Til NATO's hjemmeside
Til NATO nyt's hjemmeside
      Dette nummer: Sommer 2002 Tidligere numre  |  Sprog
Til NATO's hjemmeside
 Indhold
 Forord
 Resumeer
 Debat
 Nekrolog
 Boganmeldelse
 Interview
 Artikler
 Analyse
 Militære emner
 Statistik
 Bidragydere
 Links
 Næste nummer
Til NATO nyt's hjemmeside Kontakt redaktøren/abonnement Printervenlig version


Send denne artikel til en ven















































Boganmeldelse
Forbrydelse og straf
 

Christopher Bennett anmelder to nyudgivne bøger, der analyserer krigsforbrydertribunalernes effektivitet, på et tidspunkt hvor Jugoslaviens tidligere præsident Slobodan Milosevic sidder på anklagebænken i Haag.

For næsten præcis ti år siden viste fjernsynet billeder fra Bosnien-Hercegovina af udtærede mænd bag pigtråd, omgivet af bevæbnede vagter. Disse billeder fremmanede forestillingen om Holocaust og udløste harme i hele verden. Det fik FN's Sikkerhedsråd, opmuntret af menneskerettighedsaktivister, som krævede handling, til i oktober 1992 at nedsætte en "ekspertkomite" med henblik på at indsamle beviser for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Allerede dengang blev én mand udpeget som ansvarlig for det blodbad og de grusomheder, som kendetegnede krigene i forbindelse med Jugoslaviens opløsning, nemlig Slobodan Milosevic.

Kort efter, at krigen i Bosnien-Hercegovina (Bosnien) var brudt ud, stemplede vestlige medier daværende serbiske præsident som ”Balkans bøddel”, og i december 1992 blev han udpeget som krigsforbryder af daværende amerikanske udenrigsminister Lawrence Eagleburger. Ikke desto mindre sad Milosevic ved magten i de efterfølgende otte år og fortsatte med at bringe ved til konfliktens bål, indtil han blev væltet i oktober 2000 efter valg, som han havde forsøgt at svindle med. Først da NATO intervenerede i Bosnien med en luftkampagne på to uger i august og september 1995, blev myrderierne standset. I mellemtiden i februar 1993 havde FN’s Sikkerhedsråd vedtaget en resolution, der oprettede et ”internationalt tribunal til forfølgelse af personer, som siden 1991 har haft ansvar for alvorlige forbrydelser mod den humanitære folkeret på det tidligere Jugoslaviens område”. Tribunalet, som ligger i Haag, går nu under navnet Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Det Tidligere Jugoslavien (ICTY).

Selvom ICTY i de tidlige år havde knappe ressourcer og nød forbeholden støtte, og selvom mange af Jugoslaviens efterfølgerstater var direkte fjendtligt indstillet over for tribunalet, har det udviklet sig til en imponerende institution med mere end 1.200 ansatte og et årligt budget, der overstiger 100 mio.$. Den største fangst, selveste Milosevic, blev overført til Haag den 28. juni 2001. Han har siden februar i år stået tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden, alvorlige brud på Genève Konventionerne, overtrædelse af krigens love og folkemord og har været sin egen brovtende forsvarer over for en ret, hvis myndighed han ikke anerkender.

Retssagen mod Milosevic er velegnet til en teaterforestilling. Tilskuerpladserne er normalt proppet, og de journalister, som dækker retssagen, er vant til at få masser af underholdende stof til deres aviser. På det retlige område er der også tale om en premiere. Aldrig før har et internationalt tribunal sigtet et siddende statsoverhoved, arresteret ham og stillet ham for retten. Og det har allerede skabt præcedens for den Internationale Forbryderdomstol. Men kan retssagerne mod krigsforbrydere ved ICTY give forløsning til de mange ofre både døde og levende fra den jugoslaviske opløsning? Hvor meget hjælper de, og hvor meget kan de stille sig hindrende for fredsprocesserne i det tidligere Jugoslavien? Kan de som minimum bidrage til forening og genskabelse af tillid blandt rivaliserende samfund?

To nye udgivelser The Key to My Neighbour's House: SEEKING JUSTICE IN BOSNIA AND RWANDA (Picador USA, New York, 2001) af Elizabeth Neuffer og Stay the Hand of Vengeance: THE POLITICS OF WAR CRIMES TRIBUNALS (Princeton University Press, Princeton, 2000) af Gary Bass forsøger at give svar på spørgsmålet og er sandsynligvis de første i en strøm af bøger om emnet. Førstnævnte er en journalists beretning om almindelige menneskers erfaringer. Det er mennesker i Bosnien og Rwanda, som ønsker at opnå retfærdighed ovenpå konfliktens afslutning, og som er parat til at vidne i en international retssal om det, de har gennemgået. Den anden er en videnskabelig afhandling af krigsforbrydertribunaler fra St. Helena efter Napoleonskrigene over Leipzig og Konstantinopel efter Første Verdenskrig, Nürnberg efter Anden Verdenskrig til Haag i dag.

