Til NATO's hjemmeside
Til NATO nyt's hjemmeside
      Dette nummer: Sommer 2002 Tidligere numre  |  Sprog
Til NATO's hjemmeside
 Indhold
 Forord
 Resumeer
 Debat
 Nekrolog
 Boganmeldelse
 Interview
 Artikler
 Analyse
 Militære emner
 Statistik
 Bidragydere
 Links
 Næste nummer
Til NATO nyt's hjemmeside Kontakt redaktøren/abonnement Printervenlig version


Send denne artikel til en ven




































































































































































Alliancens skæbnetime

General Naumann, da han var formand for NATO's
Militærkomite
(© NATO)

General Klaus Naumann advarer om, at NATO er i fare for at miste sin funktion, medmindre der hurtigt tages skridt til at give Alliancen nyt liv.

Det haster med at puste nyt liv i NATO. Dens troværdighed er i fare. Den amerikansk ledede operation i Afghanistan sætter manglerne i de allieredes kapaciteter i skarp relief, og manglen på en klar rolle for NATO sætter alvorlige spørgsmålstegn ved dens fortsatte relevans. Denne tillidskrise forværres af transatlantiske gnidninger, som har vist sig på flere områder. Medmindre mødet mellem Alliancens ledere til november i Prag, der oprindelig havde fået navnet "udvidelses-topmødet", for alvor bliver til et "transformations-topmøde", vil NATO have mistet sin funktion og vil sygne hen. Der er allerede taget skridt til at bane vej for en sådan transformation på det nylige møde mellem Alliancens udenrigs- og forsvarsministre. Nu har vi til gode at se, om denne retorik kan omsættes til handling. Nærer USA en ægte forpligtelse over for NATO som en militær alliance, eller betragter USA NATO som et nyttigt politisk instrument? Og vil de europæiske allierede vise, at de har vilje til at mindske forskellen i kapaciteter.

Terrorangrebene den 11. september bekræftede vores værste anelser. En tærskel blev overskredet, da selvmordskaprere forvandlede civile fly til masseødelæggelsesvåben og med overlæg angreb et tæt befolket område. De allieredes svar kom hurtigt og beslutsomt. Selv samme dag aktiverede de Artikel 5 i Washington-traktaten, som er NATO's grundlæggende traktat, og erklærede, at angrebet mod USA var et angreb mod alle allierede. Det betød, at de allierede i henhold til bestemmelserne i Artikel 51 i FN-Pagten kunne tage skridt over for dem, som stod bag angrebene. Forpligtelsen til at hjælpe USA indebar ikke nogen geografiske begrænsninger. På den måde blev NATO i realiteten en global alliance.

Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved betydningen af de allieredes solidaritetserklæring den 12. september. Men herefter har NATO ikke kunnet sætte handling bag ordene. Samtidig med, at individuelle allierede bidrager til den amerikansk ledede operation i Afghanistan, har NATO været ude af stand til at byde på ret meget andet end politisk støtte. Men den amerikanske administration har heller ikke bedt om meget mere og har dermed vist, at den ikke behøver eller ikke ønsker at gøre brug af NATO.

Hvad værre er, er der embedsmænd i USA, der under indflydelse af det fejlagtige syn på NATO's indsats under Kosovo-luftkampagnen, som de affærdiger som "krigsførelse gennem komiteer" tror, at NATO ikke kan handle effektivt i sådan en krise. Andre afviser, at NATO har nogen relevans for fremtidige kriser, og giver følgende svar på spørgsmålet om NATO's formål: "Hold illusionen i live". En tredje gruppe finder, at der i takt med, at samarbejdet mellem USA og Rusland udvikles, med tiden vil opstå en bilateral beslutningsproces, som vil lade de europæiske allierede ude i kulden.

Hvis disse synspunkter bliver de gennemgående i Washington, vil det næsten uundgåeligt betyde NATO's endeligt. De europæiske allierede kan ikke tillade, at det vil ske. Europa står fortsat over for risici, som i stigende grad er globale af natur. Men Europa har ikke de globale kapaciteter, der er nødvendige til at imødegå de globale udfordringer, og er derfor fortsat afhængig af USA og NATO når det gælder dets sikkerhed og stabilitet.

