Til NATO's hjemmeside
Til NATO nyt's hjemmeside
      Dette nummer: Sommer 2002 Tidligere numre  |  Sprog
Til NATO's hjemmeside
 Indhold
 Forord
 Resumeer
 Debat
 Nekrolog
 Boganmeldelse
 Interview
 Artikler
 Analyse
 Militære emner
 Statistik
 Bidragydere
 Links
 Næste nummer
Til NATO nyt's hjemmeside Kontakt redaktøren/abonnement Printervenlig version


Send denne artikel til en ven



























































































































































































































































































Debat
Bør NATO påtage sig terrorbekæmpelse?
Daniel S. Hamilton            VERSUS              Sir Timothy Garden

Daniel S. Hamilton er professor og leder af Center for Transatlantic Relations på Johns Hopkins Universitetets School of Advanced International Studies. Han har for nylig været viceafdelingschef for europæiske anliggender, USA’s særlige koordinator for Sydøsteuropæisk Stabilisering, og meddirektør for to udenrigsministres politiske planlægningsstabe.

Sir Timothy Garden er gæsteprofessor ved Centre for Defence Studies på Kings College i London. Han har tidligere været leder af Royal Institute of International Affairs ved Chatham House. Han var som pilot i flyvevåbenet trestjernet luftmarskal og assisterende chef for den britiske forsvarsstab med ansvar for langsigtet planlægning inden for alle tre værn.

JA

NEJ

Kære Tim.

Jeg ser frem til vores diskussion, fordi jeg er af den overbevisning, at det er på tide, at NATO's fremtidige roller og opgaver bliver diskuteret åbent og ærligt.

Vores vision om et Europa, som er helt og frit og i fred med sig selv, er inden for rækkevidde. Til efteråret skal EU og NATO træffe beslutning om at udvide hver deres medlemskreds, hvilket kan bidrage til stabilitet og demokrati fra Østersøen til Sortehavet. NATO-Rusland Rådet og Ruslands brede samarbejde med Vesten byder også på enorme nye muligheder.

Der vil fortsat være udfordringer til vores sikkerhed i Europa, og et amerikansk engagement på kontinentet er fortsat afgørende. Balkan er stadigvæk et problem, selvom der også er fremskridt. Ruslands integration i Vesten er en udfordring for en eller flere generationer. Det er vigtigt, at der sker en forbedring af EU’s evne til at handle hurtigt og effektivt i kriser uden for Unionen, samtidig med at EU optager nye demokratiske lande. NATO’s dør bør stå åben også efter Prag-topmødet. Men vi er, når alt kommer til alt, på rette vej.

Vi kan være stolte af disse resultater. Men vi kan ikke tillade os at hvile på laurbærrene. I dag ligger den største upåagtede strategiske udfordring uden for det europæiske kontinent. Faren ligger ikke kun i terrorismen, men i at den anti-vestlige terrorisme kobles med masseødelæggelsesvåben. Den udgør en eksistentiel trussel mod både Amerika og Europa.

Det er muligt, at USA er al Qaidas primære mål i dag, men netværket har også planlagt operationer i Europa. Denne tidsalder med katastrofisk terrorisme er et angreb på selve forestillingen om Europa, som min ven Simon Serfaty har udtrykt det. Hermed tænkes på den indsats, som de overlevende fra krigene gjorde i efterkrigstiden for at hindre, at der igen skete en sådan humanitær tragedie. Hvis vi ikke kan løfte denne udfordring, kan vi godt sige farvel til den historiske vision og efterlade amerikanerne og europæerne i armene på skånselsløse ekstremister, som ikke ønsker at forandre vores samfund, men at ødelægge dem.

Der er i dag større sandsynlighed for, at millioner af amerikanere og europæere kan blive slået ihjel af terroristers masseødelæggelsesvåben end af nye konflikter på Balkan eller en russisk invasion. Sandsynligheden er også større i dag end under Den Kolde Krig. Vi har ikke udstyret til at håndtere denne udfordring. Vores Alliance er bedre udstyret til at håndtere de mindre sandsynlige trusler end de største.

