luns lange embedsperiode ved NATO var præget af Euro-missil sagaen, som startede, da Alliancen i 1979 besluttede at opstille Cruise- og Pershingmissiler i Europa som svar på Sovjetunionens SS20. På begge sider af Atlanten affødte denne beslutning massive protester i gaderne fra fredsbevægelser. Flere regeringer, navnlig de tyske og hollandske, blev sat under alvorligt indenrigspolitisk pres. Luns havde vanskeligt ved at opnå støtte til opstilling af missilerne, samtidig med at skulle overbevise offentligheden om, at NATO mente det alvorligt med sin ”nulløsning” gennem forhandlinger om våbenkontrol. Han fik hjælp fra statsmænd som Frankrigs Franois Mitterrand og Tysklands Helmut Schmidt og Helmut Kohl. Da Luns trak sig tilbage i 1984, var de første Cruise- og Pershingmissiler blevet opstillet. Det tog yderligere tre år, før våbenkontrolforhandlinger endelig havde fjernet dem fuldstændig.

I NATO vil man huske Luns som en farverig personlighed med en imponerende fremtræden og skarpsindig humor, som af og til kunne fremstå afvæbnende komisk. Ved længerevarende møder så man ham nogle gange have hjemmesko på. Når man spurgte ham, hvor mange mennesker, der arbejdede i NATO, havde han ry for at svare: ”Omkring halvdelen af dem”. Efter han var kommet op i årene, var han ikke glad for komplicerede sagsmapper eller tekniske detaljer, men han kunne bruge af sit uudtømmelige lager af vittigheder og historier til at charmere ambassadørerne, så de gav efter. Hans hang til det anglofile viste sig i en racer-grøn britisk Rolls Royce, som han kørte majestætisk rundt i Bruxelles i. Han var aldrig hed af at kalde en spade for en spade og ikke bundet af vore dages politiske korrekthed. Han kritiserede offentligt USA for dets beslutning om at fremstille neutronbomben og for kun at gå halvhjertet ind for våbenkontrol. Dette afholdt dog USA fra at tildele ham ”Medal of Freedom”, kort før han trak sig tilbage.

Luns foretrak at blive i Belgien, efter han havde forladt NATO. Som hårdnakket konservativ syntes han, at hans eget land, Holland, var for ”progressivt” og for ”eftergivende”. Det afholdt ham dog ikke fra ofte at krydse grænsen og dukke op som kommentator på hollandsk talkshows på TV.

Luns vedvarede kærlighed til Alliancen viste sig i hans regelmæssige besøg ved NATO’s hovedkvarter, hvor han forkælede tidligere kolleger med croissanter og anekdoter. Næsten 20 års pensionisttilværelse gav ham rig lejlighed til at tænke over NATO’s omdannelse til en pan-europæisk fredsbevarende og samarbejdsbaseret sikkerhedsorganisation, der inviterede tidligere medlemmer af Warszawapagten som medlemmer, og som endda oprettede et NATO-Rusland Fællesråd. Jeg gad vidst, hvad han, som altid vil være identificeret med Den Kolde Krig, ville have ment om det.

Joseph Luns døde den 17. juli 2002 i en alder af 90 år. Han var hollandsk statsmand og tidligere generalsekretær for NATO. Han var gift med baronesse Elisabeth van Heemstra og efterlader en søn og en datter.

Jamie Shea er direktør for NATO’s Kontor for Information og Presse.

...Til top...