Forskellige opfattelser

Problemet er, at der tilsyneladende er forskelligartede opfattelser af NATO. De europæiske allierede ser NATO som en organisation, der står for kollektivt forsvar og krisestyring, mens USA, som er Alliancens mest magtfulde og naturligvis helt uundværlige medlem, ikke længere ser på den som et militært instrument, som USA kan vælge at bruge i tilfælde af konflikt og krig. NATO betragtes snarere som et nyttigt politisk instrument og et arrangement til kollektiv sikkerhed, som kan anvendes til at stabilisere Europa og til at nå det mål, som oprindeligt førte til oprettelsen af NATO i 1949, nemlig et "helt og frit" Europa. Derfor har USA i tiden op til Prag-topmødet søgt at opnå en temmelig ambitiøs udvidelse af Alliancen, som med stor sandsynlighed vil lægge beslag på det meste af NATO's energi, samt arbejdet på at styrke NATO's forhold til Rusland. Der er også fremlagt et konceptuelt arbejde vedrørende en militær doktrin for terrorbekæmpelse, selvom jeg er overbevist om, at de fleste vil være enig med mig i, at det vil være lige så vigtigt eller vigtigere at finde måder, hvorpå man kan fjerne de underliggende årsager til terrorismen.

Hvis NATO gik hen og blev en i al væsentlighed politisk organisation og ikke længere blev anvendt i kriser, ville dens forsvarsgaranti komme til at virke hul, og den vil tabe støtte og svinde hen. Det ville ikke kun være en katastrofe for Europa, men også et alvorligt slag for amerikanske interesser. USA vil risikere at miste kontrollen over en af de kystlinjer, der ligger overfor USA, og give køb på et af sine mest magtfulde instrumenter til politisk indflydelse på Europa.

Hvis man skal undgå, at det sker, må USA og dets allierede finde på måder til at puste nyt liv i NATO. Indsatsen skal gå længere end udvidelse og nye samarbejdsarrangementer med Rusland. NATO kan ikke blive ved med at være den regionale forsvarsalliance, som den plejede at være. Den bør blive en global alliance, som er parat til at forsvare sine medlemmers interesser, uanset hvor de står på spil, og være i stand til at handle som kernen i fremtidige ad hoc-koalitioner af lande, som ønsker at handle. NATO må tilpasse sin kommando- og styrkestruktur i overensstemmelse hermed og anskaffe de kapaciteter, som er nødvendige til at opfylde disse behov.

Topmødet i Prag i november er det sted, hvor de nødvendige beslutninger skal tages. De initiativer, som blev taget på de nylige møder mellem NATO's udenrigsministre i maj i Reykjavik og forsvarsministre i juni i Bruxelles, har til en vis grad banet vej for en sådan forandring.

Strukturerne tilpasses

NATO’s hovedkvarter i Bruxelles bør moderniseres for at lette organisationens evne til at udføre krisestyringsoperationer som led i tilpasningen. Der er nogle, som har hævdet, at det kræver en sammenlægning af Den Internationale Stab og Militærstaben, men det er jeg ikke sikker på. På den ene side må staben i hovedkvarteret indrette sig efter den politiske kontrol i forbindelse med krisestyring, og på den anden side efter den politiske kontrol fra den integrerede militære kommandostruktur og de styrker, som landene overfører til NATO. At skulle håndtere de mangefacetterede spørgsmål, som er forbundet med disse to opgaver inden for én stab vil sandsynligvis være meget tidsrøvende, og tid er afgørende i krisestyring. Desuden har NATO hidtil ikke været så dårlig til at skabe konsensus.

Første halvleg i dette vanskelige spil spilles ofte i Militærkomiteen. Den anden og afgørende halvleg spilles i Det Nordatlantiske Råd. Hvis dette arbejde skal gøres ordentligt, har Militærkomiteen brug for sin egen stab med ekspertise på områder inden for efterretning, operationer, styrkeplanlægning og logistik. Hvis komiteen blev afhængig af at modtage råd fra den samme kilde som Rådet, er der risiko for, at staben ville forsøge at tage forskud på de politiske overvejelser, hvilket ville mindske kvaliteten af de militære råd, som Rådet modtager. Militærkomiteen og Den Internationale Militære Stab er det effektive topniveau af den integrerede kommandostruktur og har i denne kapacitet mindsket Rådets arbejdsbelastning betragteligt. Men selvom jeg ikke kan se fordele ved at lægge de to stabe sammen, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er brug for en analyse af stabsstrukturen i NATO's hovedkvarter for at mindske overflødig overlapning i begge sider af huset.

Hvis NATO for alvor skal udvikle sig til en politisk organisation og ikke kunne bruges i en krise, ville dens forsvarsgaranti blive udhulet

De overordnede principper i tilpasningen af NATO's kommandostruktur bør være deployeringsevne og mobilitet. Fleksibilitet og udholdenhed, som sikres af to kommandoer på strategisk niveau og de regionale kommandoer, bør bevares, under forudsætning af at de regionale kommandoer kan indsættes. Ydermere bør der skabes mindst to multinationale, værnsfælles indsatsstyrker (CJTF'er). Om det er berettiget med tre kommandoniveauer i den europæiske kommando var et varmt emne i 1997 og 1998 og er det fortsat i dag navnlig i Nordregionen, hvor de sub-regionale kommandoer kunne blive brugt som kerne for ene af de to CJTF'er. I Sydregionen ville det være tilrådeligt at bevare de sub-regionale kommandoer, men at gøre dem fuldt deployerbare. En sådan ændring burde følges op af en mindskelse af antallet af Multinationale Luftoperationscentre og en beslutning om at gøre alle indsættelige.