Den største strategiske udfordring består i at imødegå denne trussel. Det kræver en multidimensionel strategi, som ikke kun bygger på militær magt, men også på nye former for samarbejde på de diplomatiske, finansielle, økonomiske, efterretningsmæssige, toldmæssige og politimæssige områder. Det betyder, at vi skal skabe overensstemmelse mellem nationale strategier til forsvar af eget territorium og Alliancens doktrin og civil-militær katastrofeplanlægning til forsvar for vores NATO-territorium. Det indebærer nye samarbejdsformer mellem EU og NATO. Det indebærer, at internationale regler mod terrorisme styrkes. Det betyder, at Nunn-Lugar programmerne til opbevaring af masseødelæggelsesvåben, materiel og knowhow skal udvides. Det indebærer en resolut strategi i forhold til den enorme region, der går under betegnelsen Større Mellemøsten. Det betyder at, at der skal arbejdes på at udvikle økonomier og fremme demokratier, med henblik på at rette op på de forhold, der skaber grobund for terrorister. Det betyder, at vi skal øge vores ulandsbistand. Det betyder styrkelse af nationalstaterne.

Angrebene den 11. september ændrede ikke vores sårbarhed over for katastrofisk terrorisme, men snarere vores forståelse af den

Dette er en skræmmende liste af udfordringer. Er det at gå for langt? Er det et overdrevet amerikansk svar på en række angreb, som nok var rædselsvækkende, men som indtil videre har været et begrænset angreb på USA? Mit svar er nej. Der var også behov for sådan en strategi den 10. september, og i Clinton-administrationens sidste år forsøgte vi at udstyre Alliancen med nye redskaber, så den kunne håndtere masseødelæggelsesvåben. Men de allierede følte ikke for alvor, at det hastede.

Angrebene den 11. september ændrede ikke vores sårbarhed over for katastrofisk terrorisme, men snarere vores forståelse af den. Det var en rædselsfuld opvågnen. Yderligere hvor mange tusinder eller millioner amerikanere eller europæere skal dø, før vi finder ud af at stå sammen?

NATO skal ikke alene stå for denne omfattende strategi, men NATO skal være en vigtig ingrediens i en bredere indsats. Senator Richard Lugar har ramt sømmet på hovedet med følgende udtalelse: "I en verden, hvor 'Artikel 5'-terrorangreb på vore lande kan planlægges i Tyskland, finansieres i Asien og udføres i USA, mister gamle sondringer mellem "i" og "uden for" NATO-området mening. .. Hvis 'Artikel 5'-trusler mod vores sikkerhed kan komme længere væk end Europa, og hvis NATO skal udføre sin klassiske opgave i dag, må NATO kunne handle længere væk end Europa for at imødegå disse trusler".

Hvis det ikke lykkes os at forsvare vores samfund mod et større terrorangreb, hvori der anvendes masseødelæggelsesvåben, har Alliancen ikke løftet sin mest grundlæggende opgave. Den vil blive marginaliseret, og vores sikkerhed vil mindskes. En fiasko af denne størrelse vil helt sikkert også få negative konsekvenser for NATO's rolle i Europa.

På Prag-topmødet bør terrorisme koblet med masseødelæggelsesvåben stå helt centralt på dagsordenen. Invitationer til nye medlemmer og et genoplivet NATO-Rusland partnerskab vil også være vigtige emner. Men et større NATO bør også være et NATO, som er et bedre NATO, der viser vilje til at bekæmpe terrorisme.

Med venlig hilsen
...Til top...
Dan


Kære Dan.

Jeg ville håbe, at dine ønsker kunne gå i opfyldelse. Det er længe siden, at NATO’s medlemmer havde en fælles opfattelse af den fælles trussel. Den Kolde Krigs afslutning var en stor sejr for Alliancen, men nostalgiske drømme om, at gamle og nye medlemmer arbejder sammen i et fælles udgangspunkt, vil uvægerligt ende i skuffelse. NATO har gjort det godt ved at fortsætte og finde nyttige roller for sig selv i de turbulente 1990’ere.

Balkan har været en succeshistorie for NATO efter en usikker start for de største spillere på begge sider af Atlanten. Ikke desto mindre har erfaringerne fra luftkampagnen over Kosovo påvirket både amerikanske og europæiske visioner for fremtiden. Den amerikanske irritation over at skulle stille med 80% af den anvendelige teknologi, samtidig med at det var nødvendigt at nå konsensus med 18 andre lande vedrørende den operationelle metode, har farvet den måde, man efterfølgende har vurderet dette. Jeg er bange for, at Kosovo vil gå over i historien som NATO's første og sidste krig.

