| |
Thomas Yde anmelder to nyligt udgivne bøger, der analyserer, hvordan udvandrere fra Balkan påvirkede krigene i forbindelse med Jugoslaviens opløsning.
Stacy Sullivan, Be not
Afraid for you have Sons in America, How a Brooklyn
Roofer Helped Lure the US into the Kosovo War,
St. Martin's Press, New York, 2004.
Paul Hockenos, Homeland Calling, Exile Patriotism and the Balkan Wars, Cornell University Press, Ithaca og London, 2003.
Hvad var det, som gav næring til de blodige etniske konflikter, der rev Jugoslavien fra hinanden, og som førte til de umådelige menneskelige lidelser, der rystede Balkan i 1990'erne, og som fortsat sender sorte skyer ind over regionen i dag? Dette spørgsmål har været genstand for intensive diskussioner siden 1990'ernes begyndelse og er fortsat et varmt diskussionsemne, der har frembragt adskillige fremragende analyser og været genstand for uendeligt mange rapporter og for konferencer på højt niveau. Nogle analytikere har i overensstemmelse med den almindeligt udbredte antagelse hævdet, at svaret ligger i et iboende etnisk had mellem forskellige etniske grupper, som bor i det tidligere Jugoslavien, næret af århundreders konflikt og forstærket af dybe socio-økonomiske skel mellem det relativt velstående nordlige Jugoslavien og det fattigere syd. Ifølge denne tilgang blev dette had under Titos karismatiske ledelse kontrolleret - men aldrig elimineret - med det resultat, at det var forudbestemt til endnu en gang at blusse op efter hans død.
Andre kommentatorer har fokuseret på den måde, hvorpå ledere som Slobodan Milosevic og Franjo Tudjman opildnede spirende nationale følelser som led i deres kamp for at konsolidere magten. Ifølge dette synspunkt var den radikale nationalisme, som karakteriserede krigene på Balkan ikke uundgåelig, men konsekvensen af veltilrettelagte kampagner, der byggede på misinformation og propaganda, som bevidst fordrejede historiske begivenheder med henblik på at så frygt og had som middel til at opnå forskellige politiske mål. Milosevic' tale på Solsortesletten i juni 1989 i forbindelse med 600-årsjubilæet for slaget på Kosovo Polje kan ses som et eksempel på et bevidst forsøg på at opnå indenrigspolitisk støtte i Serbien ved at opildne til etnisk konflikt mellem Kosovo-albanere og serbere.
Det, der forener de to forklaringer, er antagelsen om, at de faktorer, som bidrog til Balkan-krigene primært skal findes inden for Jugoslaviens grænser. Man har indtil videre i diskussionen savnet overvejelser over de eksterne faktorers betydning for stimulering af de voldelige konflikter, som rev Jugoslavien fra hinanden. Den rolle, som diaspora, dvs. udvandrere fra Balkan, har spillet, er således ladt helt ude af analysen. I nogle analyser har den rolle, som emigranter i Australien, Canada, Europa, Sydamerika og USA spillede, været inddraget, således som et er sket i Mary Kaldors Old and New Wars, Organized Violence in a Global Era (Polity, 1999). Men betydningen af "nationalisme på lang afstand" er ikke desto mindre sjældent blevet behandlet som en vigtig, selvstændig faktor i analyser af Balkan-krigene. Det skyldes sandsynligvis de vanskeligheder og farer, der ligger i at afdække den skyggeverden, som radikale nationalistiske elementer af diasporasamfund opererer i.
Derfor er Stacy Sullivans Be not Afraid for you have Sons in America, How a Brooklyn Roofer Helped Lure the US into the Kosovo War (St. Martin's Press, New York, 2004) og Paul Hockenos' Homeland Calling, Exile Patriotism and the Balkan Wars (Cornell University Press, Ithaca and London, 2003) vigtige bidrag til vores forståelse af Balkan-krigene. Begge bøger giver en detaljeret og afbalanceret redegørelse for forbindelsen mellem emigrant-nationalisme og Jugoslaviens voldelige opløsning. Og de afdækker den store betydning, som emigranter har spillet for radikale nationalistiske kræfter i deres oprindelige hjemlande ved at levere de politiske ideologier, de økonomiske midler samt ofte de forsyninger af våben og materiel, som holdt konflikterne i gang.