CJTF’erne er bindeleddet til styrkestrukturen. De kunne udgøre rammen for organisering af de nye kapaciteter, som Alliancen har så stor brug for, ved at gøre det muligt at samle aktiver og etablere multinationale styrkekomponenter. Hvis NATO får sådanne nye kapaciteter, ville den primære årsag til, at organisationen ikke blev taget i anvendelse i kampen mod terror, forsvinde. Det vil ikke lukke kapacitetsskellet mellem USA og dets allierede, men det vil bidrage til at mindske det. Disse skridt er ikke gratis, men de vil ikke kræve så drastiske forøgelser i europæiske forsvarsbudgetter, som dem vi har set i USA.

Kapaciteten moderniseres

Det er nødvendigt for NATO at udpege centrale områder for modernisering og udvælge de kapaciteter, som er afgørende for de to CJTF'ers operationelle beredthed, og som bevarer interoperabilitet. Der kan drages en vigtig lære af erfaringerne med at gennemføre Forsvarskapacitetsinitiativet fra Washington-topmødet i 1999, som var det højt prioriterede program, der skulle hjælpe med til at øge Alliancens kapacitet: Hvis man opstiller for mange prioriteteter, er der i praksis ingen prioriteter. De 58 områder, som krævede handling, slørede DCI's fokus, hvilket gjorde det let for landene at finde undskyldninger for ikke at levere varen på de vigtigste områder. Denne lære synes at være accepteret, hvis man skal dømme ud fra Alliancens forsvarsministres nylige beslutning om at have anbefalinger til et nye kapacitetsinitiativ forberedt i god tid før Prag-topmødet, hvor der fokuseres på et lille antal kapaciteter, der er afgørende for hele spektret af opgaver og byggende på ufravigelige nationale forpligtelser og datoer.

Men samtidig med, at det er nødvendigt at prioritere og samle kræfterne om det, som kan opnås og finansieres på kort sigt, bør de europæiske allierede forstå, at dette kun er begyndelsen på en moderniseringsproces, som godt kan strække sig ud over dette årti. Det vil kun udgøre første skridt i et program, der skal forbedre den europæiske forsvarskapacitet. Sådant et program vil slå to fluer med et smæk. Det vil tilføre NATO den stærkt nødvendige nye kapacitet, og det vil fremme EU’s evne til at nå sit overordnede mål. Dette ”headline goal” satte Unionen sig i Helsingfors i december 1999, nemlig i 2003 at have skabet en hurtig udrykningsstyrke på 60.000 mand, som kan indsættes indenfor 60 dage for en periode på op til et år. De europæiske allierede skal ikke forventes at kopiere den amerikanske styrkestruktur, men snarere at supplere de amerikanske kapaciteter og derved styrke NATO’s strategiske fleksibilitet og udholdenhed. USA vil også skulle spille en rolle ved at indvilge i at overføre den teknologi, som er afgørende for at forbedre kapaciteterne.

Et oplagt emne til modernisering, som vil være parat til beslutning på Prag-topmødet, er det, der drejer sig om kommando, kontrol, kommunikation og computerbehandling samt efterretning, overvågning og recognoscering (C4 ISR). Det er det skelet eller net, som alle de andre kapaciteter, som er nødvendige for at gennemføre "revolution in military affairs", kan bygge på. NATO bør koncentrere sig om interoperable C4 og forbedrede ISR, som er forudsætninger for styring af kampen. De militære chefer skal kunne føre og kontrollere deres styrker og kommunikere med dem på en sofistikeret og sikker måde ved at bruge systemer, som er interoperable, og de har behov for at vide, hvad der sker omkring dem. Ved at forbedre kapaciteterne på dette område kan Alliancen også gøre brug af to fremgangsmåder, der ligger lige for, når kapaciteterne skal forbedres, nemlig etablering af styrker, som består af komponenter, der kan sammensættes og samling af sådanne styrker.

Forbedring af C4 bør dreje sig om at yde de to CJTF'er de nødvendige kapaciteter. Hvis det er muligt, bør NATO søge at anskaffe et kommando- og kontrolsystem (C2), der er baseret på bredbånd, som er den eneste teknologi, der kan håndtere morgendagens datamængder. For at sikre dette bør NATO lease kommercielle bredbåndstjenester i stedet for at opsende NATO-ejede satellitter, som vil koste enorme summer, og som vil give langt større kapacitet, end NATO nogensinde får brug for.