Elizabeth Neuffer, der som reporter har modtaget Boston Globe-prisen, har dækket konflikterne i Bosnien og Rwanda i mere end et halvt årti. I Bosnien sammenstykkede hun med omhyggelighed tre bosniakkers historie, herunder Hasan Nuhanovic’, som var tolk for FN i Srebrenica i det østlige Bosnien, og hvis position hjalp ham til at overleve massakrerne, hvor hans forældre omkom, og hans bror forsvandt. I Rwanda gjorde hun det samme for hutu’en Anonciata Kavaruganda, hvis mand Joseph, som var formand for landets højesteret, blev hevet ud af deres hjem i Rwandas hovedstad Kigali af hutu-soldater og dræbt, mens FN-soldater så på. Elizabeth Neuffer fortalte også vidnet, tutsien JJ’s historie, som igen og igen blev gruppevoldtaget hutu-militser, og hvis vidneudsagn var med til at sikre den første domfældelse for folkemord i en international retssal, og hvor voldtægt for første gang blev defineret som en folkemordshandling.

Alle historierne, ligesom de mange andre i både Bosnien og Rwanda, er stærke og hjerteskærende beretninger om menneskers grusomheder mod andre mennesker. Men selv nu, syv år efter, har begivenhederne i juli 1995 i Srebrenica, hvor måske op mod 8.000 muslimske mænd og drenge blev summarisk henrettet, en særlig evne til at chokere. Slagtningens grusomhed, som blev rekonstrueret af øjenvidneskildringer i forbindelse med udgravning af massegrave, ligegyldigheden og bedraget hos de ansvarlige, som Neuffer fandt frem til og interviewede, og fornemmelsen af international forræderi, således som Nuhanovic oplevede det, er fængslende, for ikke at sige oprørende, læsning. Det er svært ikke at fælde en tåre, når en fortvivlet Nuhanovic tager afsked med sin mor, far og bror i frygt for at han aldrig vil få dem at se igen.

Mens FN som helhed står i et dårligt lys i Elizabeth Neuffers bog, er der enkelte FN-ansatte, som får stor ros. Blandt dem er der Gabrielle Kirk McDonald, som er den dommer, der dømte i den første retssag. En af McDonalds bekymringer var, om hendes og tribunalets arbejde ville gøre nogen forskel der, hvor det virkelig betød noget, nemlig i Bosnien og i resten af det tidligere Jugoslavien. Det var således i kraft af McDonalds indsats, at ICTY indledte et samarbejdsprogram for at forklare sit arbejde for befolkningen i det tidligere Jugoslavien. Mange mennesker i Bosnien og Rwanda, som optræder i Neuffers bog, har imidlertid blandede følelser over for international retfærdighed, navnlig over for det tempo, som den opererer med. Kavaruganda, som tog det hidtil usete skridt at retsforfølge FN for ikke at beskytte hendes mand og andre vidner, vil nu gå skridtet videre end krigsforbrydertribunaler og kræve sandhedskommissioner.

Den største frustration for McDonald var, at der ikke var nogen store fisk, som var anklaget, og især er det svært at forstå, hvordan tidligere bosniske serbiske ledere som Radovan Karadzic og Ratko Mladic kan gå fri den dag i dag. Gabrielle Kirk McDonald forlod ICTY i november 1999, da hverken disse mænd eller Slobodan Milosevic, som var blevet sigtet et halvt år forinden, var sat fast. I den forbindelse udtalte hun til Washington Post, at "[d]eres frihed gør grin med vores løfte over for mulige kommende tyranner om, sigte dem, arrestere dem og stille dem til ansvar for deres påståede kriminelle handlinger og overtrædelser af menneskerettighederne."

Selvom Neuffers bog blev gjort færdig efter Milosevic overførsel til Haag, gik undersøgelserne og skrivningen i vid udstrækning forud for denne afgørende begivenhed. Derfor afspejler den de frustrationer, som blev følt i de tidlige år af ICTY. Den første udgave af Bass' bog Stay the Hand of Vengeance blev skrevet færdig, før Milosevic blev overført til Haag og nævner derfor ikke denne begivenhed overhovedet. Paperback-udgaven indeholder derimod et postscript, der analyserer omstændighederne ved Milosevic' sigtelse, hans arrestation og overførsel til Haag samt betydningen heraf.