Midt under Kosovo-kampagnen fejrede NATO sin 50-års fødselsdag, godkendte et nyt strategisk koncept og gav en masse løfter. Det vigtigste af disse var Forsvarskapacitetsinitiativet (DCI). De europæiske NATO-medlemmer anerkendte, at der var mangler i deres kapacitet og lovede at forbedre sig på meget konkrete områder. Der er ikke sket ret meget, bortset fra at der i de forgangne tre år er sket nedskæringer i kapaciteten. I endnu et forsøg på at gøre det bedre, har Frankrig og Storbritannien godkendt et initiativ til at stille med en beskeden, indsættelig europæisk styrke. I første omgang forskrækkede det dem, som frygtede, at det ville være på NATO's bekostning. Nu forskrækker det næsten alle, fordi der ikke er udsigt til, at styrken vil råde over ny kapacitet, som NATO kan trække på.

Terrorangrebene i Washington den 11. september var i høj grad en brat opvågen for den vestlige verden. Vores moderne samfund er sårbare på en ny måde, som gør det muligt for en lille, men målrettet fjende at forårsage stor ødelæggelse for kun få midler. Den amerikanske regerings første svar på disse rædselsvækkende angreb var afmålt og korrekt. NATO overraskede sig selv over, hvor hurtigt det gik med at aktivere Artikel 5. Men i tilbageblik var denne hast og konsensus om støtte endnu en milepæl i NATO's forandring til magtesløshed. Præsident Bush var uden tvivl taknemlig for denne hidtil usete handlekraft, hvilket han også var, da andre venligtsindede regioner lovede at yde støtte. Men hvor var NATO, da det kom til faktiske operationer i Afghanistan? USA valgte på baggrund af erfaringerne fra Kosovo at henvende sig bilateralt til de allierede, hvis de havde noget nyttigt at tilbyde.

Der findes intet fælles syn blandt de allierede på, hvordan man bedst håndterer den langsigtede trussel fra terrorismen

Efter regimeskiftet i Afghanistan er der ingen fælles opfattelse blandt de allierede om, hvordan man bedst håndterer den langsigtede trussel fra international terrorisme. Europæerne, som har lang erfaring med terrorbekæmpelse, ved, at der ingen lette, militære løsninger findes på problemet. Som du selv siger, har vi behov for en multidimensionel strategi, som ikke kun bygger på militær magt, men også samarbejde på en række nye områder som diplomati, finansiering, økonomi, efterretning, told og politi. NATO er ikke det rette forum for en så indviklet og kompliceret tilgang.

I Europa spores heldigvis den spæde start på en overstatslig tilgang til disse nye sikkerhedsproblemer. Den Europæiske Union har mekanismerne til en fælles politik for retlige og indre anliggender. Selvom der er vanskeligheder i at samle efterretninger inden for terrorbekæmpelse, selv mellem organer i et land, har EU langt bedre chancer for at udvikle et nyttigt samarbejde end NATO. Det har altid været Europas styrke at bekæmpe de langsigtede årsager til terrorisme gennem konfliktforebyggelse og bistand, som Europa anvender tre gange så mange midler på i forhold til USA. Kun med hensyn til militær kapacitet har EU fortsat store mangler, og NATO her ikke haft særlig stor succes med at afhjælpe dette.

Hvis NATO beslutter sig for at koncentrere sig om terrorbekæmpelse, vil det transatlantiske skel med hensyn til strategi og taktik blive stadig dybere. Det er bedre, at vi accepterer, at NATO tjener et formål i en mindre niche i endnu nogle år. Det gør det lettere for militære alliancer at blive dannet, når det er nødvendigt. Det giver nye medlemslande en tryghed, og gamle fjender en forum for at vise storsind i forhold til hinanden. Vi sætter alle pris på NATO’s fortsatte eksistens, men det ville være skørt at tro, at dens medlemmer var parat til at udstede en blankocheck til amerikanerne til støtte for deres håndtering af terrorisme. NATO var ideel, da det handlede om gensidig afskrækkelse. Når det drejer sig om vore dages globale problemer, som også dækker andre områder end terrorisme, er det nødvendigt, at EU og USA samarbejder ikke mindst i et styrket FN, snarere end gennem en regional militær alliance.

Med venlig hilsen
...Til top...
Tim


Kære Tim

Vi kan blive enige om, at Amerika og Europa må indlede en bred, multidimensionel kampagne mod terrorisme sammen med andre og inden for mange netværk og institutioner. Der, hvor vore veje skilles, er, hvor jeg tror, at en af disse institutioner skal være NATO. Jeg mener ikke, at det er NATO alene, der skal gennemføre denne kampagne. Jeg mener, at NATO også skal inddrages i kampagnen. Jeg siger ikke, at militær magt skal være vores første forsvarslinje. Jeg siger, at militær magt og samarbejde inden for Alliancen skal være en integreret del af vores forsvar.