Forbedring af ISR sker bedst ved at følge NATO's velprøvede model for Luftbåren Varslings- og Kontrolsystem (AWACS), som overvåger og kontrollerer luftrummet. Der bør oprettes en mindre multinational jordovervågningsstyrke, som NATO ejer og opererer, og som midlertidigt udstyres med JSTARS-fly, der er de eneste fuldt ud operationelle systemer på markedet.

Samtidig med dette bør NATO satse på at oprette en avanceret, fællesejet ISR multinational styrke ved dette årtis udgang. Den bør bestå af en passende blanding af bemandede fly og ubemandede systemer, som for eksempel Predator, samt af nogle helikoptere, hvis det bliver nødvendigt. Det midlertidige JSTARS, som opgraderes med en radar, som er udviklet i fællesskab, kunne udmærket fungere som det bemandede element af en sådan multinational styrke.

Forbedringer af C4 og ISR er afgørende for al modernisering. Ellers vil de fleste andre tiltag være meningsløse. Men de bør suppleres med anskaffelser af præcisionsstyrede våben, der kan affyres fra skibe eller fly, og af næsten gratis beslutninger om at samle eksisterende eller planlagte nationale kapaciteter, som vil fjerne unødvendige omkostninger på områder som tankning i luften, lufttransport, søtransport, luftforsvar eller katastrofeberedskabsstyrker. Sidstnævnte bør kunne indsættes i hele NATO's traktatområde, hvis det bliver nødvendigt.

Hvis kapaciteterne skal moderniseres, og den militære revolution skal gennemføres, er det vigtigt, at der i Prag træffes beslutninger med ovenstående indhold, samlet i et program til forbedring af europæisk forsvarskapacitet. Det skulle være muligt både materielt og økonomisk. Pengene til et sådant program skal i første omgang komme fra strømlining og mindskelse af nogle temmelig oppustede programmer som fx Luftkommando og Kontrolsystemet (ACCS). De europæiske allierede vil også inden for de næste 10 år skulle øge deres forsvarsbudget til et niveau, som de forsøger at pålægge de lande, som søger NATO-medlemskab, nemlig til to procent af BNP.

Jeg har her redegjort for de indledende skridt, der skal tages, for at NATO's generalsekretær Lord Robertsons appel om "kapaciteter, kapaciteter og kapaciteter" kan blive opfyldt. Men de vil skulle understøttes af yderligere tilpasning efter Prag-topmødet, når NATO har fået tid til at gennemtænke og fordøje konsekvenserne for Alliancens strategi af omdannelsen til en ægte global alliance. Det kan føre til et revideret Strategisk Koncept eller et rammedokument, der svarer til Harmel Rapporten fra 1967, der udstikker NATO's strategiske retning. Jeg mener, at vi har indledt en periode, hvor den gamle strategi ikke længere betragtes som levedygtig og gyldig, og hvor en ny endnu ikke er på plads. Det vil sandsynligvis tage flere år at blive enige om en ny strategi, som vil skulle forene de ikke-militære bestræbelser for at forebygge konflikt med en kodificeret afskrækkelsesstrategi, som i højere grad er rettet mod at fravriste fjenden eventuelle fordele end at straffe og med nye bestræbelser på at styrke beskyttelse og forsvar, inklusive nye multilaterale initiativer på områder for våbenkontrol og tillidskabelse. Sådan en ny eller modificeret strategi kræver en global dimension til håndtering af globale trusler.

Det er altafgørende, at Prag-topmødet indleder en omformning af NATO med henblik på at sikre, at Alliancen er forberedt på det uforudsigelige og det utænkelige. Det vil bidrage til at genoprette den transatlantiske forbindelse og bekræfte Alliancens uundværlige rolle for alle medlemslandes sikkerhed. Det er den bedste forsikring til såvel amerikanere som europæere i disse tider, der er præget af uforudsigelig usikkerhed og mangefacetterede risici. Europæerne må også snart til at betale for en forbedring af deres forsvarskapacitet. Så kan de vise, at de har vilje til at indsnævre kapacitetsskellet, øge den politiske indflydelse og udgøre en allieret for USA, som kan og vil deltage fuldt ud i fremtidige operationer til beskyttelse af fælles interesser.

General Claus Naumann var formand for NATO's Militærkomite fra februar 1996 til maj 1999. Han blev pensioneret fra militæret i 1999 og er nu blandt andet vice-præsident for den tyske Atlantsammenslutning.

...Til top...