 |
Sullivans bog er en insiders
beretning om krigen i Kosovo. Bogen giver et
foruroligende indblik i den underverden, hvor
Sullivan arbejdede som journalist i næsten to år - en verden af revolutionære, gangsters, "wannabe"-politikere, våbenhandlere, lykkeriddere og angste, fattige Kosovo-albanske landsbyboere. Den afslører, hvordan en albansk immigrant i USA, en tagdækker i Brooklyn ved navn Florin Krasniqi, bistod med at oprette en guerilla-hær, hvis handlinger i sidste ende bidrog til at overbevise USA og dets allierede i NATO om, at der skulle indledes en humanitær intervention i Kosovo. Florin stod ikke alene for at frembringe store dele af Kosovos Befrielseshærs midler (Kosovo Liberation Army, KLA) gennem den såkaldte "Homeland Calling Fund", men var også med til at tilvejebringe store dele af dens militære isenkram. Florin øvede også en vis indflydelse på beslutningsprocessen i USA gennem den albanske lobby i Washington og sørgede
endda for, at der blev oprettet en Atlantisk
Brigade af Nordamerikanske frivillige, som sluttede
sig til kampene i deres hjemland.
Sullivans bog er læseværdig af flere grunde. Frem for alt er den en vigtig øjenvidneskildring af de begivenheder, som fandt sted bag kulissen i Kosovo-krigen. Det er en værdifuld førstehåndskilde, der dokumenterer, hvordan albanere, som boede i USA, finansierede og forsynede KLA. Og den er velskrevet, fordi den på en elegant måde integrerer Florins historie i en grundig og underholdende gennemgang af Kosovos historie, der både analyserer de seneste års begivenheder og giver en grundig redegørelse for deres rødder.
Selvom beretningen er særdeles personlig og afslører en stor grad af sympati, varme og forståelse for bogens hovedpersoner, formår Sullivan at holde en kritisk distance til de begivenheder og personer, som hun beskriver. Det afslører hun i åbningscitatet, nemlig Friedrich Nietzsches advarsel om, at "Den, som bekæmper mostre, skal undgå selv at blive et monster", hvilket er en klar reference til Florin, som i sin reaktion på de serbiske uhyrligheder i sidste ende nedlader sig til deres brutalitet. Citatet afspejler også en mere generel kritik af Kosovo-albanerne, som - forblændet af etnisk loyalitet - ikke formåede at hindre gengældelser mod serbiske civile efter krigen. Selvom albanerne muligvis ikke havde indledt voldscyklusen i Kosovo, vil det ifølge Sullivan blive svært at afslutte den, fordi det ikke lykkedes dem at indføre lov og orden og retsforfølge medlemmer af deres etniske gruppe for de uhyrligheder, som de udførte mod serbere. I det lys kan tidligere premierminister Ramush Haradinajs nylige beslutning om at overgive sig til Det Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag udgøre et vigtigt første
skridt i retning af fred og stabilitet i Kosovo.
På trods af, at bogen er en fængslende fortælling, lykkes det den ikke at placere emigrantsamfundene i en bredere analytisk sammenhæng. Den tager således ikke stilling til spørgsmålet om, hvorfor store dele af den albanske diaspora har været modvillig mod at overtage de demokratiske kulturer i de lande, hvortil de er flyttet, men i stedet har valgt den radikale nationalisme i direkte modstrid med centrale demokratiske værdier. Historiske fjendtligheder mellem albanere og serbere og de uhyrligheder, som Milosevic-regimet foretog, er kun del af historien, men Sullivan identificerer ikke andre og mere generelle årsager til emigranternes nationalisme. Bogen forklarer heller ikke forbindelsen mellem emigranternes rolle og globaliseringskonceptet. Fremgang på kommunikationsområdet og øget udveksling af ideer, information, varer og tjenesteydelser samt kapitalbevægelser har klart øget den indflydelse, som diaspora-grupper har i forbindelse med etniske konflikter i deres hjemlande. Men selvom Sullivan ofte refererer til Florins brug af avancerede former for global kommunikation og transnationale banknetværk, bruges oplysningerne ikke til at forklare hvordan globaliseringen har påvirket
diaspora-gruppers indflydelsesmuligheder.