Dine indvendinger er ikke, at dette er ikke er ønskværdigt, men at det ikke kan lade sig gøre, især fordi unilateralistiske amerikanere ikke ønsker at føre krig gennem komiteer, og europæere med øbo-mentalitet ikke kan kæmpe ved siden af deres amerikanske allierede. Lad mig analysere disse spørgsmål.

Vi nærer den samme frustration over, at Bush-administrationen indledningsvist afviste allieret tilbud om støtte i Afghanistan. Det var en kæmpe fejltagelse! De mere overordnede fordele ved en fælles indsats kunne have været enorme og langt større end de gensidige tilpasninger, som havde været nødvendige. Afvisningen svækkede også NATO i den amerikanske offentligheds øjne og i Kongressen. Det kan ramme regeringen som en boomerang, når NATO-udvidelsen skal ratificeres i Senatet. Dette er der i det mindste nogle i regeringen, som har indset, og de har hilst efterfølgende allieret støtte velkommen.

Vi er også begge lige frustrerede over den europæiske sløvhed, når disse lande skal forbedre deres kapaciteter. Men netop fordi europæiske styrker ikke kan gøre det hele, betyder det ikke, at de ikke kan gøre noget. I stedet for at tilpasse gamle initiativer bør vi gribe den chance, som 11. september gav, til at skræddersy europæiske styrker til nye udfordringer. Et vigtigt resultat af en sådan indsats kunne være en eliteangrebsstyrke i NATO-regi, som kan sendes på ekspeditioner og indgå i højintensive konflikter. Man kan begynde i det små og bygge ovenpå senere.

Vi bør gribe chancen fra 11. september til at skræddersy de europæiske styrker til nye udfordringer

En indsats mod trusler fra terrorister, der er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben betyder ikke kun, at der skal anvendes magt dér. Det betyder også bedre sikkerhed hjemme. Efter min mening betyder Artikel 5, at vi har et NATO-hjemland, og at vi bør planlægge sikkerhed for vores respektive hjemlande med den transatlantiske dimension i tankerne. NATO bevæger sig fremad på en minimalistisk facon. NATO kunne gøre meget mere. Vi er enige om, at en sådan indsats først og fremmest afhænger af et samarbejde på en lang række andre områder.

Amerikansk forsvar har historisk baseret sig på magtudøvelse langt væk fra USA, ikke territorial sikkerhed. Europæiske styrker har været orienteret den anden vej. I denne nye æra må vi hver især gøre mere på det område, som den anden har kapacitet på og erfaring med. Det bør kunne udnyttes til alles fordel.

Du hævder, at vi skulle være tilfredse med at lade NATO, inklusive de amerikanske styrker, koncentrere sig om at bevare freden i Europa. Jeg tror ikke på, at vi kan isolere vores rolle i Europa fra den rolle, vi har uden for Europa - især fordi Europas fred kan trues af forhold, som stammer fra Mellemøsten i bredere forstand. Hvis den amerikanske tilstedeværelse i Europa ikke forbindes med den mest presserende og ubehandlede udfordring til sikkerheden, og hvis vores europæiske allierede fortæller os, at de nu, via EU, kan håndtere europæisk sikkerhed, vil flere og flere amerikanere spørge sig selv om, hvorfor større amerikanske kampenheder overhovedet skal være indsat på det europæiske kontinent.

Vores ledere står over for et enkelt valg i Prag. De kan enten give vores vigtigste alliance i historien et nyt fokus, nemlig vore dages strategiske trussel, eller de kan stå i spidsen for dens undergang. Du har ret i at stille spørgsmålet, om nuværende regeringer er parat til eller ønsker et sådant partnerskab. Den største forskel på vores holdninger er, at jeg fortsat tror på, at den første valgmulighed står åben, mens du mener, at det andet valg allerede er truffet.