Stay the Hand of Vengeance redegør detaljeret og omhyggeligt for de principielle holdninger til, at krigsforbrydere skal stilles for retten og for de måder, hvorpå liberale stater i næsten 200 år har håndteret dette spørgsmål, når krigene først var afsluttet. Bogen gennemgår kritisk krigsforbrydertribunalernes mangler og efterlader som sådan ikke læseren nogen illusioner om, hvilken storslået rolle ICTY vil have i fremtiden.

Bass bygger sin analyse af krigsforbrydertribunalernes politik på fire påstande. For det første er det kun liberale stater med legalistiske traditioner, som støtter ægte krigsforbrydertribunaler. For det andet vil liberale stater, hvis egne soldater risikerer at blive anklaget for krigsforbrydelser, ikke aktivt fremme oprettelsen af krigsforbrydertribunaler. For det tredje tjener de liberale landes kampagner for international retfærdighed klart egne interesser, idet de er langt mere fordømmende over for krigsforbrydelser, der er begået mod deres egne statsborgere end mod udlændinge. For det fjerde vil liberale stater være mere tilbøjelige til at støtte et krigsforbrydertribunal, hvis offentligheden - og ikke kun eliten - er forarget over de pågældende krigsforbrydelser. Og for det femte kan NGO'er effektivt fremme tribunaler ved at skamme liberale stater til handling og bistå med ekspertise.

Det ironiske er, at Milosevic kan drage nytte af liberale staters legalisme. Det skyldes, at legalismen har givet ham mulighed for at forkaste ICTY og at legalismen forpligter hans anklagere til at arbejde ud fra de højeste standarder og med største omhu indsamle beviser i sagen imod ham. Derudover er det, at han og andre højtstående mistænkte krigsforbrydere ikke tidligere var blevet pågrebet eller fortsat er på fri fod, klart forbundet med de risici, der er forbundet med deres arrestation. Eftersom Milosevic’ formodede forbrydelser var begået mod albanere, kroater og muslimer og ikke vesterlændinge var de vestlige lande forståeligt nok modvillige mod at sætte deres soldaters liv på spil for at sætte ham for retten. Når det er sagt, førte den vestlige offentligheds fordømmelse over det, der skete i Bosnien. Kroatien og Kosovo i 1990’erne, til oprettelsen af ICTY, og Vesten har opretholdt støtten til de retssager, der gennemføres der. Derudover har NGO’er bevaret deres pres på vestlige regeringer for at sikre, at ICTY får passende bevillinger, og at flere krigsforbryderanklagede stilles for retten.

Retssagen mod Milosevic er klart en milepæl, men, som Bass fremhæver, har der været tilsvarende milepæle før, som kom og forsvandt igen. Derudover har afstanden mellem krigsforbrydertribunalernes succes og fiasko historisk været knivskarp. Det gør godt at læse, hvor tæt Nüremberg-processerne, som de fleste betragter som højdepunktet af lovens triumf over hævnen, var på ikke at finde sted. Samtidig med at Moskva var ivrig efter at henrette et stort antal nazister efter sejren over Tyskland, krævede London også summariske henrettelser af top-nazister, mens Washington sagde nej. Og selv i Washington var meningerne delte. Henry Morgenthau Jr., som var finansminister, pressede på for streng gengældelse, herunder op mod 2.500 summariske henrettelser, skadeserstatninger, befolkningsoverførsler og overgang til landbrugsland i Tyskland, mens Henry Stimson, som var krigsminister, krævede krigsforbrydertribunaler på grund af USA's respekt for princippet om retfærdig rettergang hjemme.

Stimson vandt den indenrigspolitiske debat, mens det, de fleste amerikanere var imod, var forestillingen om at reducere Tyskland til et agarsamfund, ikke hvordan slagne nazister blev behandlet. Derudover var Stimson optaget af at forfølge Nazi-tyskland for at have været aggressor i en krig, og ikke så meget for Holocaust. Selvom Nürnberg-processerne i dag primært huskes for straffen for forbrydelser mod menneskeheden og det er bestemt også deres største fortjeneste kom spørgsmålet i anden række dengang.

På samme måde kan ICTY's komplicerede fødsel og svære første år blive dens fordel på lang sigt. På baggrund af Milosevic-sagen hævder tilhængere af krigsforbrydertribunaler blandt andet, at ICTY vil bidrage til at afskrække fremtidige krigsforbrydere, rehabilitere Serbien, erstatte kollektiv skyld med individuelt ansvar og fastslå, hvad der virkelig foregik. Bass lader sig ikke begejstre og støtter kun krigsforbrydertribunaler fordi de er "den mindst dårlige løsning". Han har tilegnet sin bog til "Bosnien-Hercegovinas befolkning. For sent."

Christopher Bennett er redaktør af NATO Nyt og forfatter til "Yugoslavia's Blody Collapse: causes, course and consequences" (New York University Press, New York, 1995).

...Til top...