 |
Hockenos' bog behandler disse og andre spørgsmål i dybden og giver en bredere analyse af den rolle, som eksilgrupper og emmigrantsamfund har haft for at give Balkan-krigene i 1990'erne næring. Hockenos argumenterer for, at selvom det endelige ansvar for disse krige lå hos Balkans befolkninger og politiske ledere, bidrog de albanske, kroatiske og serbiske diaspora til konflikten i 1990'erne og hjalp kun sjældent med at styrke demokratiske kræfter i deres hjemlande. Diaspora fra Balkan ydede finansiel støtte til nationalistiske ledere, anvendte millioner af dollars på lobbykampagner i USA, bistod med at finansiere og bevæbne guerillahære og forsynede tilmed frivillige til kampene. Hockenos påviser også overbevisende, hvordan mange af de ideer, der gav inspiration til den ondskabsfulde tone i nationalismen, som understøttede lederne Tudjmans og Milosevic' politiske programmer, blev formuleret i eksilsamfund. I Kroatien, Kosovo og Serbien var der da også emigranter, som vendte tilbage og fik fremtrædende
ministerposter i nationalistiske regeringer.
Hockenos, som er forfatter og politisk analytiker,
og som har arbejdet for Organisationen for Sikkerhed
og Samarbejde i Europa (OSCE) i Bosnien-Hercegovina,
sporer tilbøjeligheden for den radikale nationalisme, som ses i de politisk aktive elementer blandt Balkans diaspora, tilbage til deres erfaringer efter Anden Verdenskrig, hvor de blev fordrevet fra hjemlande. Ifølge ham har arrene fra nederlaget og fordrivelsen båret ved til et had og en fortrydelse, som karakteriserer de politisk orienterede emigrant-organisationer, og som har fastholdt dem i de fascistiske og royalistiske bevægelsers militante nationalistiske ideologier fra 1930'erne og 1940'erne. Det viste sig også at være tilfældet, fordi diasporaen ikke oplevede de årtier med sameksistens under Den Kolde Krig, som var med til at lette spændinger og skabe tillid mellem de forskellige etniske grupper i Jugoslavien. Derfor var disse samfund dårligt
rustet til at fremme den demokratiske kultur
i deres nye hjemlande efter kommunismens fald.
Ifølge Hockenos har globaliseringens centrifugale kræfter forværret snarere end mindsket de nationalistiske lidenskaber i eksilsamfund, dels skyldes på grund af den anonymitet og usikkerhed, som globaliseringen skaber, og dels på grund af den øgede udveksling af information, varer og kapital, som gør det muligt for emigranterne at bevare tilknytningen til deres hjemland. Ved at nedbryde barriererne mellem hjemland og diaspora har globaliseringsprocessen øget indflydelsen fra "nationalisme på lang afstand" på de
indenrigspolitiske processer.
Ved at spore mange af årsagerne til den radikale nationalisme til emigrantsamfundene bidrager Hockenos betydeligt til vores forståelse af Balkan-krigene. Det ville imidlertid have været rart, hvis han havde taget det næste skridt og analyseret, hvordan diasporaene eventuelt kan bruges som agenter for demokratiske reformer i deres hjemlande. Som Hockenos selv anerkender, har emigrantsamfundene fra Balkan - foruden deres destruktive kapaciteter - særdeles gode forudsætninger for at bistå med den demokratiske transition af deres hjemlande og hjælpe med til at skabe grundlaget for stabilitet og velfærd.
I betragtning af den ekspertise, som Hockenos
besidder, er det også en skam, at han ikke forsøger at placere Balkan-diasporaene i en bredere historisk og kulturel sammenhæng. Bogen ville have haft gavn af en diskussion af de forskelle og ligheder mellem emigrant-nationalismen fra Balkan og andre eksilsamfunds nationalisme i andre dele af verden i det 19. og 20. århundrede. Hvordan adskilte den rolle som emigranterne fra Balkan spillede for Jugoslaviens voldelige opløsning sig for eksempel fra den rolle, som russiske og irske eksil-mindretal spillede i forbindelse med hhv. den russiske revolution og årtiers
konflikt i Nordirland? Globalisering er klart
del af svaret, men bogen ville have haft gavn
af en mere omfattende behandling af dette emne.
Samlet set fortjener de anmeldte bøger imidlertid stor ros. De er velskrevne, underholdende og alsidige i deres behandling af et komplekst og forsømt fænomen, som spillede en vigtig og afgørende rolle i Jugoslaviens voldelige kollaps i 1990'erne. Bøgerne bidrager til vores forståelse for emigrant-nationalisme og giver i tilgift et nyttigt redskab til at undgå etnisk konflikt i de kommende år.
Thomas Yde er dansk kandidat fra King's College Department for War Studies i London. Han arbejder midlertidigt i NATO's Afdeling for Offentligt Diplomati.
|