Med venlig hilsen
...Til top...
Dan


Kære Dan

Jeg er bange for, at din måde at karakterisere debatten på, viser, hvor smertefuld sådan en diskussion vil være i NATO, netop fordi NATO altid stræber efter konsensus. Det kan godt være, at USA ikke ønsker at udkæmpe krige gennem komiteer. Hvem ønsker det? Men det er ikke sandt, at "europæiske allierede er ude af stand til at kæmpe side om side med deres amerikanske allierede". Det er klart, at netop de forskellige syn på, hvordan man bekæmper terrorisme, gør det endnu sværere for USA at indpasse dets NATO-allieredes synspunkter. I Europa bliver det ikke set som et spørgsmål om at "kæmpe side ved side", men mere om at underlægge sig USA's ønsker og under ingen omstændigheder sætte spørgsmålstegn ved den overordnede strategi.

At vi er lige frustrerede over den amerikanske administrations fejlslagne forsøg på at engagere NATO fra begyndelsen i dets krig mod terrorismen ændrer ikke disse kendsgerninger. Som konsekvens er NATO er både svagere og mindre relevant. Det er muligt, at USA mener, at en eliteangrebsstyrke under NATO har høj prioritet, men hvem skal bestemme hvor og hvornår, den skal angribe. USA kan isolere Iran plus Irak og Nordkorea som del af ”ondskabens akse”, men har NATO analyseret dette begreb og erklæret sig enig i det? Mange europæere (og nogle amerikanere) mener, at der er begået en strategisk fejltagelse, da man stødte Iran fra sig, som kunne have været en hjælp på mange måder. Ville NATO’s angrebsstyrke stå til rådighed for Israel i kampen mod palæstinenserne? Disse er blot nogle få eksempler på de store uenigheder om international politik, der er på tværs af Atlanten.

Det er korrekt, at terrorbekæmpelse drejer sig om at beskytte fædrelandet. Jeg vil mene, at USA har taget dette aspekt af forsvar mere seriøst end de europæiske regeringer. På den anden side skal der gøres meget i Nordamerika efter så lang tid uden en omfattende terrortrussel. Men forsvar af fædrelandet er en opgave for politiet, efterretningsvæsenet, toldvagterne, beredskabskorpset og for den interne regeringskoordination. Selv om USA gjorde brug af NATO's AWACS-fly i tiden efter den 11. september, tvivler jeg på, at den amerikanske regering ønsker større inddragelse af NATO i disse indenrigsanliggender end nogen anden regering ønsker. Den militære dimension er vigtig, men ikke så stor på dette vigtige sikkerhedsområde.

En eliteangrebsstyrke er måske høj prioritet for USA, men hvem skal bestemme, hvor og hvornår den skal slå til?

Jeg er ikke enig med dig i, at ”Historisk har det amerikanske forsvar været baseret på magtprojektion, ikke territorialforsvar. Europæiske styrker har haft det omvendt.” Det afhænger af den historiske periode og hvilke europæiske lande, du ser på. Men det er en rimelig vurdering af de to sider af Atlanten i dag. Jeg kan ikke se, at der er store chancer for nogen synergieffekt, nemlig at USA vil rette blikket mod Europa for at få støtte til territorialforsvar, mens Europa følger i USA’s fodspor med hensyn til dyr, højteknologisk magtprojektion, som Europa alligevel ikke mener vil løse problemet for verdens utilfredse fattige.

Hvad betyder det så for Prag? Vi står ikke over for enkle valg. Hvis opmærksomheden i alt for stor grad rettes mod en for Alliancen ny og splittende retning, vil det føje endnu et søm til kisten. Lederne vil uden tvivl underskrive en storslået erklæring, som betyder noget forskelligt for hver af dem. Det vil føre til yderligere skuffelser og bristede illusioner på begge sider af Atlanten. Hvorfor ikke bruge Prag til at fejre de virkelige succeser efter 1989 på Balkan? Hvorfor ikke trække på denne erfaring og vise, hvordan NATO kan anvende sin ekspertise til at gå i lag med de langsigtede årsager til terrorisme ved at stabilisere anarkiske regioner? Men hvis NATO skal være USA's stok, som skal banke europæerne til at underkaste sig det amerikanske syn på verden, er Alliancen for alvor dødsdømt.

Med venlig hilsen
...Til top...
Tim


Kære Tim

Det er ikke nyt, at der findes uoverensstemmelser på tværs af Atlanten. Da Alliancen blev dannet, havde NATO's grundlæggere ikke en fælles forestilling om, hvordan man skulle behandle Sovjetunionen. De allierede skændtes regelmæssigt under Den Kolde Krig om, hvilken politik der var den rigtige over for Moskva. Til dem, som bekymrer sig om et NATO, hvor alting flyder, kan man fortsat sige: "Har NATO nogensinde gået i takt?" Den test, de allierede skal bestå, er ikke, at uenigheder forsvinder, men at de evner at håndtere dem, således at de udnytter deres respektive styrker og perspektiver og retter dem i samme retning. Ingen vil hævde, at det er let. Men det var heller ikke let at vinde Den Kolde Krig, intervenere i krigene i forbindelse med Jugoslaviens opløsning eller at sikre den efterfølgende fred.

Jeg giver dig ret i, at det vil ikke ske, hvis Bush-administrationen betragter NATO som den stok, som skal banke de allierede til at være enig i dens syn på verden. Jeg er enig i, at der er nogle i administrationen, som har glemt det i dag. Jeg er enig i, at hvis vi bliver ved med at tale forbi hinanden, vil ikke kun NATO, men også hele vores transatlantiske partnerskab blive mindre effektivt.

Det er ikke fraværet af uenigheder, der karakteriserer de allierede, men evnen til at håndtere dem sådan, at vi samler vores respektive styrker og perspektiver og retter dem i den samme retning

Men jeg er ikke enig i, at den eneste måde, hvorpå vi kan få Alliance-forholdet tilbage på sporet på, er ved at hylde en nostalgisk ide om NATO’s historie. Hvis Prag-topmødet kun kommer til at handle om det, bør vores ledere blive hjemme. Prag bør handle om, hvordan vi imødegår fremtidige trusler, ikke om selvtilfreds at smage fortidens bedrifter. Truslerne består i, at terrorister får masseødelæggelsesvåben. Jeg mener, at der heldigvis er langt flere fælles interesser, end du antyder. Der er allerede ministre, som er nået til enighed om, at NATO skal være parat til at afskrække, forsvare, afbryde og beskygge mod terrorangreb, eller trusler om terrorangreb, som kommer udefra og som er rettet mod vores befolkninger, territorium, infrastruktur og styrker, især hvis de omfatter kemiske, biologiske, radiologiske eller atomare våben. Det vigtigste er måske, at de er blevet enige om, at NATO skal være parat til at indsætte sine styrker ”når og hvor det er nødvendigt” for at udføre sine opgaver.

Det ovenstående er vigtige første skridt. Men vi kan og må gøre mere sammen. Barskt? Ja. Umuligt? Nej.

Med venlig hilsen
...Til top...
Dan


Kære Dan


Vi er - ligesom NATO's medlemslande - enige om ganske meget, og når til helt forskellige konklusioner. Jeg hævdede i vores første korrespondance, at nostalgiske drømme uundgåeligt må ende i skuffelse. Men det betyder ikke, at vi skal glemme Alliancens seneste erfaring. Vi ved fra Balkan, at NATO gør et godt stykke arbejde. Denne stabiliserende rolle forsvinder ikke. Den er faktisk blevet vigtigere. Fejlslagne stater giver næring til terrorister. NATO kan bidrage til at skabe orden og ret.

Der er stadig forskel på, hvordan den trussel opfattes. Du giver udtryk for den forskrækkelse over den langsigtede terrortrussel, som mange i USA føler så stærkt. Europa er bestemt også bekymret og har været det i mange år. Men hvis man koncentrerer sig for meget om dette ene mulige problem, risikerer vi at bringe vores overordnede sikkerhedspolitiske kurs over styr.

Fejlslagne stater er grobund for terrorisme. NATO kan bistå med at skabe orden og ret

Den nuværende administration i USA synes at være opsat på at bekæmpe terrorisme ved at angribe fjerntliggende lande som forebyggelse. En serie militære eventyr i Irak, Iran og længere væk kan i sidste ende øge terrortruslen og samtidig skade demokratiet i vores egne samfund. Det vil ikke falde i smag at lade NATO lege romerske legionærer i et forsøg på at påtvinge et vestligt imperium.

Måske bør vi ikke gøre os så mange bekymringer over de vanskeligheder, der venter os i Prag. Vores diplomater vil som sædvanlig udføre deres arbejde storslået. Den næste optagelsesrunde vil blive sikret. Rusland vil føle sig vigtig og begæret. Europæerne vil føle, at de har haft modererende indflydelse på amerikanerne. Og, hvad vigtigst er, USA vil føle, at de fortsat har ansvaret for den globale sikkerhedspolitik. Noget for enhver: business as usual.

Med venlig hilsen
...Til top...
Tim